Af Gustav Stubbe Arndal
Denne weekend går det endnu en gang løs på Hollywoods største aften. Den røde løber rulles ud, utallige verdensstjerner viser sig frem i fin couture, hvorefter alle samles for at uddele de mest eftertragtede priser i filmindustrien.
Oscar-showet er virkelig noget særligt. Det er ikke bare verdens største filmstjerner og dygtigste filmhåndværkere, der modtager priserne; det er deres medarbejdere i filmindustrien, der uddeler dem. Det er den aften om året, hvor selve filmene træder en anelse ud af rampelyset for at give plads til de folk, der laver dem.
2023 har været et markant år for Hollywood især; året har budt på den største strejke siden 1950’erne i et dramatisk opgør med streaming-eraens problemer. Superheltefilmens dominans synes i mellemtiden at have kollapset, og sikre franchisehits fra Indiana Jones til Fast & the Furious har skuffet med deres manglende indtægter. Omvendt har årets største filmbegivenhed været to vidt forskellige, men i stor grad auteur-drevne, originalfilm, der nu begge konkurrerer om mange af de store priser. Til årets Academy Awards bliver der ingen tvivl om, at ’Barbenheimer’ er kommet til galla.
En meget international kategori
Det er ikke specielt vigtigt, men jeg bliver nødt til at nævne, hvor sær den internationale kategori ser ud. To ikke-amerikanske film er nomineret til både Best Picture og Best Director – The Zone of Interest og Frit fald. Sandra Hüller (som har hovedrolle i begge af dem!) er ovenikøbet nomineret for sit skuespil i sidstnævnte.
Men Frit fald er ikke nomineret til Best International Feature, fordi Frankrig valgte Vejen til hjertet som deres kandidat i stedet – og den er ikke blandt de fem finalister. Så The Zone of Interest er næsten garanteret prisen, som repræsentant for Storbritannien.
Vent, Storbritannien? Ja, den tysksprogede film, der hovedsageligt foregår i Polen, er en britisk produktion. Tyskland har deres egen film nomineret, Lærerværelset, instrueret af İlker Çatak, en søn af tyrkiske immigranter. Japan har også en film nomineret, nemlig Perfect Days, instrueret af Wim Wenders, en af Tysklands mest berømte instruktører.
Hvis vi tæller det op, så har vi to tysksprogede film og to film instrueret af tyskere, fra Japan, Storbritannien, og Tyskland, mens en fransksproget film med fem yderligere nomineringer ikke er til stede i kategorien overhovedet.
Et usædvanligt stærkt felt
Oscars har tradition for at splitte vandene med lige dele velfortjente storfilm og middelmådig ”Oscar-bait” blandt de nominerede. Men årets nomineringer er, efter denne anmelders mening, næsten frie for fejltrin.
Listen inkluderer bredt anerkendte internationale værker som de førnævnte The Zone of Interest og Frit Fald; hitfilm, der taler til både anmeldere og det brede publikum som Barbie; og bundsolide dramaer i ægte Hollywood-facon som The Holdovers og Killers of the Flower Moon.
Maestro, Bradley Coopers charmerende (men nok lidt for insisterende) biopic er i år undtagelsen snarere end reglen. Trods et imponerende antal nomineringer ankommer denne typiske Oscar-film ikke til uddelingen med særligt meget momentum.
Er der filmtitler, man kunne have savnet? Uden tvivl. Wes Andersons Asteroid City står for eksempel uden nomineringer – ikke engang for dens fænomenale set design. Den stilfulde instruktør må slå sig til tåls med måske den nemmeste sejr i kortfilmskategoriens historie for The Wonderful Story of Henry Sugar.
Fans af årets mest pink-prydede filmperle gik også forarget til sociale medier og klagede over, at både instruktøren Greta Gerwig og hovedrolleindehaveren Margot Robbie blev ”overset.” Normalt ville man nemt kunne beskylde Akademiet for at underkende kvinder bag kameraet, men her må jeg erklære mig vildt uenig.
Instruktørkategorien er særligt stærk og inkluderer allerede Justine Triet for Frit Fald, hvis man leder efter kvindelige repræsentation. Og lad os ikke glemme, at Gerwig er nomineret, både som producer og manuskriptforfatter. Ja, hun blev nok snydt for Little Women i 2020, men det er tosset på nogen måde at kalde Barbie for”overset”.
En af filmens største sejre er faktisk, at den ikke har brug for Oscars, så meget som Oscar-showet har brug for den. Med over en milliard dollars i indtægter kommer den til at fylde en del til showet for at bringe seertallet i vejret – man kan for eksempel vente hele to musikalske indslag.
I mellemtiden er det Barbies dystre tvilling, Oppenheimer, der med hele 13 nomineringer allerede står klar til at blive årets største vinder. Barbenheimer-fænomenet står til at slutte af med manér.
