Filmår 2024 gik overraskende stille for sig. Superhelte-maskinen er stort set gået på pause, og med efterdønningerne af de store Hollywood-strejker sidste år har både store blockbustere og stjernespækkede amerikanske dramaer været sjældnere, end sædvanlig. Med det sagt, var der stadig rigeligt med fantastiske filmoplevelser, der betagede, bevægede og besatte os i år!
Efter en tæt afstemning har redaktionen udvalgt ti film fra 2024, der ikke var til at nægte. Fra Oscar-vindere, der først kom i danske biografer dette kalenderår, til overraskende indie-fænomener, og endda en storslået popcorn-film for de store penge.
God fornøjelse, godt nytår, og husk at se gode film. Det er godt for sjælen. – Gustav Stubbe Arndal
10. All of Us Strangers
Andrew Haigh, Storbritannien
Nogen film sniger sig ind på dig, som Andrew Haighs ømme queer-drama All of Us Strangers gør. Vi møder den unge forfatter Adam (Andrew Scott), der indleder et forhold med den dragende Harry (Paul Mescal), en af hans få naboer i et ellers tomt, nybygget højhus. Adams enspænder-tilværelse har rødder i et barndomstraume, og man mærker først, hvad filmen er ude på, da hans afdøde forældre inviterer ham ind i deres dagligstue.
Hvad der følger, er som en omvendt hjemsøgning. Adam mødes med forældrene i et sted mellem erindring og fantasi og opsluges næsten af det, indtil hans følelser endelig får en klar form og udvej. En eksorcisme af tilståelser og kærlighed, så knusende og befriende som nogen filmscene i år, båret af Andrew Scotts formidable, sårbare skuespil.
Når fortællingen til sidst afslører forbindelsen mellem romancen og den magiske præmis, er der kun et mørkt dyb af komplicerede følelser tilbage. Et sjæleligt tomrum, som kun kærligheden kan udfylde, og kun sorgen kan udtømme. – Gustav Stubbe Arndal
9. Perfect Days
Wim Wenders, Japan
Hvor meget mere behøves der siges, når en film har gået i biografen helt fra marts til december? Det er tilfældet for den sjælrensende og poetiske hverdagsfilm Perfect Days af den tyske mesterinstruktør Wim Wenders. På bedste ”slow-cinema” manér bliver selv de mindste daglige rutiner essentielle og livsbekræftende, Perfect Days er på den måde næsten en visualisering af Dan Turèlls digt Hyldest til hverdagen.
Wenders har med et kunstnerisk øje fuldstændig fantastisk dissekeret verdens største storby, hvor de menneskeskabte metalliske megakonstruktioner står i kontrast til naturens sjælfyldte, smukke simplicitet. Perfect Days var en fuldstændig uforventelig filmperle, der stod i bragende kontrast til sin samtids hårdt-talende award-film, der afkrævede en større stillingtagen. Med det opmuntrende soundtrack, der tæller Nina Simones Feeling Good og Lou Reeds Perfect Day, er det umuligt ikke at forlade biografens mørke med nyfunden livslyst og -glæde. En smilspredende autentisk filmoplevelse (hvis eksistens i øvrigt udsprang af Coronapandemien), der kaster lys over en tilværelse, der ellers må synes grå. – Jacob Pedersen
8. The Holdovers
Alexander Payne, USA
Ingen nisser, julemirakler eller magi. Og alligevel føles The Holdovers som et af de varmeste og mest følelsesladede kram, julefilmsgenren nogensinde har haft at byde på.
En drengeskole i 70’ernes New England danner rammen om fortællingen om den utilpassede teenager Angus (Dominic Sessa), hans bitre historielærer Mr. Hunham (Paul Giamatti) og den sørgende enkemor Mary (Da’Vine Joy Randolph). Imens de tre skuespillere fungerer som de essentielle hjul, der får filmen til at køre gnidningsfrit, er det fuldstændig tydeligt, at der er mere end godt skuespil at finde i The Holdovers.
