Af Anna Lauritsen
I The Card Counter har Paul Schrader skruet sin Schrader-hed op på max. Den ikoniske manuskriptforfatter har efterhånden opbygget sin egen subgenre af karakterstudiet med en ensom og forpint mand som omdrejningspunkt; han agerer i en dyster og pessimistisk verden og lever i et moderne samfund, som han foragter.
Schraders karakterer er oftest selvdestruktive og skyldbetyngede af tidligere handlinger, som Vietnam-veteranen Travis Bickle i Taxi Driver (1976), eller af menneskelighedens generelle usselhed, som sognepræsten Ernst Toller i First Reformed (2017).
I The Card Counter er det lidt en blanding af begge dele. Den plagede mand i centrum er denne gang William Tell (Oscar Isaac) – en amerikansk ex-militærmand, som under sin udsendelse i Iran deltog i den berygtede og grusomme Abu Ghraib-tortursag. Historien starter efter Tell har afsonet otte år i militærfængsel og egentligt har affundet sig med en stille tilværelse under radaren. De utallige timer bag tremmer har han brugt på at lære sig selv at ”tælle kort” og rejser derfor rundt fra det ene snuskede casino til det andet og vinder beskedne pengepræmier.
Tells liv tager dog en drejning, da han møder den unge og hævntørstige Cirk (Tye Sheridan), hvis far også var involveret i Abu Ghraib-sagen, men tog livet af sig selv efter afsløringerne. Cirk har et brændende ønske om at fange, torturere og dræbe Oberst John Gordo (Willem Dafoe) – sin far og Tells tidligere chef – da han, på trods af at være øverstkommanderende, fik lov til at gå fri efter skandalen rullede. Tell ser et yngre jeg afspejlet i Cirk og tager ham under sine vinger i håbet om at redde den unge mand fra at udføre sine destruktive planer. Han vil frelse denne unge sjæl, før det er for sent – præcis som Travis Bickle ønsker med den prostituerede Iris i Taxi Driver.
Oscar Isaacs præstation bærer på mange måder filmen på sine skuldre – og han gør det fremragende. Gennem meget af filmen påtager han sig (naturligvis) et poker face, hvilket på fin vis illustrerer måden hvorpå han lever med sin sorte samvittighed. Når man indimellem får indblik bag facaden, er det både rørende og smertefuldt – f.eks. gennem klassiske Schrader-greb som indre monolog eller filosofisk dagbogsskrivning.
Desværre kan det samme ikke siges om Isaacs medspiller Tiffany Haddish. Hun spiller en pokerkollega, som lever af at forbinde spillere og sponsorer og bliver senere Tells love interest. Isoleret set er Haddishs præstation ikke dårlig, men man bliver i tvivl om hendes karakter skal fungere som comic relief – tonen er i hvert fald yderst malplaceret i filmens univers. Hendes replikker leveres som var det en rom-com og overbeviser sjældent om de to karakteres kemi.
Selve historien har også adskillige kritikpunkter. Trods spændende temaer og bevidst melankoli føles især de to første akter unødvendigt gentagende og monotone. Som i et loop ser man igen og igen Tell ankomme til et nyt casino, bestille en ny drink i baren, og drikke whiskey alene på sit sterile motelværelse. Den unge Cirk siger på et tidspunkt om livet med Tell: ”It’s repetitive. I feel like it’s leading nowhere” – hvilket desværre er nøjagtigt hvordan man også har det som tilskuer.
Filmen er desuden, som forventeligt, enormt samfundskritisk, og Schrader er ikke bleg for at stille relevante spørgsmålstegn ved især det amerikanske samfund. Mest tydeligt er det, når den plagede veteran Tell sider til pokerbords med spilleren ’Mr. USA’, som iført fuldt stars and stripes-outfit udbryder ”USA! USA! USA!” efter hver eneste sejr.
Alt i alt er The Card Counter en Paul Schrader-film lavet til Paul Schrader-fans. Hvis man er vild med hans dystre univers og lidende karakterer, kan filmen stille ens fix. Har man imidlertid endnu ikke set hans førnævnte mesterværker Taxi Driver og First Reformed, bør man skippe denne og se dem i stedet.
Kommentarer