Af Viggo Sinding
Ansigter og skygger, der projiceres oven på hinanden, skaber ufatteligt klaustrofobiske billeder og bliver komplementeret af lyde, der minder om bestik, der skraber mod en tom tallerken – på den bedst tænkelige, super-ubehagelige måde. Dette er den ramme, der sættes allerede i prologen til Pigen med nålen.
Grusomt er det, men det er næppe til at undgå for Magnus von Horn, der med sit seneste værk har valgt at kaste nyt lys over historien om Danmarks mest berygtede seriemorder, Dagmar Overbye, som blev dømt for at have myrdet ni spædbørn i perioden 1913-1920.
Dog er Overbye overraskende nok ikke ikke hovedpersonen i Pigen med nålen, da von Horn og Line Langebeks manuskript i stedet centrerer sig om en ung dansk kvinde ved navn Karoline (Vic Carmen Sonne). Hun introduceres på kanten af fattigdom, på nippet til at blive smidt ud efter at have undladt at betale husleje i flere uger. Hendes udlejer har ladet hende blive, men nu skal han vise lejligheden frem, og hun må væk. Hvorhen? Det er han egentlig ligeglad med.
Hendes mand er stadig væk efter 1. verdenskrig, så da fabriksdirektøren Jørgen Kitzler (Joachim Fjelstrup) begynder at kurtisere hende, tager hun imod hans opmærksomhed med glæde.
Hun bliver gravid med hans barn, men finder hurtigt ud af, at hun ikke er ‘fin nok’ til familien Kitzler, hvilket fører hende i armene på Dagmar Overbye (Trine Dyrholm). Dagmar tilbyder at finde et godt hjem til hendes nyfødte, og langsomt bliver hun trukket ind i et net af manipulation og hemmeligheder.
Der går dog 40 minutter af de 123 minutters spilletid, før Trine Dyrholms karakter træder ind i billedet. På dette tidspunkt har von Horn allerede formået at skabe et stærkt portræt af Karoline, samt et overbevisende billede af et mellemkrigstidsramt København, der er udfordret af industrialisering og urbanisering.
I polske Michał Dymeks knivskarpe sort-hvide billeder fornemmer man virkelig de mudrede brostensbelagte gader, de beskidte afkroge og hoben af udmattede arbejdere, der forlader fabrikken, tilsyneladende ikke mange kroner rigere.
Faktisk er filmen mest interessant i sin skildring af samfundet. I sidste tredjedel drukner den ellers storslåede kunstneriske vision desværre i mere generiske true crime-elementer, og filmen bliver i virkeligheden mindre spændende, da Karoline finder frem til den grufulde sandhed bag Dagmar Overbyes illegale adoptionsoperation.
Flot skuespil kompenserer dog i allerhøjeste grad for det mindre interessante mysterie. Karoline er en lavmælt karakter, der ikke siger meget, hvilket giver Vic Carmen Sonne færre replikker at arbejde med. Men dette synes ikke som en begrænsning for Sonne, der leverer en enormt imponerende og ekspressiv præstation.
Dyrholms karakter emmer af en bemærkelsesværdig ambivalens, der kræver en subtil og samtidig flertydig præstation. Dagmar bevæger sig gennem et slør af æter, mens det moralske fordærv gradvist sniger sig ind og kryber under huden. Til sidst manifesterer det sig med en næsten skræmmende intensitet.
Pigen med nålen føles som et friskt og modigt skridt i en ny retning for det danske periodedrama. Magnus von Horn udstråler en brændende kunstnerisk skabertrang, der gennemsyrer hele værket, og hans vision fremstår både original og medrivende. Resultatet er en film, der ikke blot skildrer en grusom historie fra Danmarkshistorien, men også pirrer sanserne og udfordrer publikums forventninger.
Kommentarer