Af Louis Raaschou
Det arabiske forår og den efterfølgende borgerkrig i Syrien har stillet millioner af mennesker i ekstreme situationer – situationer hvor man tvinges til at træffe ekstreme valg. Sådan et valg dykker The Man Who Sold His Skin ned i, og med klar inspiration fra moderne oscar-darlings som The Square (2017) og La Grande Bellezza (2013), portrætterer Tunesiens første oscar-kandidat det ubegribeligt store skel, der er mellem kultureliten i Vesteuropa og et liv som desperat flygtning.
I Syrien drømmer Sam (Yahya Mahayni) om frihed og revolution. Han vil væk fra den virkelighed, hvor han ikke engang må holde om sin elskede, men ender på flugt. Samtidig fører borgerkrigen og et tungt pres fra familien til, at hans kæreste Abeer (Dea Liane), lader sig gifte med en syrisk diplomat og flytter til Belgien. I sin desperation efter at skabe et liv i Europa, og med drømmen om at genforenes med Abeer, lader Sam sig selv blive et levende lærred for den kontroversielle kunstner Jeffrey Godefroi (Koen De Bouw). Kunstneren tatoverer et Schengen-visum på hans ryg, hvilket på et øjeblik forvandler Sam til det mest omtalte kunstværk i Europa, med et prisskilt i millionklassen.
The Man Who Sold His Skin bæres I høj grad af en række stærke skuespilpræstationer, ført an af hovedrolleindehaveren Yahya Mahayni, der med intensitet og nærvær levendegør Sams evige frustration og længsel efter det liv, han blev overbevist om ventede ham i Europa. Samtidig formår Mahayni at excellere i de momenter, hvor filmen, trods sit dybt alvorlige tema, leverer charmerende og personlig humor, der gør karaktererne endnu mere menneskelige.
Det interessante møde mellem en syrisk mand på flugt og Europas kunstneriske top iscenesættes rent visueltpå fremragende vis. Man gør brug af et meget bevægeligt kamera, der flyder rundt i de store sale hvor Sam udstilles, uden på noget tidspunkt at glemme, at Sam, både som menneske og kunstværk, skal være i centrum. Særligt i et mørkt, grottelignende galleri, der er oplyst af lyseblå neon-lamper og lange, spidse lyskegler, bliver det helt tydeligt, hvor meget af sin menneskelighed og værdighed, Sam har overgivet til nogle mennesker, der ikke anser ham for andet end endnu et millionværk til samlingen.
Filmentaber en smule momentum omkring en time inde, hvor enkelte scener blot understreger den groteske situation, som Sam er blevet centrum for, uden egentlig at skabe fremdrift i historien. Heldigvis har filmen både skuespilmæssig og kunstnerisk kvalitet nok til, at man aldrig bliver hægtet af, og hver scene får således sin berettigelse.
Imens filmen konstant underholder, formår den aldrig for alvor at dykke ned i temaet om flygtningekrisen, ligesom den kunstneriske overklasse fremstilles meget endimensionelt. Her savner man lidt fortællemæssig ambition og dybde, hvilket kunne have bidraget med den samme gennemslagskraft, som de følsomme scener mellem Sam og Abeer, takket være det fænomenale skuespil, stråler igennem med.
The Man Who Sold His Skin er en rørende, vittig og underholdende fortælling om, hvor langt mennesker vil gå, og hvor meget nogle kan være villige til at ofre, i jagten på det liv og den kærlighed de drømmer om. Et stærkere budskab omkring den humanitære krise, som danner rammen for historien, havde øget gennemslagskraften, men med visuel elegance og nærværende skuespil, har instruktør Kaouther Ben Hania bestemt skabt en mindeværdig fortælling om frihed, identitet og kærlighed i en verden hvor mulighederne er mange for få, og det rigtige valg kan være det sværeste at træffe.
Kommentarer