Af Gustav Stubbe Arndal
Horror er kendt som den mest elementære filmgenre, og der har aldrig levet en instruktør med så klar kontrol over filmsprogets elementære dele som Alfred Hitchcock. I 1960 var hans thriller-bedækkede karriere nået et højdepunkt, og takket være løsnede censurregler i tidens Hollywood fik han endelig muligheden for at gribe ordentligt fat i det makabre og tabubelagte.
Resultatet var Psycho, hans bedste og mest berømte film, og et vendepunkt for både gysere og film generelt. Den chokerede tidens publikum og fascinerer stadig filmeksperter med sin filmtekniske pletfrihed. Nu kan en nyrestaureret udgave ses i biografen.
I dag har fortællingen om seriemorderen Norman Bates (Anthony Perkins) og hans uheldige offer Marion Crane (Janet Leigh) påtaget sig flere årtiers mytologisering. Den har fået fire direkte efterfølgere, et skud-for-skud remake i 90’erne, og en tv-serie om Bates Motel. Huset, Norman og hans ikke-helt-døde mor boede i, kan stadig ses i Universal Studios’ forlystelsespark.
For ikke at nævne den uforglemmelige bruser-scene, hvor vores angivelige hovedperson Marion bliver dolket ned til lyden af Bernard Hermanns skrigende strenge 40 minutter inden filmens slutning. Åbn en bog om filmteknik, og der finder du et helt kapitel om den ene sekvens. Særligt ved scenen er, at vi aldrig ser en kniv ramme noget. Alligevel synes folk at have klare erindringer af volden, der foregår mellem de nøje planlagte klip.
På den måde viser scenen filmmagien i et mikrokosmos. Men ligesom klippene omkring mordet definerer vores oplevelse, skal man se forbi sekunderne i badeværelset for at forstå Psycho’s geni.
Marion Crane er defineret af sårbarhed. I filmens første scene sniger det alvidende kamera sig gennem vinduet og finder hende halvt nøgen i seng med sin elsker (John Gavin). Selv efter hun tager initiativ og stikker af med $40.000 fra sin chefs forretningspartner, forbliver hun febrilsk og nervøs bag rattet.
Kameraet overvåger hende, mens mændene, hun møder, synes at dominere billedet. Deres ansigter fylder hele lærredet. Når vi endelig møder den akavede, lidt passive Norman Bates, er vores parader alligevel oppe, og da han stirrer gennem et kiggehul på den nøgne Marion, følger kameraet med ham.
Anthony Perkins’ præstation i skurkerollen er en af filmhistoriens mest fascinerende, og er utroligt moderne for så gammel en film. Hans alt for naturlige, ucharmerende adfærd og kolde, underligt spontane latter bringer psykopaten til levende live.
Men ligesom Leigh er han båret af Hitchcocks instruktion. Filmens egentlige bedste scene findes kort før det famøse mord – en samtale mellem Marion og Norman over en bid aftensmad. Dynamikken skifter med et enkelt klip, og den unge morder afslører nok af sig selv til at give myrekryb. Følelsen af, at noget gemmer sig under overfladen, virker som en tikkende bombe.
Det er dén følelse, som virkelig chokerede folk, ikke blot et overraskende plot twist. Man ser aldrig en knivs møde med huden, et åbent sår, eller en nøgen overkrop. Men man er overbevist om, at de er til stede, hvis kameraet blot flyttede sig nogle få centimeter – så nøjagtig er Hitchcocks greb om os.
Det første twist – Marions død – kender man, før man ser filmen, og det endelige twist om Normans egentlige psykose giver desværre filmen en ubehagelig eftersmag. Men det er ikke chok-faktoren eller plottet, der bærer Psycho, og heller ikke en enkelt berømt scene. Det er alle de usynlige dele omkring de store øjeblikke, der gør, at folk stadig bliver nervøse i badet uger efter at have set filmen.
Psycho er efterhånden mere kendt, end den er set, men mere end 60 år efter den ændrede gysergenren for altid, taler den stadig for sig selv – nu bare med et skarpere billede og klarere lyd.
Kommentarer