Af William Pilgaard-Jensen
Filmindustrien er notorisk stædig omkring biopics. Formularen er efterhånden blevet så genkendelig, at studierne har indset, de må forsøge at ryste posen lidt, hvis de fortsat vil have vores ender i sæderne. Men hvordan skiller man sig ud i en træt genre? Måske ved at lave hovedpersonen om til en abe? Eller hvad med at lave alt om til LEGO?
Piece by Piece fortæller oprindelseshistorien om den indflydelsesrige musiker Pharrell Williams, der har produceret nok hvert andet af dine yndlingshits fra de sidste 30 år. Vi følger rejsen fra 90’ernes spæde start i hiphopgruppen The Neptunes til hans berømte samarbejder i 00’erne med navne som Jay-Z, Gwen Stefani og Justin Timberlake, og videre til de gigantiske hits i 10’erne som Get Lucky, Blurred Lines og Happy. Alt sammen gennem de højtelskede danskfødte byggeklodser.
I stedet for en klassisk dramatisering præsenteres Piece by Piece dog i et dokumentarformat, hvor fortællingen drives af interviews med Pharrell selv samt en række af hans prominente samarbejdspartnere gennem karrieren. Man snydes dog ikke for samtlige biopic-troper: En ufokuseret skoleelev får at vide, han kan være, lige hvad han vil, hvorefter han tryllebindes af musikken og bliver en stor kanon, men mister noget af jordforbindelsen undervejs. Har du hørt det før? Så runger der et ekko i den her film.
Interviewenes mange anekdoter ser vi udfolde sig i LEGO, hvor både Pharrells musikgeni og hans højtravende budskaber bringes til live på et væld af kreative måder. Hans beats ses som små farverige sammensætninger af minibrikker, der lyser og hopper alt efter, hvor fængende de er, og når de er fængende nok, kan de få andre LEGO-mænds hoveder til at falde af – og så er det jo godt, man bare kan tage hovedet på igen.
LEGO-klodsernes visuelle dimension er unægteligt både underholdende og teknisk imponerende, men det bliver til tider også så langt ude, at jordnærheden halter. Her er filmens hastighed heller ikke til nogen hjælp, da alt konstant bevæger sig med 100 kilometer i timen. Man får dårligt nok mulighed for at fordøje én ting, før den næste kastes i hovedet på én, og derfor graves der aldrig rigtigt dybt nok. Når alting sker så hurtigt, og det endda sker i plastik, er det meget svært at nå at føle noget særligt for nogen, og så bliver klodsformatet mere en hæmsko end en styrke.
Man savner desuden nogle mere nuancerede indblik i de seriøse emner; som Pharrells oplevelse af ikke at være ”street” i det gadeprægede hiphopmiljø, eller bare så meget som en berøring af den markante plagiatsag omkring Blurred Lines. Det er dog ikke områder, der går i spænd med LEGO-klodsernes familievenlighed.
Piece by Piece efterlader ingen tvivl om Pharrells enorme indflydelse i musikindustrien, men konceptet føles også som en måde at undgå at bevæge sig for meget ind under overfladen. Hvis man som voksen for alvor ville føle noget for stjerneproducerens livshistorie, havde den nok været bedre fortalt som en ganske almindelig dokumentar med rigtige mennesker.
Kommentarer