ORDET PÅ CANNES 2023 – DEL 1

Af Frida Bay Lorentsen

”No festival without rain”, bemærkede en munter tjener til mig, under et særligt voldsomt regnskyl. Solen skinnede måske ikke over årets Cannes-festival, men humøret var højt, når filmverdenens créme de la créme stuvede sammen under paraplyer i køen til Palais des Festivals.

Jeg deltog i tre af festivalens i alt 12 dage og nåede på den tid vidt omkring i genrer, produktionslande og, til tider, kvalitet. I aften afholdes festivalens afslutningsceremoni, og sløret løftes dermed for, hvilken af de 21 håbefulde kandidater, der løber afsted med De Gyldne Palmer. Læs med for anmeldelser af to af disse kandidater (Monster, Homecoming) samt otte andre spændende film fra filmens olympiade.

Vi bringer her første del af de ti anmeldelser – anden del bringes søndag d. 28. maj.

Occupied City

Steve McQueen / Storbritannien & Holland / 2023

Foto: Family Affair Films / Lammas Park / A24

Steve McQueen har aldrig været bange for at undersøge fortidens spøgelser. Som kunstner føler han sig “tvunget til at kigge under sengen eller dørmåtten”, som han fortalte til introduktionen af sin nyeste dokumentarfilm, Occupied City.

Filmen følger den samme formel: En adresse i Amsterdam introduceres, og en stemme (Melanie Hyams) beretter upersonligt om, hvad der hændte dér under jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig. Billedsiden viser nutidens Amsterdam, hvor mennesker løber på skøjter, demonstrerer mod corona-restriktioner og arbejder ved deres spisebord. Til sidst konstateres det tørt, at bygningen er blevet ”demolished”.

Ud over den karakteristiske formel, skiller filmen sig ud i sit fænomenale kameraarbejde, der med unikke vinkler og overraskende bevægelser giver intime og personlige blikke i Amsterdams borgeres hverdagsliv, som gør sidestillingen til fortidens rædsler endnu mere markant.

Det er dokumentarisk filmkunst på højt plan, men man kan ikke komme udenom at 4 timer og 20 er lang tid for selv den smukkeste film. McQueen selv virkede en anelse forlegen over filmens længde og gjorde i sin introduktion en pointe ud af at forklare, hvor toiletterne befandt sig. Filmens fulde potentiale føltes nået omkring de tre timer, og det samme gjorde min grænse for, hvor mange af krigens uhyrligheder jeg kunne tage til mig. Men væbner man sig med tålmodighed, venter der et rørende stykke filmkunst.

Strange Way of Life

Pedro Almodóvar / Spanien / 2023

Foto: El Deseo / Sony Pictures Classics

Med en kø, der rivaliserede den første iPhone-launch og en fem meter høj plakat på Croisetten er det rimeligt at sige, at der var godt med hype forud for Pedro Almodóvars kortfilm Strange Way of Life.

Jeg kan med glæde meddele, at ingen vendte skuffede hjem – det skulle lige være dem, der stod i kø forgæves. Silva (Pedro Pascal) er taget til Bitter Creek for at møde sin gamle flamme, den sammenbidte sherif, Jake (Ethan Hawke). Jake er på sporet af Silvas søn (George Steane), der har begået et mord i hans by, men de to kan alligevel ikke holde sig fra hinanden.

Persondramaet mellem de to kunne godt have brugt lidt mere tid at løbe på, men Pascal og Hawke som de stilede cowboys klædt i Saint Laurent (er bolo ties endelig på vej tilbage på mode?) skyder lige ind i hjertet med en farverig og dramatisk kærlighedshistorie om begær og tabt kærlighed.

Homecoming

Catherine Corsini / Frankrig / 2023

Foto: CHAZ Productions


15 år efter hendes mands død, vender Khédidja (Aïssatou Diallo Sagna) og hendes to døtre, Jessica (Suzy Bemba) på 18 og Farah (Esther Gohouro) på 15, tilbage til Korsika, hvor de boede før.
For Khédidja er denne ”homecoming” et gensyn med et sted, hun bevidst har undgået i mange år, og har gjort sit bedste for helt at glemme. For Jessica og Farah er det en tilbagevenden til et hjem, de aldrig har kendt, og en fremtid de kunne have haft.

