Af Frida Bay Lorentsen
Efter et halvt århundredes loyal tjenestepligt er Robert Renfield (Nicholas Hoult) kommet til en frygtelig åbenbaring: Han er i en giftigmedafhængigrelationmed sin chef. Og han vil ud. Han fortjener glæde og et nyt liv. Problemet er bare, at hans chef er mørkets fyrste selv: grev Dracula (Nicolas Cage)!
En modernisering af Dracula og hans håndlanger er måske ikke verdens mest originale idé. Men anført af en veloplagt Hoult og en skrupskør Cage, slipper Renfield afsted med det, med lige dele humor, charme og indvolde, der vægter gys lige så højt som komedie.
Vejen til frihed finder Renfield først igennem en selvhjælpsgruppe for personer i medafhængige relationer. Egentlig tilslutter han sig for at ofre medlemmernes kontrollerende partnere til Dracula, men det lander ham ved et uheld midt i en bandekrig.
Da han møder den standhaftige og ærlige betjent Rebecca (Awkwafina), i en konfrontation med mafiafamilien Lobo, aner han en mulighed for at endelig at gøre en god gerning. Ved at hjælpe Rebecca med at fælde familien, kan han i samme hug fælde sin chef, som er ved at slå pjalterne sammen med mafiaen.
Hoult er i rollen som Renfield morsom og elskværdig. Hans samspil, særligt med selvhjælpsgruppens leder Mark (Brandon Scott Jones), er oprigtig sjovt. Den relativt gakkede præmis balanceres med en oprigtighed, der får de mere alvorlige øjeblikke i filmen til at føles troværdige. Så når han bruger selvhjælps-selvbekræftelse som en slags besværgelser i kampen mod Dracula, ender det ikke kun som en sjov misforståelse, men også som et bedårende øjeblik.
Filmen har dog ét indlysende problem. Awkwafina er tragisk fejlcastet i rollen som Rebecca. Hendes vitser leveres som om, hun læser op fra en teleprompter. Øjeblikke, der burde være følelsesladede og dramatiske, bliver ofte spillet mekanisk og uden indlevelse.
Da hun trues af Lobo-arvingen Teddy Lobo (spillet af en forrygende og underudnyttet Ben Schwartz), og provokerende svarer ham igen, virker hendes sorg og vrede aldrig autentisk. Det viser kun, at ja, hun vil stadig have hævn over sin fars mord. Godt så!
Resten af castet har dog nok karisma til at kompensere for dette fejltrin. Cage giver den alt, hvad den kan trække som mørkets fyrste; om så han drikker blod af martiniglas med øjne i stedet for oliven eller slagter sine fjender. Det er tydeligt, at han har det sjovt med rollen. Hans overdrevne mimik og gennemførte psuedo-østeuropæiske accent tangerer til ren camp, og han er et tydeligt højdepunkt filmen igennem.
Instruktør Chris McKay har husket at have filmens gyserelementer for øje, og kvitterer med spandevis af blod. Der er kælet for de praktiske effekter, som når Renfield besejrer en Lobo-gangster ved at rive hans ansigt af, eller sprætter hans mave op med en kuglepen.
Renfield er en efterfølger til Tod Brownings Dracula fra 1931, men har du ikke set den, så frygt ej. Denne nye tolkning af den 90-årige gamle film er både underholdende og fængende… så længe du kan tåle at se blod. Rigtig, rigtig meget blod.
Kommentarer