Forudsigelser
På den ene side kan alting selvfølgelig ske. Akademiet har overrasket på godt og ondt i mange år. Men 2024 tegner til at være et forudsigeligt år – i hvert fald i de større kategorier. Lad os tage et kig på, hvem der er favoritter til priserne, og hvorfor.
Best Animated Feature
Vinder: Drengen og hejren
Hold øje med: Spider-Man: Across the Spiderverse
Kun én gang tidligere har en ikke-engelsksproget animationfilm vundet denne pris, men det var netop Hayao Miyazaki med Chihiro og heksene (2002). Hans senere værker har været overskygget af både Disney og Pixars dominans i 00’erne og 10’erne, men det ser lysere ud i år for den aldrende mesterinstruktør.
For det første er Miyazakis status som en levende legende kun blevet stærkere siden hans sidste film for ti år siden, så filmen oser af prestige. For det andet er Drengen og hejren stadig frisk i hukommelsen for Akademiet, modsat de sommerhits, den konkurrerer med.
Sidst men ikke mindst er konkurrencen til at overkomme. Pixars Elemental har ikke sat sig i kulturen som deres større film har gjort det. Across the Spiderverse er den stærkeste rival i kategorien – den første film i serien vandt prisen i 2019 – men filmen føles som første halvdel af en større historie, hvilket kan svække dens chancer.
Det er svært at overkomme sprog- og kulturbarrieren i en kategori så ofte domineret af børnefilm, men hvis nogen fortjener at være undtagelsen, så er det Miyazaki.
Best Supporting Actor
Vinder: Robert Downey Jr.
Hold øje med: Ryan Gosling
Der er næsten ingen tvivl her. Robert Downey Jr. har vundet priser på stribe gennem hele awards-sæsonen, og det er nemt at se hvorfor: han er en af de mest charmerende mænd i Hollywood. Downey er født ind i filmindustrien, oplevede enorme opture og nedture i sine unge dage og har selvfølgelig været anfører for den mest lukrative filmfranchise nogensinde.
Efter at have lagt Iron Man-rustningen fra sig viste han sine dramatiske evner frem i en udmærket rolle i Oppenheimer – dette års største Oscar-favorit. Timingen er der, præstationen er der, og Akademiet synes at være mere spændt på at give ham prisen, end han er på at modtage den. Hvem kunne håbe på at stoppe ham?
Det skulle lige være Ryan Gosling i rollen som Ken i Barbie. Hver eneste anmeldelse roste ham til skyerne, og så kommer han til at optræde med den komiske popsang ”I’m Just Ken” til ceremonien. Havde han bare haft narrativ, der kunne hamle op med Downeys, ville chancen være bedre.
Best Supporting Actress
Vinder: Da’Vine Joy Randolph
Hold øje med: ???
Hvis Robert Downey Jr. virker som en sikker vinder, så ligner denne kategori ikke engang en konkurrence. Da’Vine Joy Randolph spiller en fantastisk skrevet rolle fantastisk godt, og The Holdovers er den type karakterdrevent drama, hvor skuespillet er bærende. Hun har vundet så mange priser i år, at hun snart må være træt af at give takketaler, men mon ikke hun har noget tilbage i tanken i nat.
Kategorien er uden klare alternativer. Emily Blunts rolle i Oppenheimer har ikke substans nok til at adskille sig; både Jodie Foster og Danielle Brooks har roller i film, der ikke har vækket stærk entusiasme blandt Akademiets medlemmer. America Ferrera synes at være her udelukkende for sin nu berømte enetale i Barbie – nok til en overraskende nominering, men ikke en sejr.
Best Actor
Vinder: Cillian Murphy
Hold øje med: Paul Giamatti
Her har vi et rimeligt tæt løb. Paul Giamatti er en elskværdig og respekteret skuespiller, som Akademiet kunne beslutte fortjente en Oscar for en stærk præstation på spidsen af en stærk karriere. Han har allerede vundet en Golden Globe og Critic’s Choice Award for The Holdovers.
Cillian Murphy er dog svær at komme udenom. I intime close-ups har han har fyldt IMAX-lærreder verden over i titelrollen for Oppenheimer, hvor han både kommunikerer en buldrende intern konflikt og transformerer sig for at bringe en historisk figur til live – et trick, Akademiet altid elsker.
Samme trick ser vi fra Bradley Cooper i rollen som Leonard Bernstein i Maestro, og fra Colman Domingo som Rustin Cole i Rustin. Sidste kandidat til sejren er Jeffrey Wright i American Fiction, en værdig nominering, der dog ikke har sat gang i den kulturelle samtale.
Det gælder om at holde øje med vinderne i aftenens løb. Hvis The Holdovers vinder nogle kompetitive statuetter, så har Giamatti en god chance. Indtil da tyder det på en Oppenheimer-aften.