Mens Khédidja arbejder for en velhavende familie, bruger Jessica og Farah dagene med at lære lokalsamfundet at kende. Bemba og Gohouro har ægte kemi som søskende. Gohouro, som den udadvendte og legesyge Farah har et tilsyneladende bundløst depot af karisma, der gør selv de mest banale situationer – som tøjvask med mor – underholdende.

Den ambitiøse og pligtopfyldende datter Jessica, indleder et forhold med datteren af den velhavende familie, som Khédidja arbejder for, og deres relation tager interessante tematikker op om klasse og race. De sociale dynamikker imellem Jessica og Farahs nye bekendtskaber begynder dog hurtigt at føles fuldt udnyttet, og konflikterne går i ring til en dramatisk afslutning.
Langt hen ad vejen er det, der ræsonnerer stærkest forholdet mellem Khédidja og hendes døtre. Når de får lov til at bare interagere med hinanden uden forceret drama.

Monster

Kore-Eda Hirokazu / Japan / 2023

Foto: Suenaga Makoto

“Who’s the monster?”

Er det skolelæreren Hori, der tilsyneladende har slået sin elev, Minato? Er det Minato selv, der ikke kan forklare for sin mor Saori, hvorfor han har en stor lighter i sin taske og er mistænkeligt tæt på brande i byen? Eller hans klassekammerat, den distræte enspænder, Eri, der siger, at han er født med en grisehjerne? Sandheden udfoldes gradvist igennem forskellige perspektiver: Saoris, Horis og til sidst Minatos. Er der et monster?

Manuskriptet er kløgtigt sat op, og fungerer fremragende for den type historie, Kore-Eda vil fortælle. Udover at skabe et engagerende mysterium, giver de forskellige perspektiver, uden at være en ren subjektiv fremstilling af de samme begivenheder á lá Rashomon (1950), skuespillerne mulighed for at udfolde alle aspekter af deres karakterer.

Særligt Eita Nagayama som Hori, viser en alsidig præstation; Fra Saoris perspektiv fremstår han først som aparte og følelseskold, men når det skifter til hans perspektiv, skaber han en omsorgsfuld person, der bekymrer sig om sine elevers velbefindende – også når det sætter ham selv i et dårligt lys.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Monster er udvalgt som kandidat til den Gyldne Palme. Selv når den taber tråden i sin egen snilde (og det sker mere end én gang), er dens menneskelige og kærlige syn på sine subjekter en fornøjelse.


The Animal Kingdom

Thomas Cailley / Frankrig / 2023

Foto: Nord-Quest Films, Studiocanal, France 2 Cinéma, Artémis Productions


I Frankrig i en ikke så fjern fremtid begynder mennesker at mutere sig til dyr. Ingen ved akkurat hvad årsagen til dette er, og behandling er usikker og eksperimentel. Så når 16-årige Émile (Paul Kircher) og hans far (Romain Duris) får at vide, at mor Lana (som er ved at muteres til en bjørn), skal på behandlingscenter i syden, har de ikke andre valg end at følge med og starte et nyt liv, indtil hun er kureret.

Menneske-dyre-hybriderne vækker først afsky og skræk hos både Émile og undertegnede. Rædslen ved at støde på noget, der hverken er helt menneskeligt eller helt dyrisk, får en tyngde som resultat af de exceptionelt veludførte praktiske effekter. Tag fuglemanden Fix, der blinker sidelæns og har knubbet hud som en plukket kalkun.

Der er de små detaljer, der giver mutanterne liv, og når chokket over det halvklamme koncept har lagt sig, tager filmen et empatisk blik på de udstødte monstre. Ofte er det oprigtigt rørende, som når Émile og hans far kører igennem en afspærret skov med nedrullede vinduer og musikken skruet helt op, for at en undsluppet Lana kan finde dem igen. Mod slutningen begynder historien at træde lidt vande, og bærer måske præg af for meget teenage-drama til det voksne publikum. De ubehagelige mutanter med komplicerede følelsesliv er dog et så unikt og veludført koncept, at den får mine varmeste anbefalinger.

Kommentarer