Af Sara Kira Wernberg-Tougaard
Niels Arden Oplev opfølger sit intense gidseldrama Ser du månen, Daniel (2019), med en film i et helt andet gear. I Rose får vi historien om nogle nordjyder, der tager på busferie til Paris. Det lyder måske lidt lunkent, men den lille fortælling er meget vellykket. Filmen er på en gang naiv og nuanceret.
Rose handler om Inger (Sofie Gråbøl), der lider af skizofreni i sådan en grad, at hun bor på en institution. Sammen med sin søster Ellen (Lene Maria Christensen) og Ellens mand Vagn (Anders W. Berthelsen), skal Inger besøge Paris, hvor hun boede, før hun blev syg. Inger, Ellen og Vagn, samt resten af passagererne i bussen, bliver på turen presset ud af deres comfort zone, da de sammen gennemlever både en begravelse, en anholdelse og en hospitalsindlæggelse.
At portrættere psykisk sygdom nuanceret på film er ikke en let opgave. Hvordan viser man afmagtsfølelsen uden at fratage karaktererne deres selvstændighed og handlekraft? Hvordan laver man en kærlig portrættering uden at romantisere sygdommen? I Rose lykkes det over alt forventning. Historien er personlig for Oplev; den er løst baseret på hans søstres forhold og deres tur til Paris i efteråret 1997. Dette er tydeligt i den omsorg, han viser karaktererne. Filmen portrætterer hvordan psykisk sygdom er hårdt for både Inger, og de mennesker hun har omkring sig. På deres nordjyske facon evner Ellen og Vagn at skabe ro i det kaos, der omgiver Inger. Både Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen og Sofie Gråbøl formår at skabe elskelige og interessante karakterer.
I filmen er der en forståelse for, at det er en vanskelig situation at være i, for alle parter, og at det ikke er nogens skyld. Inger er skrøbelig og utilregnelig; derfor bliver hendes lillesøster Ellen nødt til at være den stærke. I en nervepirrende scene, med hektisk kameraførsel og flakkende lys, må hun stoppe Inger i endnu et selvmordforsøg. Efterfølgende bryder Ellen sammen. Inger er dog også målrettet og ressourcestærk. I sin lyserøde sweater sætter hun kursen mod en tabt kærlig, og på flydende fransk redder hun dagen gang på gang.
Udover at være et kærligt og nuanceret portræt af Inger, er Rose også en meget underholdende film. Ingers manglende situationsfornemmelse og pludselige upassende udbrud, er forløsende i en ellers trykket stemning. I bussen tryllebinder Inger de andre passagerer, da hun synger Edith Piafs La vie en Rose. Idet situationen bliver lidt for sukkersød, afbryder hun brat sangen og siger bryskt at hun tabte tråden.
Rose har øjeblikke der står knivskarpt. Men filmen som helhed er kun delvist overbevisende. Der er flere elementer, der virker utroværdige. En romance med en taxachauffør virker påduttet og viceskoleinspektøren Andreas (Søren Malling) er irriterende unuanceret sammenlignet med de andre meget vellykkede karakterer. Historien er smuk, men jeg blev ikke slået bagover. Det mest overraskende var, at den var bedre, end jeg havde regnet med.
Jeg har efterhånden set så mange halvdårlige danske dramaer, at jeg ikke forventede meget, da jeg satte mig ind i biografsalen for at se Rose. Men mine forventninger stod til skamme; da filmen var slut, havde jeg både grint og grædt. Rose er et smukt portræt af mennesker i en vanskelig situation. Filmen bevæger sig med kærlighed og nuance ind i hjertet på det, der er svært.
Kommentarer