Af Marius Sørensen
Lissy og Gerd Lunies (Corinna Harfouch & Hans-Uwe Bauer) er et ældre ægtepar, der negligeres af den tyske ældrepleje og lider af henholdsvis demens og dårligt syn. Tom (Lars Eidinger) er deres søn; en dirigent i Berlin, hvis karriere halter, samtidig med, at han venter et barn, der ikke er hans, med en kvinde, han ikke længere er sammen med. Ellen (Lilith Stangenberg), deres datter, er en tandlæge, der drukner sine traumer i alkohol og indleder et forhold med en gift familiefar.
I Matthias Glasners Sterben væves familiens historie sammen igennem fem kapitler fyldt med tragikomiske episoder og tredimensionelle karaktertegninger. Filmen følger de fire familiemedlemmers historie hver for sig. Kun enkelte tidspunkter krydses historiernes vej. Tænk Pulp Fiction (1994) eller Paul Thomas Andersons Magnolia (1997). Sterben fik premiere på sidste års Berlinale-festival, hvor Glasner gik hjem med en fortjent pris for bedste manuskript.
Ser man Sterben her et år efter premieren på festivalen i Berlin, vil man undre sig over, hvordan filmen ikke hentede en anden pris; nemlig den for bedste mandlige hovedrolle. Som den lidt vattede, men intellektuelle Tom, hvis karriere og privatliv kolliderer, leverer Lars Eidinger én af de fineste skuespilspræstationer i år. Tom er en frustrerende karakter, idet han er så omtåget af en forestilling om sin egen intellektualitet, at han ikke er i stand til at tage en beslutning eller sætte foden ned. Danske seere kender måske bedst Eidinger fra TV-serien Babylon Berlin (2017-) som den lidt sleske og ynkelige Alfred Nyssen. I Sterben udnytter Eidinger denne ynkelighed til at skabe et enormt sympatisk og rørende portræt.
Men det er ikke kun Eidingers Tom, der gør Sterben til en ekstraordinær film. Hvert familiemedlems del af historien er lige seværdig, rørende og underholdende, og hver af hovedrolleindehaverne leverer flotte præstationer. Hertil skal også fremhæves Robert Gwisdeks præstation som komponisten Bernard, der er Toms samarbejdspartner. Sjældent har så stort et røvhul været så sympatisk.
Sterben er fyldt med episoder, der enten knuser dit hjerte eller tvinger dig til at grine højlydt af situationernes absurditet. Som filmen skrider frem, afsløres visse ting om familien, og langsomt begynder publikum at kunne danne sig et billede af, hvordan familien Lunies’ skæve familiedynamik er opstået. Det er elegant udfoldet, men alligevel sidder man med en fornemmelse af, at filmens tråde ikke for alvor bindes sammen. I sidste ende er det måske mest af alt Tom Lunies’ historie, der fortælles, og ikke familien Lunies’, som filmens struktur ellers lægger op til. Især datteren Ellens historie virker en anelse ufuldendt.
Det skal dog ikke tage noget fra, at Sterben, når alt kommer til alt, er en utroligt underholdende film, der er svær at tage øjnene fra og effektivt spiller på hele følelsesregistret. Dens tre timer lange spilletid passerer lynhurtigt forbi, ikke mindst takket være Eidingers skuespil og Glasners manuskript.
Kommentarer