Mr. Hunham vil ikke deltage i juletraditionerne eller småsnakke med de få elever, der er blevet tilbage. Hvorfor bærer han på så meget bitterhed? Angus er rebelsk og bander og svovler over sit ophold på drengeskolen – men hvorfor er han så ked af det?
Det er netop i opklaringen af spørgsmål som disse, at instruktør Alexander Payne på elegant vis væver både moderne og tidløse tematikker ind i filmen, hvilket giver The Holdovers en helt særlig plads hos et bredt publikum, der tydeligvis har taget imod filmens enorme varme. Man kunne også forestille sig, at netop dette publikum vil genbesøge den år efter år – det vil undertegnede i hvert fald. – Viggo Sinding
7. Past Lives
Celine Song, USA/Sydkorea
På overfladen ligner Celine Songs debutfilm Past Lives et trekantsdrama. Hovedpersonen Nora (Greta Lee) flytter som 12-årig til Toronto fra Seoul – og fra sit barndoms-crush Hae Sung (Teo Yoo). 12 år senere finder hun Hae Sung på Facebook, og selvom der opstår forsigtige gnister over skypeforbindelsen, står der for meget i vejen. Der skal gå 12 år mere, før de mødes igen, og på den tid er Nora blevet gift.
Der bliver dog aldrig noget egentlig ‘drama’. Vi finder de tre ved en bar, med Nora i midten som en bro mellem fortid og nutid, mellem to dele af sig selv. Alle vil hinanden det bedste.
Konflikten er ikke mellem Nora, Hae Sung og Arthur (John Magaro). Den er skabt af tidens gang, af tusindvis af kilometer, af vidt forskellige kulturer – af selve livet. Song har fanget noget sandt i deres blikke. En uudtømmelig ømhed.
Greta Lee står helt skarpt i Shabier Kirchners elegante billeder, ledsaget af Christopher Bear og Daniel Rossens fuldstændig magiske filmmusik. Past Lives leverer årets varmeste hjerteklem. Sæt den på listen over film, man kunne bo i for evigt. – Victoria Andersen
6. Kneecap
Rich Peppiatt, Irland
I 2024 brød den irske rapgruppe Kneecap igennem med et brag. Deres album Fine Art blev en stor succes, og gruppens filmiske selvbiografi er netop blevet shortlistet til Oscar-prisen for Bedste Internationale Film. Er man blandt dem, der i efteråret forkælede sig selv ved at tage i biografen og så Kneecap, vil man ikke undre sig. Gruppens tre medlemmer spiller sig selv med en sprudlende og smittende energi i en feel-good-komedie, der vil blive husket for eftertiden. Filmen har en særpræget og unik irsk humor, der er både fjollet og skarp, og balancerer det med seriøse budskaber, der ligger gruppen nært.
Selvom fortællingen er simpel og filmen muligvis ikke er et banebrydende stykke kunst, er den utroligt elegant skrevet og instrueret af debutanten Rich Peppiatt. Læg gruppens adskillige ørehængere, der akkompagnerer billederne, til, og resultatet er en uimodståelig cocktail. Det er en udfordring ikke at lade sig forføre af filmen og gruppens energi, charme og politiske kant.
Hvis du nogensinde, på noget tidspunkt i dit liv, har haft lyst til at kaste en dartpil efter en Margaret Thatcher-plakat, er Kneecap filmen for dig. – Marius Sørensen
5. La chimera
Alice Rohrwacher, Italien/Frankrig/Schweiz/Tyrkiet
Vidunderligt særegne Alice Rohrwacher nåede helt nye højder i år med sin magisk-realistiske fortælling om den hårdt prøvede og længselsfulde arkæolog/gravjæger, Arthur (Josh O’Connor), som vender retur til et samfund i Italien, hvor pengene er små og lykken søges i svært fremkommelige skattekamre.
