Af Joakim Søgaard
Med sit dokumentariske hovedværk The Act of Killing (2012) og opfølgeren The Look of Silence (2014) undersøgte Joshua Oppenheimer menneskets anlæg til grusomheder. Den sti fortsætter han ad, om nu i en væsentligt anden form, med sin første spillefilm musicalen The End, der forestiller sig de endelige konsekvenser af menneskehedens ødelæggelser.
Som i The Act of Killing (2012) er det selvbedraget, der, som et uomgængeligt vilkår for grusomhederne, står i centrum for fortællingen. The End foregår, som titlen antyder, ved enden af den verden vi kender til. Her følger vi en privilegeret familie, der har isoleret sig i en luksusbunker, mens resten af planeten er gået til grunde. Sønnen (George Mackay), der er vokset op i bunkeren, er i gang med at skrive en biografi om farens (Michael Shannon) arbejde som oliemand; om hvordan han udviklede fattige nationer, skabte arbejde, og ikke mindst om, hvordan hans arbejde IKKE var skyld i klodens kollaps. Ligesom i dokumentarhovedværket er det svært at vurdere, om de prøver at snyde andre eller sig selv med deres omskrivning af virkeligheden.
Musicalgenren, der med sine store musik- og dansenumre, klassisk set er forbundet med farverige udtryk og en flugt fra virkeligheden, taler godt ind i filmens tema. Stilistisk klæder det polerede og kunstige udtryk i alt fra bunkerens design til kostumerne, også filmen godt. Desværre bliver selve fortællingen aldrig lige så interessant, som den er på et konceptuelt plan. Musicalgenren fungerer bedre på papiret, og selvom enkelte sange er mindeværdige, er flere monotone og ensformige.
Efter at have fået introduceret familien, slås der skår i deres rolige og repetitive liv, da en fremmed pige (Moses Ingram) dukker op ved bunkeren. Hun fortæller om verdens forfærdelige tilstand, og efter noget skepsis blandt familien, indvilger de i at lade hende blive – så længe hun indordner sig dem, selvfølgelig.
Med hendes ankomst kridtes klasseskellet for alvor op, men efter det åbenlyse sammenstød kører fortællingen i tomgang ved gang på gang at udstille privilegieblindheden, men uden at grave dybere i den. Med en spilletid på 2 timer og 28 minutter gør det, at filmen kører lidt i tomgang; sådan et koncept kalder efter at blive trukket endnu længere ud, hvad end det så havde været mod det absurde eller dramatiske.
Efter hendes ankomst begynder pigen (Moses Ingram) og sønnen (George Mackay), at opbygge en relation, der dog er svær at tro på. Selvom han selvfølgelig er delvist uskyldig i sin uvidenhed, virker det storsindet af hende, ikke at lade sig frastøde af hans ignorance overfor familiens hemmelighedskræmmerier og selvbenægtelse. Måske udnytter hun ham for at overleve? Det er svært helt at sige, men i bedste fald mangler de kemi og i værste fald mangler den del af historien bid.
Det stjernespækkede cast leverer dog mestendels hæderlige præstationer og én karakter, der virkelig fungerer, er moderen spillet af, altid fænomenale, Tilda Swinton. Hendes karakter bruger en god portion af sin tid og det meste af sin mentale energi på at sørge for, at alt i hjemmet tager sig ordentligt ud, og at hendes højt skattede malerier hænger præcis som de skal. Bag facaden gemmer hun på en tung sorg over de ofre, hun selv har måttet bringe for at sikre dette liv, og derfor forstår man hendes insisteren på, at alt må være perfekt. Alt der er gået tabt må ikke være forgæves.
The End er uden tvivl meget aktuel og original, men selvom hjertet er på det rette sted, formår den ikke at indfri sine ambitioner. Jeg savner at den enten var gået mere sortkomiske og absurd til værks eller havde taget en yderligere dramatisk drejning. I stedet ender den med at føles livløs. Måske gemmer der sig en pointe om karakterernes følelsesliv i deri, men det giver ikke desto mindre en filmoplevelse, der aldrig helt for fat.
Kommentarer