Af Gustav Stubbe Arndal
Richard Jewell (Paul Walter Hauser) var ikke en bombemand. Hans eneste forbrydelse var at passe en bombemands profil perfekt – en frustreret, overvægtig, hvid mand fra Georgia, der bor sammen med sin mor, har en fortid som politibetjent og et mindre arsenal af jagtvåben. Vi møder ham først som pedel på et advokatkontor, hvor han er socialt akavet, men meget betænksom, og drømmer om at vende tilbage til politistyrken.
Men inden da bliver der vendt op og ned på hans liv. Han får en tjans som sikkerhedsvagt i Centennial park under de Olympiske Lege i Atlanta i 1996. I sin overdrevne iver for reglementer og lovhåndhævelse følger han protokol til punkt og prikke, da han finder en mistænksom rygsæk ved en koncert. Det er et enormt held, for rygsækken viser sig at indeholde en bombe. Takket være hans agtpågivenhed er der kun to dødsfald blandt de 111 sårede.
Jewell er en helt i to dage, indtil det bliver lækket, at FBI mistænker ham for at have placeret bomben for at gøre sig selv til helt. Clint Eastwoods nyeste film følger Richard Jewell (Paul Walter Hauser), hans mor (Kathy Bates) og hans gamle advokatven (Sam Rockwell), mens de kæmper mod pres fra efterforskere og de sensationalistiske medier.
Der er få instruktører så sammenkædet med idéen om ”Americana” som Eastwood. Som skuespiller har han ageret cowboy og selvtægtsmand, og som instruktør har han altid interesseret sig for ”hjertelandet” og de folk, der bor der. Måske er det derfor, den konservative filmskaber fandt Jewells fortælling så sympatisk – og skildrer medierne i så usympatisk et lys.
Det går særligt ud over Kathy Scruggs (Olivia Wilde), som var den første journalist, der offentliggjorde historien. Wilde opfører sig skruppelløst, ubehøvlet og alt for klar til at jage det store scoop – en lidt simpel karakter, især sammenlignet med de dybder, som for eksempel Kathy Bates finder i rollen som Richards mor.
Filmens mest strålende lyspunkt må dog være Paul Walter Hauser i hovedrollen. Så nøjagtigt spillet er han, at man føler en dyb sympati for hans frustration, mens man også fuldstændig forstår, hvorfor så mange folk mistænker ham. Han arbejder alt for villigt med efterforskningsagenterne, fordi han har naturlig tillid til dem – en tillid, der langsomt nedbrydes. Selv over for velkendte, prisvindende skuespillere som Sam Rockwell, John Hamm og Kathy Bates formår Hauser at være stjernen, der forankrer hver scene, han er i.
Han hjælpes på vej af næsten pletfri instruktion og klipning. Det er en slags usynlig, men forbandet effektiv teknisk præstation, man får fra sande veteraner som Eastwood. Så usynlig er den, at filmen mister takten, når der tages større kunstneriske friheder med montager eller drømmesekvenser. Filmen lever og ånder i skuespil og drama i nærbilleder; intet mere, intet mindre.
Det er en svaghed og en styrke. Richard Jewell mangler på sin vis formål og tyngde, især når man spørger sig selv, hvorvidt en historie om glubske medier og sympatiske politifolk virkelig er en fortælling, der er i tidens tegn. Men Eastwood rammer plet ved at fokusere på karakterdramaet.
Det konservative amerikanske publikum vil se en amerikansk patriot og lovhåndhæver, der bliver sablet ned af de liberale medier for at ligne en landbums. Det liberale vil se en føderal efterforskning, der tramper på en uskyldig og naiv mands rettigheder og en handlekraftig advokat, der beskytter ham mod dem. Men hvad Eastwood og manuskriptforfatter Billy Ray så, var en sympatisk, fascinerende mand i en dramatisk pine. Det er i sidste ende en spillefilm værd.
Kommentarer