Rohrwacher er herligt fabulerende som sædvanligt og kaster sig endnu en gang over de sølle skæbner på bunden af det italienske samfund. Alligevel er historien unik, ja, fuldstændig original, og i midten af det hele placeres O’Connor med sine tombarolo-kollegaer i et beskidt jakkesæt og med en gudsbenådet evne til at opstøve de værdifulde etruskiske katakomber.
Selvom Hélène Louvarts grynede billeder viser et Italien, som er milevidt fra et solvarmt Amalfi, betages man alligevel af den mystiske historie, de skæve karakterer og den sorte humor – og får straks lyst til at lære italiensk på den nærmeste sprogskole.
Liv og død går hånd i hånd i Rohrwachers hidtidige hovedværk, der er lige så poetisk og skøn, som den er usentimental og kynisk. Et stort år for både instruktøren og hendes britiske juvel, Josh O’Connor – man kan ikke andet end at glæde sig afsindigt til alt, de involverer sig i fremover. – Benjamin Damon
4. Challengers
Luca Guadagnino, USA
Challengers har bragt den erotiske thriller tilbage i biografsalene i år. Jeg vil gå så langt som at kalde den årets mest sexede film – uden én eneste egentlig sexscene.
Vi følger kærlighedstrekanten mellem den skadede tennisspiller Tashi (Zendaya), hendes charmerende og provokerende ekskæreste Patrick (Josh O’Conner) og hendes mand, tennismesteren Art (Mike Faist). Historien kulminerer i en intens, og nærmest erotisk, tenniskamp mellem de to fyre. Linjen mellem sex og tennis bliver gradvist udvisket, indtil det til sidst er umuligt at afgøre, hvad deres partier og samtaler egentlig handler om.
Luca Guadagninos kreativitet gennemsyrer hele filmen – fra kameraet, der tager tennisboldens perspektiv, til de symbolske churros. Det pulserende soundtrack af Trent Reznor og Atticus Ross, en overraskende kombination af techno og tennis, tilføjer endnu mere spænding til de hurtigt klippede kampe.
De tre centrale skuespillere forsvinder ind i deres roller og leverer en stærk dynamik, der bærer filmen fra start til slut. Især Zendaya forvandles til en skånselsløs spiller, hvis hjerte kun banker for tennis.
Guadagnino formår at skabe et trekantsdrama, der både er intenst og underholdende, og som viser, at der stadig er plads til sensualitet i biograferne. Når Tashi ved matchpoint slipper sit ikoniske råb løs, er det umuligt ikke at mærke trangen til at råbe med. – Alma Wibeck Senderovitz
3. Frit fald
Justine Triet, Frankrig
Bongotrommer og P.I.M.P af 50 Cent. Det blev lyden af Justine Triet’s Frit fald, der i år vandt Oscaren for bedste manuskript. Sjældent har denne statuette været så velfortjent, for der må simpelthen være tale om et af de seneste årtiers mest velskrevne og gennemførte manuskripter.
Dertil kommer en stjernepræstation af tyske Sandra Hüller, der her ses i hovedrollen som den (udadtil) egoistiske forfatter, Sandra Voyter, der anklages for mordet på sin mand (Samuel Theis). Netop hendes succes som forfatter bliver omdrejningspunktet i retssagen, hvor alle dele af hendes privatliv og forhold til sin ægtemand bliver afklædt, skilt ad, fordrejet og fordømt, for at male et fandenivoldske portræt af en kalkuleret og ambitiøs kvinde, uden at tage vare på konsekvenserne, hvorunder deres søn, Daniel (Milo Machado-Graner) må lide – også som hovedvidne i sagen.
