ANMELDELSE
MADKLUBBEN: Langt til Italiens postkortperfekthed

Årets første julefilm er Italiensk for begyndere (2000) og Den skaldede frisør (2012) kørt gennem en postkortfabrik og stemplet af Puglias turistkontor. For er der noget, de to film har lært os, så er det, at Italien i almindelighed bringer livsglæde, passion og kulør ind i den kolde skandinaviske hverdag.

Sådan er det i hvert fald i Madklubben. De tre skoleveninder Marie, Vanja og Berling er nået over de 60 år og har hver deres etablerede liv. Vanja (Kirsten Lehfeldt) er enke og elsker mest af alt sin hund. Berling (Stina Ekblad) er smart, single og skræmt af alderdommen, mens Marie (Kirsten Olesen) lever for sin mand og deres fælles revisorfirma. Men hurtigt bliver tæppet trukket væk under fødderne på Marie, da hendes mand efter julemiddagen forlader hende til fordel for en noget mere flippet kvinde med hang til havenisser.

De tre kvinder tager på et madkursus i Syditalien, hvor kokken Alessandro som en anden sensei giver kvinderne bind for øjnene og putter krydderurter i deres munde. Når Marie bryder sammen i afmagt over at miste sit ægteskab og identitet gennem 44 år, så sker det mellem potter med timian og oregano. Regnen skyller hendes tårer bort og hun planter symbolsk sin ring i en potte med krydderurter, som hun kærligt snuser til. Som om hun byttede et dårligt ægteskab ud med sanselighed. Madlavning er magi, lærer vi, og i Madklubben er det at lave den helt perfekte tomatsovs det samme som at finde sig selv på ny.

På den måde befinder veninderne sig i et charmerende kaos: Sine steder ligner filmen Dolce Gabana-reklamerne med Emila Clarke fra 2018, med gadefest, kinddans og flirt med mørkhårede mænd i tætsiddende jakkesæt. I Madklubben er olivenlundene og landsbyerne dækket af et gyldent, varmt lys, og skulle man have lyst til at besøge stedet selv, så dvæler kameraet på et skilt med teksten ”WE ARE IN PUGLIA”, så ingen er i tvivl.  Det bliver en smule for bevidst om sin egen attraktion for mig. Er det en julefilm eller en turistreklame, jeg ser?

Instruktøren skriver, at motivationen for filmen var at vise en befolkningsgruppe på det store lærred, som føler sig underrepræsenteret. Jeg køber hunderede procent præmissen om, at livet ikke er slut, når man bliver ældre, og hvis jeg bliver bare halvt så skøn som de tre damer i filmen, så vil jeg være meget, meget tilfreds med livet.

Alligevel synes jeg ikke, at de tre kvinder er fuldkommen troværdige. Filmen hopper ikke med begge ben ud i stereotyper omkring modne kvinders viden om teknologi eller deres seksualitet, men dypper alligevel tåen i kliche-pølen med gimmicks som at lade Marie poste en pinlig privat besked på havenisse-fanatikerens Facebook-væg eller finde Berlings sexlegetøj i skuffen.

Filmens julebudskab er, at mænd forgår, men veninder består, at man skal sige ”SI” til livet og tage imod jordens gaver.  Men virkeligheden er ikke et postkort og der er meget langt til Italien i disse tider.

Kommentarer