Af Marius Sørensen
At blive hyret til at instruere en Marvel-film – og være tvunget til at arbejde inden for rammerne af Marvels formularer og maskineri – har kastet en filmisk dødsdom over en ikke så lille gruppe af indie-filminstruktører. Instruktører som Cate Shortland, Nia DaCosta, Chloé Zhao og Ryan Fleck og Anna Boden har alle haft sit hyr med at genstarte karrieren efter at have stået bag en Marvel-film. Måske var det irrationelt at have sin tvivl om, hvorvidt den mest talentfulde af dem alle, Ryan Coogler – manden bag Fruitvale Station (2013), Creed (2015) og Black Panther (2019) – også ville have svært ved at ryste Marvel-menageriet af sig. I hvert fald slår han med Sinners fast, at det ikke bliver et problem for ham.
Coogler, der både har skrevet og instrueret filmen, fortæller med Sinners historien om tvillingerne Smoke (Michael B. Jordan) og Stack (også Michael B. Jordan), der i 1933 vender hjem til Mississippi efter at have gjort sig som gangstere i Chicago. Med sig fra Chicago har de en stor stak penge, som de planlægger at bruge på at åbne en ’juke joint’ – en musikbar for områdets afroamerikanere, der under Jim Crow-lovenes undertrykkelse ikke må befærde sig i samme barer og butikker som hvide mennesker. Som de begynder at rekruttere barens stab – heriblandt deres blues-spillende fætter, Sammie (Miles Caton) – lægges der op til et brag af en åbningsfest. Men da en gruppe overnaturlige, hvidløgsafskyende hvide gæster dukker op, tager aftenen en drejning.
På mange måder er Sinners en komplet triumf. Coogler har skabt en pulserende film, der indeholder (næsten) alt, man kunne ønske sig fra en blockbuster. Blod, sved, sex, jord og støv, musik (og sikke noget musik!), spænding, følelser og mere blod. Og meget af det filmet på det gigantiske IMAX-format, der giver filmen et ekstra spark. Sinners er en film, man kan mærke.
Det er især i filmens to første akter, at fortællingen virkelig skinner. Verdens- og karakteropbygningen er af første klasse, og man sidder med en fornemmelse af, at man kunne tilbringe evigheder i karaktergalleriets selskab. Ikke mindst takket være to utroligt karismatiske præstationer af Michael B. Jordan, der spiller tvillingerne Smoke og Stack. Jordan cementerer sig for alvor som én af Hollywoods helt store stjerner.
I tredje akt beder filmen publikum om at foretage et troens spring. For nogen vil det virke overdrevet og overgearet. For andre vil det være helt perfekt. Jeg falder et sted i midten. Sinners taber en smule af sin charme; noget af plottet kommer til at udvikle sig en tand for hurtigt og visse karakterøjeblikke bliver glemt. Alligevel tilbydes der i stedet et unægteligt og uimodståeligt adrenalinskud. I den forstand er Sinners ikke helt ulig en western af Quentin Tarantino, med hvem Coogler med al sandsynlighed deler en forkærlighed for 70’ernes blaxploitation-film.
Ryan Coogler er efterhånden ved at have skabt sig et navn og en original stemme, der næsten kan nævnes blandt de helt store blockbuster-instruktører som Denis Villeneuve eller Christopher Nolan. Med Sinners kommer han et skridt tættere på, om end filmen ikke kan siges at være hans mesterværk. Det må vi vente lidt på endnu. Men én ting er sikker: ventetiden bliver ikke kedelig.
Kommentarer