Af William Pilgaard Jensen
Sammenligningerne med Breaking Bad (2008-2013) fløj til højre og venstre, da første sæson af Ozark landede på Netflix i 2017. Bevares, lighederne mellem seriernes opskrift er da heller ikke til at komme udenom; placer en ordinær mand i et kriminelt narkomiljø og følg ham og hans families (fejl)navigation herigennem. Hertil akkompagneret af en broget makker, som allierer sig med hovedpersonen på godt og ondt.
Når sammenligningen alligevel er der fra start, så handler det bare om at skille sig ud. Og her knap fem år og 44 episoder senere, kan man med en overstået fjerde sæson se tilbage på Ozark som en serie, der er lykkedes et godt stykke hen ad vejen.
Kartellederen, som har magten over seriens hovedpersoner, Marty og Wendy Byrde (Jason Bateman og Laura Linney), har i denne ombæring besluttet sig for at forsøge at indgå en aftale med FBI. Det er hans både charmerende og intimiderende nevø, Javi (Alfonso Herrera), et nyt skurkeansigt hos Byrde-familiens arbejdsgivere i Mexico, uvidende om.
Alligevel har Javi en stædig trang til at blande sig i formaningerne mod hovedpersonerne i Missouri, hvilket ikke falder i god jord og skaber en dominoeffekt af problemer. Mindre kompliceret bliver det heller ikke, når Wendys far (Richard Thomas), der har en fortid som alkoholiker, aflægger visit i Missouri med en privatdetektiv (Adam Rothenberg) på slæb. Han leder efter sin forsvundne søn, som han endnu ikke ved mødte sit endeligt i slutningen af forrige sæson.
Ligesom Breaking Bad-genkendeligheden ikke er til at komme udenom, så er den skamløse underholdningsværdi over de fire sæsoner også unægtelig. For Ozark skinner allermest i forbindelse med det eminente skuespil, som præger det alsidige og forskruede karaktergalleri.
Bateman spiller med samme stil, som han stort set altid gør, men hans underspillede tålmodighed i selv de mest absurde situationer er altid forfriskende – især når utrolige Laura Linney spiller på de helt modsatte tangenter. Wendys følelseskolde og manipulerende personlighed har betydet, at man som seer må navigere både sympati og antipati, når hun gentagende gange står over for de hjerteskærende konsekvenser af familiens livsstil og ikke mindst sin egen magtliderlighed.
Seriens sande hjerte udgøres dog uden tvivl af Martys langvarige kompagnon, som nu er kommet på kant med Byrde Familien; nemlig Ruth Langmore, altid eminent skildret af Julia Garner, der aldrig bliver kedelig at følge.
Sæsonens to midterste episoder, som primært har stor betydning for hendes karakter, står tilbage som de bedste. Hendes efterhånden ikoniske fandenivoldskhed har gennem seriens forløb udviklet sig til blot at være en lommekniv sammenlignet med den helt store revolver i bæltet, nemlig hendes autoritative og kontrollerende instinkter den kriminelle forretningsverden.
Samtidig kan man gennemgående mærke hendes barmhjertighed og den enorme kærlighed, hun nærer for sine nærmeste. Dem beskytter hun med alt, hun har i sig. Det er mange facetter at udtrykke for en enkelt karakter, men ingen andre end Garner kunne gøre det mere overbevisende. Det ville nærme sig blasfemi, hvis muligheden for endnu en Emmy ikke lurede rundt om hjørnet.
Ozarks glimrende samling af allerede etablerede karakterer får dog mængden af nye ansigter til at føles en tand for omfattende og unødvendig. Man kan ikke nå at blive fanget og overbevist af dem alle, selvom sæson 4 udgør hele 14 episoder. De nye karakterers betydelige indflydelse på seriens afgørende punkter hen imod slutningen medvirker også til, at afrundingens eksekvering føles flad og antiklimatisk for flere af de karakterer, man kender og holder af.
Man sidder tilbage med en spøjs smag i munden, når rulleteksterne rammer for sidste gang. Men den verden, man har fulgt over de tre forrige sæsoner, har stadig skabt spænding og anspændthed blandt karaktererne i løbet af seriens sidste kapitel. Så meget spænding, at man har svært ved at rive sig selv væk fra skærmen, hver gang en episode slutter, og den næste starter af sig selv.
Kommentarer