Af Gustav Stubbe Arndal
Søstrene Gusmãos usynlige liv er en type af film, vi kommer til at se meget færre af fra det Brasilien, den ultrakonservative præsident Bolsonaro ønsker sig: feministisk, socialrealistisk og kritisk over for de konservative normer, der gennem historien har marginaliseret kvinder og forhindret dem i at følge deres drømme.
Kvinderne er søsterparret Eurídice og Guida Gusmão, og drømmene er for store til, at forældrenes – og særligt farens – planer kan indeholde dem. De bliver adskilt som unge voksne, da Guida (Julia Stockler) stikker af fra deres hjem i Rio med en græsk havnearbejder, mens Eurídice (Carol Duarte) bliver tilbage, gifter sig, starter en familie, og langsomt opgiver sine ambitioner som pianist.
Den græske romance går galt ret hurtigt, og da Guida vender tilbage med et barn i maven, bortviser faren hende fra hjemmet og familien. Han lyver og fortæller hende, at Eurídice kom ind på det konservatorie i Wien, hun havde drømt om, og undlader at fortælle den nygifte datter, at hendes søster er tilbage.
Begge søskende er overbeviste om, at den anden lever et liv langt borte, og begge sender breve til hinanden, der aldrig når frem. På en måde lever de fjernt fra hinanden. Guida, der finder ny familie med en ældre fuldtidsbarnepige i et af Rios fattige kvarterer, lever med konsekvenserne af sin frigørelse; hendes søster lever med konsekvenserne af sin undertrykkelse.
De finder hver især ud af at leve med den skæbne, de er endt med, men de mangler altid noget essentielt, de begge repræsenterer for hinanden. Den enlige, fattige mor hænger fast ved, at hendes søster følger sine drømme i Europa. Den uvillige husmor håber, hendes søster fandt frihed og glæde langt derfra.
Det er komplekse, underspillede følelser, og begge skuespillere klarer det glimrende fra naiv ungdom til nedslidt voksenliv. Birollerne er mere funktionelle, men der er altid forståelse for f.eks. faren eller Eurídices mand, selvom vi ikke behøver at kunne lide dem.
Søstrene Gusmãos usynlige liv er i det hele taget en film, der møder alle sine ambitioner. Hvor alle tekniske dele, fra kostume (filmen foregår i 1950’erne) til fotografi og skuespil, virker, som de skal. Om et relevant emne, særligt for sit land og samtid. Så hvorfor sidder jeg og mangler et eller andet?
Måske er det dens specifikke ambitioner. Det handler ikke om liv og død, dramatiske drejninger og enorm sorg, men om to liv, der ikke helt fik lov at udfolde sig, som man havde ønsket. Små kompromiser og socialt pres, der ikke endte i tragedie, men blot ufuldendte, usynlige liv, der burde have været mere.
Der er selvfølgelig værdi i at fortælle om den slags almindelige undertrykkelse, men det hele bliver uinteressant i længden, og de unikke og dramatiske dele – om søstrenes adskillelse og de misforståelser, der holder dem fra at mødes – bliver næsten for melodramatiske til, at det passer med resten af filmens jordnære realisme.
Den mest rørende scene er en klaversolo fra den talentfulde Eurídice, der er taget til en optagelsesprøve bag sin mands ryg. Man mærker den flodbølge af følelser, der fosser under overfladen, og det potentiale, som hurtigt bliver forkastet af mændene i hendes liv.
At man mærker denne hjælpeløshed og mangel på forløsning er et tegn på, at Søstrene Gusmãos usynlige liv virker, som den skal. Men manglende forløsning, manglende fremgang og uopnået potentiale kan ikke blot underminere to kvinders lykke. Det kan også underminere en films drama.
Kommentarer