Ordet – Tidsskrift for Film og Medier
Tidsskrift for Film og Medier
“Filmen har sine rørende øjeblikke, især med titelkarakteren Emilia Peréz, som viser en indre ro i sin sårbarhed som kvinde, men vakler på grund af sin aggresivitet som mand. En kamp om to halve identiteter, der på grund af hendes fortid, ikke kan forenes og ej heller afsløres for hendes allerkæreste. Og dermed går dobbeltheden igen, som hun er tvunget til at leve i.”
Læs mere
”Fortryllelsen, Parthenope har på os, synes, som Medusas blik, at blive spejlet tilbage på filmen og dræne livet ud af den. Vi er forgabt i hende, men aldrig fordybet i hendes indre liv.”
Læs mere
“Med kameraet pegende lodret op mod den lyse himmel, skaber træernes lange og nøgne grene konstant nye motiver – som om de maler på himlens lærred, i naturens biograf.”
Læs mere
“Selvom den stilistisk er spændende og meget off-beat, føles filmens allegori desværre tom, måske præcis på grund af denne stil. Problemet bliver, at filmens overstilistiske teknik bliver monoton efter et stykke tid.”
Læs mere
”At finde idyl i verdens største by, midt i toiletrengøringen, er en utopi for mange, men ikke for Hirayama. Den grundige rengøring suppleres med betragtelige skud af byens arkitektur og natur, mesterligt suppleret med et eminent og detaljeret lydbillede.”
Læs mere
“Det er flotte billeder og et glimrende lydbillede, der fanger arbejdet i køkkenet så livligt, at jeg nærmest kunne smage retterne fra mit biografsæde.”
Læs mere
“Mysteriet – spørgsmålet om, hvem der er det egentlige ‘monster’ – nedtones som sagt hen ad vejen. Ikke desto mindre tjener det, sammen med de skiftende perspektiver, som forfriskende elementer til en ellers tung fortælling.”
Læs mere
“Solen skinnede måske ikke over årets Cannes-festival, men humøret var højt, når filmverdenens créme de la créme stuvede sammen under paraplyer i køen til Palais des Festivals.”
Læs mere
“Solen skinnede måske ikke over årets Cannes-festival, men humøret var højt, når filmverdenens créme de la créme stuvede sammen under paraplyer i køen til Palais des Festivals.”
Læs mere
“Venskab, skyld og ensomhed er blot få af de mange emneområder, som Close bearbejder, men på grund af den nænsomme tilgang, Lukas Dhont har til hver scene, føler man sig ikke overmæt. I en stor del af filmen, føles det faktisk som om, man ”bare” observerer karaktererne, mens de omgås i hverdagens rammer.”
Læs mere