Af Marius Sørensen
Siden Steven Soderbergh i 2013 påstod, at han ville gå på pension som filmskaber, har han været mere aktiv end nogensinde før. Hele 12 film og en TV-serie (The Knick, 2014-2015) er det blevet til. Rundt regnet en film om året. I år har han to film på vej i de danske biografer, der får premiere lige efter hinanden: Thrilleren Black Bag, der har Michael Fassbender og Cate Blanchett på rollelisten og udkommer i næste uge, og Presence, en gyser fortalt fra et spøgelses point of view, der kan ses i biografen denne uge.
I Presence følger vi familien Payne igennem et spøgelses – eller en ’tilstedeværelses’ – øjne. Spøgelset kan ikke forlade familiens hus, så hele fortællingen foregår inden for de samme fire vægge.
Vi lærer hurtigt, at alt ikke er fryd og gammen i familien. Forældrene, Chris (Chris Sullivan) og Rebekah (Lucy Liu) er på vippen til at gå fra hinanden, fordi Chris opdager, at Rebekah har begået økonomisk svindel på sit arbejde, mens datteren Chloe (Callina Liang) døjer med traumer efter sin bedste venindes tilsyneladende stofrelaterede død. Spøgelsets rolle i fortællingen udgraves langsomt, mens Chloes forhold til sin brors ven, Ryan (West Mulholland), viser sig at få store konsekvenser.
Fortællingen om et spøgelse, der hjemsøger og våger over det hus, det engang levede i, er ikke ny. David Lowerys A Ghost Story (2016) er blandt denne type films fineste eksempler, og på overfladen minder Presence til forveksling om Lowerys film. Men hvor A Ghost Story er interesseret i store tematikker og et lyrisk filmsprog, er Presence en mere jordnær fortælling med en mere plotbaseret fortælling.
Presence er med dens personificerede kamera et interessant eksperiment. Det er underholdende i sig selv at følge spøgelsets oplevelse af begivenhederne og forsøge at stykke fortællingen sammen gennem de brudstykker, vi ser. En uheldig bagside ved det er, at kameraet – altså spøgelset – er filmens mest spændende karakter.
Filmens eneste fremdriftsmotor af interesse er forundringen over hvem, eller hvad, dette spøgelse er. For de resterende karakterer er for tynde til, at man kerer sig om dem. Familiens stridigheder er endimensionelle, og det er svært at vurdere om det dårlige skuespil skyldes manuskriptets replikker eller skuespillernes (manglende) evner. Mest af alt virker det til, at filmens plot blot er til for at servicere Soderberghs stilistiske eksperiment.
Presence er aldrig en kedelig affære (spilletiden er også blot 85 minutter): Point of view-grebet er interessant, og det centrale mysterie om spøgelsets identitet er spændende nok til at bære filmens mangler. Filmen reddes også af en slutning, der både overrasker og formår at være en anelse rørende. Alligevel er Presence ikke i nærheden af Soderberghs bedste værker. Efter denne anmelders mening har han endnu ikke lavet en dårlig film. Her kommer han faretruende tæt på.
Kommentarer