Af Alexander Bendtsen
Fortællingen om en lejemorder hvis arbejdsliv bliver rodet ind i privatlivet, efter et job går galt, er i sig selv meget uoriginalt. Mesterinstruktøren David Fincher har det dog med at sætte sit eget personlige præg på konventionelle formater, gennem sin særligt stemningsdikterende filmtekniske stil.
Præmissen, der passer på en ordinær actionfilm, vender Fincher i stedet til en langsom kynisk thriller, der virker som et kvalificeret bud på hvordan lejemordererhvervet egentlig må være. I stedet for store bombastiske actionscener, bindes hovedrollens arbejde i slaviske rutiner. Disse rutiner varierer fra det trivielle som flere dages overvågning af et område, til det decideret grusomme som afskaffelsen af et friskt lig.
Lejemorderen i fortællingens centrum, der går under mange navne, spilles af Michael Fassbender. Hans karakter er ikke en charmetrold, og han har ikke kampfærdigheder, der minder om superkræfter. Han har bare disciplin og koncentration nok, til at klare det forberedelse, som hans arbejde kræver, såvel som den kynisme og hensynsløshed der skal til, for at færdiggøre arbejdet.
Det er ikke rart at se, og Fassbenders karakter har, med undtagelse af sin affektion for en kvindelig karakter, tæt på nul sympatiske kvaliteter. Filmen er med fuldt overlæg gennemsyret af kynisme, der både understreges af hovedpersonens barske handlinger, og nihilistiske ytringer om livets meningsløshed. Med den tone sat, er Fincher heller ikke bange for at lade fortællingen centrere om konflikter, hvor alle sider er usympatiske i en beskidt underverden.
At det hele er så afstumpet og emotionelt distanceret, giver også Fincher overskud til at snige enkelte små komiske indslag ind, der lander fint uden gå på kompromis med den dystre tone. Oftest fra hovedpersonens indre dialoger, skarpt leveret af Fassbender.
Alligevel efterlader filmen rum til spekulation over hovedpersonens motivationer, og hvorvidt han undertrykker en mere menneskelig side, for at maksimere sin effektivitet indenfor sit erhverv. Fra nogle af de ting vi lærer om hans privatliv, til de indøvede monologer vi gentagende gange hører ham fortælle sig selv, for at holde fokus, når arbejdet er allermest barskt.
Dette element af Fassbenders karakters indre giver ham noget kompleksitet, samt lidt ekstra substans til den ellers meget ligetil fortælling. Det bliver dog til tider for vagt og ordinært inkorporeret. Særligt en dialog mellem hovedrollen og en kvindelig kollega om deres forhold til deres arbejde bliver for klichéfyldt.
Fassbender lykkes i høj grad med at portrættere sin karakters følelseskolde kynisme, og samtidigt give forsigtige undertoner af hans indre konflikter. Hans uhyggeligt overbevisende portrættering af en yderst kompetent lejemorder hjælpes i høj grad også på vej filmtekniske omkring ham.
Gennem demonstration af tålmodighed på manuskriptet og en sans for detalje bag kameraet, portrætteres hovedkarakterens ekstreme grundighed og koldblodighed på fascinerende vis. Hans ekstremt detaljeorienterede og analytiske overvågningsrutiner i opløbet til sine aktioner. Hans pragmatiske påklædning, så han aldrig er iøjnefaldende og derimod smelter diskret ind i omgivelserne. Helt op til måden han vælger og samler sine våben, og finder de mest oplagte åbninger hvor han kan slå til, er formidlet og filmet aldeles omhyggeligt.
Billederne præges derudover til tider af dunkel belysning, nogle gange suppleret af skarpe lysskær. Ligeledes lægges urovækkende melodier ind over det visuelle, så der etableres et køligt og faretruende lydbillede. Det bidrager alt sammen til en gennemført ubehagelig men intet desto mindre fangende stemning, centreret om følelsen af at vi følger et rovdyr metodisk jage sine bytter.
At filmen gennemgående føles så realistisk, gør til gengæld at det stikker ud når filmen en sjælden gang imellem afviger fra den ellers kompromisløse realisme. Det er svært at købe de enkelte urealistiske elementer, fordi de føles som brud på det regelsæt Fincher selv bygger fortællingen op omkring.
Værket er ikke perfekt, men realismen og omhyggeligheden i portrætteringen af en rådden karakter i et råddent miljø forbliver filmens største styrke. Hovedrollen er et skræmmende troværdigt bud på en virkelig lejemorder, både indvendigt og udvendigt, grundet Fassbenders portrættering, og Finchers iscenesættelse.
Kommentarer