SNAKE EYES: G.I. JOE ORIGINS: Franchise følger forgæves Marvel-opskrift

Af Nikolaj Boesby Skou

For mere end ti år siden tog Marvel Cinematic Universe, med Avengers-flagskibet i spidsen, som en anden bokser bæltet som verdensmester, i disciplinen sværvægts-blockbustere. Siden da har Hollywoodstudie efter Hollywoodstudie, forgæves forsøgt at tage kampen op med mastodonten. Og gang for gang er de blevet slået ud hurtigere end dommeren kunne tælle til ti.

Denne gang kommer udfordreren fra det traditionsrige studie, Paramount, der stiller op med det forkølede C-liste franchise, G.I. Joe, i deres ringhjørne. Heldigvis er det ikke denne artikels formål at opklare mysteriet om, hvorfor de valgte at støve netop denne filmserie af, der ellers har stået fint placeret på en hylde af corny dårligdom i omtrent et årti, efter Bruce Willis og The Rock gav den gas i to mindre end middelmådige live-action film fra 2009 og 2013.

Men Snake Eyes: G. I. Joe Origines er altså første skud på den nye stamme, der skal fortælle baghistorien om en af de amerikanske elitesoldater, de titulære G.I. Joes.

Historien følger karakteren Snake Eyes (Henry Golding), der i en ung alder oplever at se sin far blive myrdet af den onde Cobra-organisation. I sin hævntørst bliver den unge mand afstumpet og lever et voldeligt liv som undergrundsbokser. Hurtigt bliver han indlemmet i den japanske Yakuza-mafia, hvis leder, Kenta (Takehiro Hira) har øje for Snakes kampevner, og lokker ham ind i organisationen ved at love ham oplysninger om farens drabsmand.

Den onde Kenta beder Snake Eyes om at skyde Tommy (Andrew Koji), der er kronprinsen i den rivaliserende klan, Arashikage-familien, og Kentas arvefjende. Det stiller hovedpersonen i det dilemma, filmens drejer sig om: Hvor langt kan man gå i sin jagt efter hævn uden at ende, som dem man vil have bug med?

For Snake Eyes helliger målet ikke midlet, og han ender i stedet med at redde Tommy, og de to bliver som brødre. Det er ærgerligt at det centrale spørgsmål i filmen bliver besvaret så tidligt, så man aldrig er i tvivl om Snake Eyes’ moralske kompas. Man efterlades med en film uden skyggen af spænding, der er dræbende forudsigelig.

Historien bygges op af et langt og intetsigende stykke, hvor Snake Eyes skal bevise sit værd for at blive medlem af klanen, og der smøres så tykt på med, hvor vigtigt det er for Snake at finde et hjem og en familie, at det får Fast and Furious til at ligne en TV2-dokumentar om undernormerede børnehaver.

For at publikum ikke skal falde i søvn er der med meget korte mellemrum indlagt heftige actionscener, der trækker på inspiration fra klassiske kampe i wuxia- og samuraifilm og stort anlagte motorcykelstunts. I starten er sekvenserne underholdende og velkoreograferede, men bliver gradvist mere og mere ensformige og tamme.

Den kedelige udvikling sker i takt med, at plottet tager mere og mere desperate greb i brug i et forsøg på at tilfredsstille sine uopmærksomme målgruppe. Det føles som at se livestream af en overstresset AI-manuskriptalgoritme stikke sine utallige arme ned i værktøjskasserne med alt, hvad der har været populært de sidste 10 år. Først er der Game of Thrones-monstre, så er der Harry Potter-magi, så John Wick-slåskampe og det hele gennemsyres af en light version af Marvel-humoren. Nå ja, og så er det hele iscenesat i Japan, for lige at forsøge at suge lidt Anime-fans ind i G.I. Joe-universet.

En franchise som G.I. Joe vil altid være David i kamp mod Marvel Cinematic Universes Goliat. Derfor nytter det ikke noget at kopiere præcis den samme strategi, som MCU har vist sig overlegen i gang på gang på gang i det seneste årti, hvor hver karakter i franchisen har selvstændige filmserier, som spindes sammen i et stort net.

Hvordan det er lykkedes Paramount at overbevise sig selv, om at det her er løsningen på en svær tid i post-corona er en gåde. Man kan nærmest kun håbe på, at publikum straffer dem hårdt ved billetlugerne, så de bliver tvunget til at finde på noget nyt.

Kommentarer