Af Frida Bay Lorentsen
Spider-Man er måske den mest ikoniske karakter, Marvel Comics nogensinde har skabt. Figuren har inspireret tre højtelskede filmserier, og fans har i årevis slået på potter og pander efter en crossover af de tre film. Med Spider-Man: No Way Home,den sidste film i Marvels ”Homecoming”-trilogi, er dette ønske endelig blevet til virkelighed. Filmen forsøger at samle arven fra de sidste 20 års Spider-Man-film, men essensen af ”the friendly neighbourhood Spider-Man” drukner i fanservice og en desværre alt for rodet historie.
Efter hændelserne i Spider-Man: Far From Home er Peter Parkers (Tom Holland) hemmelige identitet som helten Spider-Man afsløret for hele verden. Konsekvenserne vokser sig større og større, og da løgnen om hans dobbeltliv begynder at gå ud over hans nærmeste, beder han troldmanden Dr. Strange (Benedict Cumberbatch) om hjælp. Sammen udøver de en besværgelse, der vil få hele verden til at glemme afsløringen. Da seancen slår fejl, vælter det i stedet ind med alskens skurke fra hele multiverset, der alle har et udestående med Spider-Man.
Rollerne som skurke genoptages af skuespillere fra tidligere Spider-Man-film, og for det meste er det et enormt glædeligt gensyn. Willem Dafoe er akkurat lige så skarp og skræmmende i rollen som Norman Osborne (aka. Green Goblin), som han var i Sam Raimi’s Spider-Man for snart 20 år siden, og filmen forstår virkelig at spille på disse styrker. Til de knap så elskede skurke giver gensynet med gamle karakterer en anledning til at rette op på fortidens synder: Jamie Foxx’s Electro er ikke længere blå, og der spilles (heldigvis!) ikke længere dubstep, når han benytter sine kræfter, som der gjorde i The Amazing Spider-Man 2. Nostalgi er one hell of a drug, og med inddragelsen af karakterer fra hele to andre Spider-Man-franchises er der rigeligt med referencer at tage af.
Man får desværre på fornemmelsen, at balancegangen mellem tre franchises er for meget for instruktør Jon Watts. Plottet forsømmes til fordel for referencer og hentydninger til fans, og filmen tangerer til navlepilleri, som den rodede historie lider under. Reglerne for multiverset er utroligt vage, og det bliver aldrig helt tydeligt, hvad Peter Parker eller hans modstandere egentligt prøver at opnå. Selv hvorfor de overhovedet bekriger hinanden til at begynde med, er overladt til det uvisse.
Heldigvis leverer Tom Holland i rollen som forvirret men velmenende teenage-helt. For eksempel når han prioriterer at hjælpe sine venner med universitetsansøgninger lige så højt som at afværge multiversets mulige kollaps. De charmerende og humoristiske interaktioner mellem Peter Parker, hans bedste ven Ned (Jacob Batalon) og kæresten MJ (Zendaya) er et tiltrængt pusterum imellem de hæsblæsende kampscener, som ellers får alt hvad den kan trække.
Dr. Stranges kosmiske kræfter giver anledning til nogle utroligt imponerende visuelle effekter, og det er et klart højdepunkt i filmen at se Spider-Man svinge sig igennem et New York, som langsomt forvandles til The Grand Canyon i M. C. Escher-agtige geometriske former. Det er givetvis noget af den bedste og mest syrede action, Marvel nogensinde har budt på.
Spider-Man: No Way Home er en solid afslutning på Marvel’s Spider-Man-trilogi, fyldt til randen med action, humor og nostalgi, som fans sikkert vil nyde. Det ambitiøse cast på tværs af franchises giver alle deres bedste, men deres ærlige indsats kan ikke redde et rodet plot, der stikker i lidt for mange retninger.
Kommentarer