Af Marius Sørensen
Som dansker kan det være svært helt at forstå, hvor stor en begivenhed thanksgiving er i USA. Mens amerikanerne kaster kalkun og tranebærsauce i sig, omfatter thanksgivings kulturelle relevans i Danmark mest af alt den årlige tilbudsdag, Black Friday. Men eftersom alle andre højtider efterhånden har et hav af film knyttet til sig – jul, halloween, midsommer, m.m. – er det nu blevet thanksgivings tur.
Manden bag denne nye Hollywood-slasher er Eli Roth, som mange måske vil kende fra hans rolle som den store Donny Donowitz i Quentin Tarantinos Inglorious Basterds (2009). Roth har dog også skabt en niche for sig selv som instruktør og har specialiseret sig i splatterfilmen via produktioner som Cabin Fever (2002) og Hostel (2005).
I Thanksgiving fortæller han historien om Jessica (Nell Verlaque) og hendes venner, der bor byen Plymouth, Massachusetts, hvor thanksgiving-højtiden har sine rødder. Jessicas far ejer Right Mart, et supermarked, hvor der i filmens åbningssekvens udspiller sig en tragedie på Black Friday.
Mange mennesker dør på forfærdelig vis og der peges fingre af Jess’ far. På et-års-dagen for massakren findes en række mennesker, der var medvirkende i tragedien, dræbte. Jess og hendes venner, der også var i supermarkedet, da blodbadet fandt sted, befinder sig pludselig i en blodig kamp mod en morder, der klæder sig i et kostume, der skal ligne John Carver – én af de pilgrimme, der krediteres med at have startet thanksgiving-traditionen.
Så snart supermarked-tragediens første ofre dør på tåbelige og ekstreme måder, bliver det tydeligt, at Eli Roth ikke forventer, at publikum skal tage hans film alt for seriøst (Castingen af TikTok-stjernen Addison Rae peger også i denne retning.) Og gudskelov for det. Han har befolket Plymouth med nogle af de dummere karakterer set på film længe. Karakterer, hvis logik er grinagtig (og åbenlyst skal servicere filmens plot) og med dybt seriøse miner kaster klichéfyldte high school-fornærmelser om sig. ”You are toast… burnt toast…” siger én karakter med en ultra-dramatisk kunstpause.
Nok er Roths karakterer idioter, men de er indtagende idioter. Han undgår den typiske gyser-faldgrube, hvor karakterer konstant træffer frustrerende beslutninger. I stedet kan man grine af Thanksgivings hovedpersoner. For man kan ikke helt undgå at lade sig charmere af filmens hovedpersoner. De er tegnet så utroligt endimensionelt, men lige nøjagtig sympatiske nok til, at filmen ikke bliver for kold og kynisk som følge af den ondsindede måde, persongalleriet gøres kål på.
For drabene er brutale, ekstreme og overdrevne. Endda latterlige til tider. Roth er dygtig til at ramme den type splatter, der er fuldstændig absurd, men stadig ubehagelig. Én af filmens mørkere jokes involverer en kalkun i en ovn – men med et twist.
Det er underholdende langt hen ad vejen. Men måske som resultat af, at det trods alt er en amerikansk film om en højtid, kan filmen ikke dy sig fra at blive en tand for melodramatisk mod slutningen – og går imod sit eget dogme om ikke at tage det hele for seriøst. Den endelige afsløring af, hvem der gemmer sig bag morderens maske, kommer næppe heller til at overraske nogen. Det hele kommer desværre til at minde lidt for meget om en dårlig amerikansk TV-film.
Roth har skrevet filmen med udgangspunkt i en falsk filmtrailer, han instruerede til Robert Rodriguez og Quentin Tarantinos Grindhouse (2007). Og filmen kan da også til tider føles som lidt for lidt smør smurt ud over lidt for meget brød. Det stopper i sidste ende ikke Thanksgiving i at være fin underholdning og en slasher, der helt sikkert vil tilfredsstille fans af genren. Uhyggeligt bliver det aldrig, men drabene er tilpas opfindsomme, ulækre og sjove til lige akkurat at kunne bære historiens tynde skelet.
Kommentarer