Af Gustav Stubbe Arndal
Sandheden begynder og ender med billeder af et efterårstræ, der i fortællingens løb begynder at miste sine blade. Den står i haven til det hus, det meste af filmen foregår i, og på et tidspunkt bliver det nævnt, at man glemmer byens lyde derinde, når løvet blokerer for støjen. Det et tydeligt, at instruktør Hirokazu Kore-eda vil sige os noget og ikke blot underholde.
Huset tilhører Fabienne (Catherine Deneuve), en af Frankrigs store stjerner, hvis selvbiografi snart bliver udgivet. I den anledning får hun besøg af sin datter Lumir (Juliette Binoche), svigersøn (Ethan Hawke) og barnebarn (Clémentine Grenier) fra USA. Men da Lumir får læst bogen, bemærker hun, at hendes mor har sprunget over mange vigtige dele af deres liv – særligt den afdøde rivalskuespiller Sarah, der passede Lumir og havde enorm indflydelse på hendes barndom.
Fabiennes karriere går ud på at levere overbevisende løgne, men Sandheden handler om, hvordan større og mindre løgne ofte underligger vores forhold til hinanden. Lumirs mand har alkoholproblemer, de har skjult fra deres datter; datteren får at vide, at hendes mormor kan trylle; mormors manager foregiver at sige op for at give familien mere tid sammen.
Filmen giver heller ikke publikum nemme svar. Vi må selv bestemme, hvilken version af historien, vi tror på, hvornår karaktererne er oprigtige med hinanden, og hvornår de leger med sandheden for at beskytte sig selv eller berolige andre.
Imens mor og datter forsøger at få fodfæste i forholdet, er Fabienne også i gang med en filmproduktion – en slags arthouse science fiction-film, hvor hun spiller over for en enormt talentfuld ung kvinde, som folk ofte sammenligner med Sarah i hendes ungdom. Det drejer sig også om et mor-datterforhold og udfordrer hende til at genoverveje sine egne oplevelser.
At spille en skuespiller, der spiller skuespil, er en enorm udfordring, men for Deneuve er det rent blær. Man kan klart se, når Fabienne rammer de rigtige følelser, og hvordan hun drager dem frem i sig selv foran kameraet, men vi mister aldrig fornemmelsen af, at det er en akt. Selvom Deneuves rolle som Fabienne også er en nøje udregnet akt.
Det er for ikke at tale om Binoche, der som altid er troværdig og dybt charmerende. Nær filmens slutning har hun en samtale med datteren, hvor hele filmens pointe næsten hægter sig på leveringen af én linje dialog. Hun rammer den perfekt.
Kore-edas første ikke-japanske film er den type, der skal grubles over og værdsættes, ikke bare ses. Om man finder det fascinerende eller lidt overtænkt for et ellers simpelt familiedrama kommer an på, hvad man har tålmodighed til og hvilke forventninger, man træder ind med.
Men som opfølger til den tårevældende guldpalmevinder Shoplifters (2018) føles Sandheden en anelse tilbageholdende og ukomplet. Filmen er interesseret i spørgsmål om uvished, men selv hvis det underspillede og uklare er en del af pointen, mangler der en emotionel mavepuster eller to. Kore-eda kan få mig til at føle, grine og græde. Lidt ærgerligt, at Sandheden blot fik mig til at tænke.
Kommentarer