Af Emilia Tusindfryd Bechraki
Johans (Magnus Juhl Andersen) bare fødder tager skridt efter skridt igennem Adonis, Københavns eneste bøssesauna, imens en nøgle om anklen rasler i et ekko af pulser og impulser. En levende, dunkende verden, som han altid har ville besøge. Sådan åbner Mathias Broes debutfilm Sauna.
Johan er en ung, homoseksuel mand, der for nyligt er flyttet til København. Hans verden er i Adonis; her arbejder han, og her udfolder han sin seksualitet. Han har ikke færdigmøbleret sit værelse endnu, men han har fundet sig til rette i saunaen, natklubber og one-night stands. Men en dag møder han den unge transmand William (Nina Rask).
De mødes på en datingapp, og deres første møde er i Johans lejlighed, hvor William sætter sig lidt på afstand af Johan. Det ømme, første møde er oplyst af en enkelt lampe, og lejlighedens knirkende lyde skaber en simpelhed. Det føles blottet og sårbart, ikke langt fra at knække sammen, ligesom mødet selv. Johan var ikke opmærksom på, at William er trans, og William skal overbevises, før han vil blive.
Mødet er starten på en fortælling af en reel, virkelighedstro, filmisk afspejling af det københavnske queermiljø, og en historie, der tør røre ved alle sine egne nuancer.
Johan vil gerne William, og han holder meget af ham, men han viser det på alle de forkerte måder. Han vil have William til at blive en del af sin verden og tager ham med på Adonis, selvom saunaens cis-homoseksuelle mentalitet ikke velkommer William. Magnus Juhl Andersen skaber en dragende portrættering af Johan som en queer antihelt, der overser andre og tonser frem i jagt på egen selvrealitet. Nina Rask præsterer et empatisk spil i rollen som William, som kender sig selv langt bedre end Johan. Mørke, graffiti, sved, testosteron-gel, et sommerhus og fisk i en sø bringer Johan og William ind i et forhold, der udforsker både samspillet mellem dem og mellem deres verdener.
Saunas kærlighedshistorie er meget personlig for Mathias Broe, der under filmens tilblivelse måtte forholde sig til lignende tematikker i sit eget forhold. Man mærker et levet og reflekteret liv i instruktionen, der respekterer begge sider i konflikterne, som når Johan og William har to opfattelser af, hvorfor Johan følte sig udenfor i Williams vennekreds. Broe skaber en dyb empati med alle elementer af sin fortælling; en jordnær, hudløs ærlig skildring af den negligering, der kan forekomme i et miljø, der ellers er negligeret af resten af samfundet.
Sauna ser lyset. Den rummer en helt igennem rammende, møg-vigtig, længe savnet queer repræsentation, der ikke lægger skjul på noget. Sexscener med en strap-on får lige så meget omsorg som dialogscenerne, og queer mennesker kan, intentionelt eller ej, diskriminere hinanden.
Stilen er enkel men enorm sanselig. Publikum mærker et lige nu og her, og den rene, intuitive stil er en opfordring: lyt, mærk og se de detaljer og nuancer, der skaber tryghed mellem mennesker, for dem misser Johan i forbifarten og jagten væk fra egen ensomhed og desperation efter at finde sit eget sted at være.
Selvrefleksionen er i sig selv seks stjerner værd, og filmens helhjertede repræsentation er lige så værdifuld. Sauna er dette årtis bud på den nærværende, danske ungdomsfilm, der lever videre i fremtiden. Nogen vil finde hjælp til egen selvforståelse. Andre vil lære at møde andre mennesker med den tålmodighed, de fortjener.
Kommentarer