Best Actress
Vinder: Lily Gladstone
Hold øje med: Emma Stone
Den er oppe i vejret. Emma Stone får skuespil til at ligne en ekstremsport i Poor Things, og har allerede givet en chokeret takketale til Golden Globes. Lily Gladstones rolle i Killers of the Flower Moon er mindre bærende – man kan endda hævde, at hun er havnet i den forkerte kategori – men hun spiller den ikke desto mindre fremragende.
Hendes største fordel, og grunden til at jeg tror på hendes sejr, er et stærkt narrativ: Et stort talent kommer næsten ud af det blå og spiller selvsikkert over for Leonardo di Caprio og Robert de Niro. Hun ville være den første amerikanske indianer til at vinde prisen, og så endda for en rolle, hvor den identitet er umådelig vigtig.
Annette Bening kæmper hårdt i Nyad, som også har været en fysisk udfordrende rolle, og Carey Mulligan er et klart lyspunkt i Maestro, som mange anmeldere (inklusiv undertegnede) roste. Sandra Hüller er nomineret for en sjælden to-sproget præstation i Frit fald, og kunne overraske med en sejr udelukkende på basis af kvalitet. Men andre elementer er altid i spil.
Man kan være kynisk og sige, at Akademiet er mere interesseret i en sejr for ”diversitet” end i at hædre den ”egentligt bedste” skuespiller. Men Oscars har altid været influeret af, hvordan filmindustrien ønsker at præsentere sig selv – lad os være glade for, at en skuespillers minoritetsstatus er en fordel i dag, snarere end en barrikade.
Best Director
Vinder: Christopher Nolan
Hold øje med: Johnathan Glazer
Christopher Nolan har haft den slags triumferende år, de fleste filminstruktører kun kan drømme om. Fra Dark Knight-trilogien (2005-12) til Inception (2011) og Interstellar (2014) har han markeret sig som en filmskaber, der kan tjene blockbuster-penge alene på sit navn. Med Oppenheimer bygger han bro mellem hitfilm og kunstnerisk prestige, som vi så Steven Spielberg gøre det i 90’erne med værker som Schindlers liste (1993).
Oppenheimers unikke kvaliteter kommer af Christopher Nolan som filmskaber. Han gør sig hørt og set som en del af filmens udtryk; fra det tidsspringende manuskript til dens særlige brug af IMAX-formatet. Nolan er favoritten til denne Oscar. Hans tid er kommet.
Skulle han blive udkonkurreret, kunne det være af Johnathan Glazer. The Zone of Interest er en mere udfordrende og konfronterende film, end man normalt ser til Oscars, og så er den båret af en helt unik og totalt realiseret vision fra sin instruktør. Hvis nok i Akademiet mener, at det er den bedst instruerede film blandt de fem nominerede, så kan man godt forestille sig en pludselig sejr.
Best Picture
Vinder: Oppenheimer
Hold øje med: The Holdovers, Killers of the Flower Moon
Oppenheimer er årets største film. Ikke nødvendigvis den bedste, ej heller den bedst indtjenende (ikke engang det største hit blandt de nominerede), men det er den film, der fylder mest. Den har en tyngde og en alvor, Barbie bestemt ikke kan hamle op med, og så fastgør den tilmed Christopher Nolan som et af de største instruktørnavne i det 21. århundrede.
Der var engang, hvor Oscars hovedsageligt gik til sådan nogle storfilm. Hvor spektakulære originalfilm med enorme kunstneriske ambitioner vandt både penge og prestige, fra Lawrence of Arabia (1962) til The Godfather (1972) frem til Titanic (1997). Den version af Oscars, vi kender i dag, fyldt med middel- eller lavbudgetsdramaer, man ellers ikke havde hørt om, udviklede sig gradvist fra 90’erne og frem, i takt med at publikums filmsmag og filmstudiernes markedsføring hældte mod franchisefilm båret af computereffekter og velkendte karakterer.
Det er ikke til at vide, hvordan filmindustrien vil justere sig i kølvandet på 2023’s tumult. Men årets tredjestørste hitfilm er et tre timer langt historisk drama om videnskabsmænd, der snakker med hinanden om vigtige emner. En film, der vandt publikum med sit visuelle udtryk og gjorde biografturen til en begivenhed.
Du kan bide spids på, at Akademiet er glade for Oppenheimer og gerne vil belønne den. Selv hvis det bare er i håbet om, at flere film af dens slags kan komme i fremtiden.
Hvad skulle alternativet være? Måske The Holdovers’ charme vinder mod favorittens insisterende alvor. Måske Martin Scorsese får en ekstra sejr i den sene del af sin karriere, fordi vælgerne mener, at Nolan stadig har større film i fremtiden.
Eller måske alle mine forudsigelser giver mig en lang næse, og anmeldere verden over må spekulere om, hvordan Past Lives formåede at vinde den store pris. Jeg tvivler på det. Oscars 2024 står til at være et ret forudsigeligt år – men for én gangs skyld gør det ikke aftenen mindre spændende.
Kommentarer