Ej heller må forglemmes sønnens hund Snoop (Messi), der bliver afgørende for udkommet af sagen og for sønnens tydelige indre konflikt over denne. Rollen tjente hunden en invitation og plads til Oscar-uddelingen. Frit Fald er en utrolig spændingsfuld film, hvor hver scene føles intellektuelt dragende. Man vil ikke misse en eneste af sagens – og karakterernes – tankevækkende detaljer, for filmen er rørende, giver ingen nemme svar, og efterlader uundgåeligt sin seer med det lille spørgsmål om, hvorvidt hun gjorde det eller ej. Endnu mere, måske, ved et gensyn. – Bella Juncker
2. The Zone of Interest
Johnathan Glazer, Polen/Storbritannien/USA
Det er en smule ydmygende som anmelder at støde på en film, der ikke helt kan beskrives med ord. Men Jonathan Glazers The Zone of Interest er så særlig en oplevelse, at sproget har svært ved at række.
Man kan beskrive konceptet: en holocaust-film, der næsten kun foregår i kommandantens fint opsatte villa lige på den anden side af koncentrationslejrens mure. Men hvordan kan man beskrive en historie, der gemmer sig i manglen på en historie? Dramaet skjules bag de røde mursten, hvor den mørke røg stiger op bag; vi kan kun se, hvordan Rudolf Höss (Christian Friedel) og hans familie lever en tom efterligning af hverdag. Alligevel er hvert øjeblik, fra makeup-sætning til godnat-læsning, ubeskriveligt fængende og skræmmende.
Jeg kan forsøge at fremkalde den brillante lydside. Den buldrende baggrundsstøj, de fjerne industrielle maskinerier, der siver ind i de gråtonebelyste stuer. Den endeløst gøende hund som husmoder Hedwig (Sandra Hüller) tysser på, som om dens adfærd, og ikke deres levevis, var unaturlig.
Måske de neutrale kameravinkler kan beskrives, eller de knivskarpe perspektivskift, som Glazer elegant fletter ind. Men uanset hvor man starter, støder man på udfordringer. På moralske spørgsmål eller svar, der råbes eller hviskes i hver scene, i hver indstilling, i hvert sekund.
The Zone of Interest er ikke bare en fortælling i en filmisk indpakning. Det er et sandt og enestående stykke kunst, hvis kraft er uomtvisteligt hægtet til filmsproget, endda til biografsalens sanselige kvaliteter. Det klareste eksempel på filmmediets potentiale, man har kunne finde i år. – Gustav Stubbe Arndal
1. Dune: Part Two
Denis Villeneuve, USA
Årets bedste film fra 2024 er også årets mest storslåede. Med musik af Hans Zimmer, der ryster biografsæderne, og Greg Frasers monumentale billeder, snød man virkelig sig selv for en mindeværdig oplevelse, hvis ikke man fangede anden del af Dune på det største mulige lærred. Skalaen er kæmpestor, men det er alligevel historien, der står solidt plantet i centrum.
Hvor forgængeren led en smule under først at skulle etablere sit univers, er man her dybt indfanget fra åbningsscenen: Harkonnen-soldaterne, der i en flydende bevægelse går fra løb til at svæve op ad et bjerg, er nok til at give gåsehud. Det er overjordisk, men taktilt. Filmmagi tæt på sin reneste form.
Og magien ligger i, at filmsproget får lov at fortælle historien. Denis Villeneuve har luftet et ønske om at lave film, hvor dialog ikke er nødvendig. Her kommer han tæt på. For de æstetiske valg taler så klart et sprog, at man aldrig er i tvivl om, hvem man skal frygte, eller hvor Paul Atreides’ morale bevæger sig hen. Derudover er det også bare en film fyldt med ikoniske scener – fra gladiatorkampen i sort/hvid til Paul Atreides første tur på en af Arrakis enorme sandorme (hvilket er sejere, end det måske lyder). Villeneuves anden del af Dune indskriver sig i filmhistorien: som en af de allerbedste sci-fi film, en af de bedste to’ere, og, hvis forsættelsen holder niveauet, en af de bedste trilogier. – Joakim Søgaard
Kommentarer