Af Benjamin Damon
På blot to film har den visionære Robert Eggers fået et imponerende omdømme i filmbranchen – instruktøren har på forunderlig vis ramt noget gyldent, der tilnærmelsesvist har transcenderet skillelinjen mellem Hollywood og indie-/arthouse-universet.
The Witch (2015) og The Lighthouse (2019) var på mange måder nært beslægtede: de var uhyggelige og batshit crazy, omhandlede mennesker i dyb isolation, havde minimale casts, var plaget af hver deres pestilens af et dyr i henholdsvis en ged og en måge – og så strålede de af en nøjagtig og perfektionistisk tilgang til de historiske elementer (fx gennem kostumer og dialog).
I The Northman kaster Eggers sig over en ny fortidig periode: vikingetiden. Han har denne gang fået væsentligt flere penge at lege med, idet A24 er blevet skiftet ud til fordel for Focus Features. Han har fået et drømmecast af dimensioner, der er skruet op for CGI-effekterne og det hele føles gigantisk og episk – i klar kontrast til de førnævnte film, som om noget grænsede til det klaustrofobiske.
Det er helt tydeligt en drengedrøm for instruktøren at få lov til at lave film på den her skala, men det er svært ikke at føle, at noget af det, der gjorde netop Robert Eggers til en af verdens mest lovende instruktører, allerede er gået lidt tabt.
Det betyder ikke, at The Northman er en dårlig film, for det er den ingenlunde. Historien tager udgangspunkt i Shakespeare-klassikeren Hamlet, men Eggers har – med hjælp fra den islandske forfatter, Sjón – formået at gøre den til sin egen. Det hele tager sin begyndelse, da den unge Amleth (Alexander Skarsgård) ser sin far, Kong Aurvandil (Ethan Hawke), blive myrdet på brutal vis af sin egen bror, Fjølnir (Claes Bang).
Traumet ændrer Amleths natur for evigt, og han drager langt bort fra Island, da han indser, at han ikke kan stille noget op mod Fjølnir endnu. Men han har en klar ambition om at vende tilbage – da han sidder i en lille jolle på vej mod ukendt land, råber han som en slags klagesang: ”I will avenge you, Father! I will save you, Mother! I will kill you, Fjølnir!”
Da vi møder Amleth som fuldvoksen en del år senere, er han vild som en ulv. Skarsgårds imponerende statur kommer virkelig til udtryk, og han får lov til at spankulere rundt i bar mave næsten lige så meget som i The Legend of Tarzan (2016). Det er ikke banebrydende skuespil, og generelt er der ikke nogen præstationer i The Northman, der kan hamle op med mægtige Willem Dafoe og Robert Pattinson i The Lighthouse. Men det var vist heller aldrig idéen med denne film.
The Northmans styrker ligger nemlig snarere i det maksimalistiske udtryk, som gennemtæsker seeren med en imponerende billedside, tung baggrundsmusik og en ekstremt omhyggelig detaljerigdom. Der er virkelig blevet brugt tid og kræfter på at skabe et omsluttende univers, og det belønner sig i en fremragende biografoplevelse.
Det er også fedt, at Eggers virkelig har gået planken ud, når det kommer til at være tro mod genren og filmens historiske ramme. Det er blodigt, vulgært og frastødende, præcis som en vikingefilm skal være. Det er ikke børnevenligt – og det er på en måde befriende.
Det kan dog tendere til det halvkomiske, fordi filmen tager sig selv ekstremt seriøst. Mænd, der brøler hinanden i hovedet, selvhøjtidelige monologer om familiære forhold og kærlighed og de forskelligartede accenter, som ikke altid lykkes lige godt (taler de engelsk med islandsk accent?). Det fede ved både The Witch og The Lighthouse var, at der i begge to var plads til komiske elementer, og det kan man godt savne lidt denne gang, hvor der kun er ufrivilligt sjove øjeblikke.
Uanset hvad er The Northman en spændende og gennemført tilføjelse til Eggers’ filmografi. Vigtigst af alt cementerer den, at man ikke så nemt kan definere, hvad en Robert Eggers-film er. Jeg håber dog, at han også vender tilbage til de mere kammerspils-baserede værker, som stadig er hans stærkeste force.
Kommentarer