[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Karoline Bjerregaard Balstrøm[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Der koges marmelade på allerede brugte appelsiner fra Paddington 1 (2014), men sjældent har det forudsigelige været så let spiseligt.
Hjemme hos familien Brown beslutter Paddington sig for at give sin elskede marmeladeproducerende tante fra Peru en fødselsdagsgave i form af en pop-up-bog. Bogen er dog lidt for dyr, så vores hovedbjørn går straks i gang med at spare op, hvilket, som alt andet han gør, går drastisk galt flere gange. Da pengene næsten er tjent ind, bliver bogen, til Paddingtons store forbløffelse, stjålet for snuden af ham og vores helt bliver uretfærdigt beskyldt for tyveriet.
I en tid hvor Transformers 6 snart får premiere og det komplekse Marvel Cinematic Universe regerer, er Paddington 2 et velkomment pust, der viser, hvor let og charmerende en simpel 2’er kan være.
Når det kommer til comedy og animation, er timing altafgørende. Instruktør og manuskriptforfatter Paul King er ikke alene skarp på den kant, men også på den visuelle front viser han overblik og overskud.
Ikke mere end et par minutter er der gået, før filmens titel afsløres af Paddington, der med en pote skriver sit navn på en dugget rude og hurtigt visker det ud igen, med en 2-tals lignende form, for bedre at kunne se ud. En decideret smuk sekvens udnytter animationens potentiale til fulde, når Paddington drømmer sig ind i pop-up-bogen, og med sin tante i hånden vandrer rundt blandt papirsversioner af Londons mest kendte landmærker. King’s film er proppet med sådanne øjeblikke, der ikke fremhæves med stor ståhej. De er som filmens hovedkarakter: Underspillede, direkte og svære ikke at holde af.
Imens det mærkelige mysterium om den gamle pop-up-bog åbner sig, må familien Brown forsøge at redde den lille bamses gode navn. De kæmper en hård kamp mod mesterskurken Phoenix Buchanan, spillet af en selvironisk, glitter- og nonnekostumeklædt Hugh Grant i topform.
Humoren bliver aldrig ondskabsfuld eller fingerpegende. Kun på et enkelt tidspunkt daler humøret, hvilket resulterer i et stift blik fra Paddington, rettet mod en gnaven fængselskok.
Selv bag tremmer har bjørnen overskud til at se det positive i at være indespærret i “så betydningsfuldt et monument med så god sikkerhed”.
Der gøres aldrig grin med nogen, kun med absurditeten i Paddingtons uheldige påfund og det komiske i f.eks. at glemme en rød sok i det hvide vasketøj, så samtlige indsatte bliver tvunget til at bære candyflossfarvede fangedragter.
Filmen er ikke kun for de yngre, men har også rigeligt af gemte henvisninger til de lidt ældre barnlige sjæle. Hr. Brown’s (Hugh Bonneville) midtvejskrise, overskrifter som ” The unusual suspects” i aviser der følger Pattingtons retssag og en togjagt med tydelige James Bond referencer, som er Skyfall (2012) værdig.
Ønsket om at forære en velfortjent gave, og filmens generelle tema om omsorg og medmenneskelighed, varmer godt i vinterkulden.
Og nej, jeg græd ikke. Jeg havde bare fået lidt orangemarmelade i øjet.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Paddington 2[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Paul King[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]
Kommentarer