Af Marius Sørensen
Peter Jacksons to filmtrilogier baseret på J.R.R. Tolkiens fantasy-mesterværker, Hobbitten og Ringenes Herre-trilogien, var gigantiske succeser, både økonomisk og kvalitetsmæssigt. Dén succes taget i betragtning, er det en smule bemærkelsesværdigt, at Tolkiens univers ikke er blevet forsøgt filmatiseret oftere. I hvert fald ikke indtil for nyligt. Med Jeff Bezos og Amazons milliarddyre TV-satsning Ringenes Herre: Magtringene (2022-)blev det tydeligt, at Midgård heller ikke var i sikkerhed fra Hollywoods franchise-besættelse. Og nu kommer så Ringenes Herre: Krigen om Rohan (2024), en animeret film i den japanske animé-stil.
I filmen følger vi prinsesse Héra af Rohan (Gaia Wise), en vild og rastløs datter af Kong Helm Hammerhånd (Brian Cox). Héra drømmer om at være en kriger som sine brødre, mens hendes far gerne ser, at hun giftes bort til en prins af nabolandet Gondor. En dag møder en utilfreds fyrste ved navn Freca (Shaun Dooley) op til hoffet ved Edoras med et tilbud om at lade prinsessen gifte sig med sin søn, Wulf. Helm afslår, og fornærmelsen bliver startskuddet på en krig mellem de forskellige folk i Rohan.
Det er altid en fornøjelse at besøge Ringenes Herre-universet. Én af Peter Jacksons films helt store forcer var hans evne til at iscenesætte episke slag og kuldegysende kampe. Og på det punkt skuffer Ringenes Herre: Krigen om Rohan. Filmen bruger dens animé-stil til fuld effekt, og action-sekvenserne er kinetiske og energiske i en grad, der er de foregående film værdige.
Desværre lider Ringenes Herre: Krigen om Rohan af samme problem, som også er gældende for flertallet af efterfølgere af elskede klassikere: Filmen bliver for afhængig af nostalgiske og sentimentale callbacks til forgængerne. De stærkeste øjeblikke i Krigen om Rohan er dem, der frembringes af gentagelser af sætninger, vi kender fra Jacksons trilogi, eller ét af komponisten Howard Shores ikoniske ledemotiver. Retfærdigvis skal det nævnes, at disse øjeblikke da også gør det svært at bekæmpe gåsehuden. De er bare ikke helt filmens egen fortjeneste.
For selvom animationsstilen i filmen er flot, og mange af filmens store slag er underholdende og veludførte, er filmens historie for tynd til for alvor at bære vægten af publikums forventninger til en Ringenes Herre-film. Den er også for tynd til at bære den 134-minutter lange spilletid. Karaktererne er tegnet for endimensionelt, og fortællingen er for klichéfyldt til for alvor at tilfredsstille seeren.
For den inkarnerede Tolkien-fan er der dog en række positiver at hive fat i. Der er både kærkomne gensyn med lokationer fra Jacksons filmtrilogi og møder med nye karakterer eller steder fra Tolkiens uudtømmelige litterære katalog af historier om Midgård. Så stiller man sig tilfreds med en dybere udforskning af Tolkiens fantastiske Midgård-univers, skuffer Ringenes Herre: Krigen om Rohan ikke.
Det er en skam, at instruktør Kenji Kamiyama og hans hold af manuskriptforfattere ikke har kunnet finde en dybere, mere tilfredsstillende historie at fortælle. For potentialet for spændende Midgård-fortællinger er der. Det kan findes både i animé-mediet og i Tolkiens tekster. Desværre bliver det ikke opnået her.
Kommentarer