Af Marius Sørensen
En toer i en gyserserie, der ikke blot benytter sig af samme troper og gentager samme plot som etteren, er efterhånden en sjælden sag i Hollywood. Med efterfølgeren til sit gyserhit Smile (2022) har instruktør Parker Finn modigt trodset tendensen og leveret en gyser, der er mere udfordrende og interessant end det meste genren har haft at byde på i de seneste år. Det gør den ikke nødvendigvis i sig selv til en god film – for Smile 2 er en film med sin del problemer – men det er beundringsværdigt.
Filmen følger popstjernen Skye Riley (Naomi Scott), der forsøger at gøre comeback efter en stofskandale og en bilulykke, der dræbte hendes kæreste Paul (Ray Nicholson). I dagene op til sin verdensturné bliver hun besat af et mystisk kosmisk væsen, der får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hvad, der er virkeligt, og hvad, der er hallucination. Værst af alt får det Skye til at opleve, at alle smiler ubehageligt til hende.
Har man set første film i serien, vil man kende præmissen, men Smile 2 er i høj grad sin egen fortælling uafhængigt af etteren. Filmen skal roses for ikke at følge Hollywood-formularen. Smile 2 er ikke en film, der kun er interesseret i cheap thrills, men forsøger også at dykke ned i sin hovedkarakters psyke. Hendes besættelse af dette metafysiske væsen fungerer som et symbol på hendes mentale krise.
Om dens behandling af psykisk sygdom er elegant er en længere diskussion, men filmen knækker under alle omstændigheder, da en karakter i tredje akt fortæller Skye (og dermed publikum), hvordan det hele hænger sammen. Allegorien om og udforskningen af psykisk lidelse falder til jorden, når mysteriet forankres i plot og logik. Det er ærgerligt.
Det gys og ubehag, Smile 2 byder på, er desværre heller ikke nok til at vedligeholde seerens interesse over den forholdsvist lange spilletid på 127 minutter. Filmen bevæger sig for langsomt, det centrale mysterium er for uinteressant og karaktererne for kedelige til at holde publikum engageret.
Parker Finn har lavet en provokerende og til tider chokerende film. Han har også lavet en utrolig kynisk film. Det er som sådan ikke en sjældenhed, at en gyserfilm er dét. Nogle af genrens bedste film som Rosemary’s Baby (1968) eller Hereditary (2018) ender bestemt ikke lykkeligt for hovedkaraktererne. Men den centrale forskel mellem Polanskis film og Smile 2 er, at publikum synes om Rosemary, mens vi aldrig opbygger et forhold til Skye Riley. At se hende tortureres af djævelske kræfter er nærmere sadistisk, end det er tragisk.
Leder man efter en acceptabel mængde uhygge i Halloween-sæsonen er Smile 2 ikke et dårligt bud. Filmen indeholder en håndfuld scener, der nok skal få folk til at hoppe en smule i sædet. Men dens koncept – at folk omkring hovedpersonen smiler på en ubehagelig måde – balancerer ofte mellem det uhyggelig og det grinagtige. Denne anmelders oplevelse var desværre, at filmen til tider tippede over i det grinagtige.
Kommentarer