Af Jacob Pedersen
’One Life’ skildrer den sande historie om den Britiske komité for tjekkoslovakiske flygtninge, som reddede 669 børn fra nazisterne i den 11. time. London børsmægleren Sir Nicholas ’Nicky’ Winton (Anthony Hopkins, Johnny Flynn) drog til Prag og i tæt samarbejde med Trevor Chadwick (Alex Sharp), Doreen Warriner (Romola Garai), samt sin egen mor Babette Winton (Helena Bonham Carter), reddede de børn ud fra den kommende krigs rædsler.
Filmen følger Nicky i 1980’ernes England, hvor han lever en fredelig og kærlig tilværelse med sin danske kone Grete Winton (Lena Olin). Livets efterår med otium og børnebørn står for døren, men det mærkes atmosfærisk, at noget nager Nicky.
Filmen klipper mellem Nickys tilstedeværelse i 80’erne og i slut 30’erne op til krigens start. I de længerevarende flashbacks skildres redningsaktionen, hvor flere af de bureaukratiske processer udgør en markant hæmsko i den humanitære nødhjælp. Herfra vokser Nickys indre skyldfølelse.
Den omsiggribende opgave at skulle portrættere en ældre herre, hvor fortids stunder hjemsøger ham, og samtidig beskrive redningsaktionen og optaktsstemningen til 2. verdenskrig er vanskelig, men filmen slipper fremragende afsted med det.
På mest effektive vis – her kæmpe cadeau til filmens manuskriptforfattere Lucinda Coxon og Nick Drake, klipper Lucia Zuchetti og instruktør James Hawes – skabes karakterportrættet af den ældre herre igennem 30’ernes handling.
Proportionerne mellem 30- og 80’erne er virkelig velbalancerede, og begge dele er effektivt fortalt. Der spildes ikke unødvendig tid på ligegyldige sideplots eller -karakterer. Mellem Anthony Hopkins og Johnny Flynn sker der en regulær symbiose: deres skuespil er uovertræffeligt, og man tvivler aldrig på, at de skildrer samme karakter.
Mange har måske set klippet, hvor hele publikum rejser sig til talkshowet ”That’s Life!”, og det så viser sig, at de er de overlevende børn fra Nickys redningsaktion. Scenen er genskabt i filmen, men det hæmmer filmens fortælling, at man kender til seancen. Kendskabet i sig selv er ikke problemet, men filmens valg om at blive tro mod et tidsligt forløb frem for et dramaturgisk og emotionelt højdepunkt udvander den følelsesmæssige respons.
På én og samme tid illustrerer filmen, hvorfor hypotesen om, at ”vi har set NOK film om 2. verdenskrig” ikke er korrekt. Filmens udgangspunkt er Nickys indre konflikt, hvor sorgen over ikke at have reddet flere, sjælslider ham. I fortællingen om hans redningsaktion konfronteres Nicky med sin fortids heltegerninger, og først da finder han fred og accept i krigens magtesløshed. Der er ikke én eneste heltehistorie fra krigen, som ikke er værd at fortælle.
Filmsproget er i den mere ordinære og velproducerede ende af slagsen, fortsat med en effektivitet, der kan fange de mest inkarnerede doom-scrollere på TIKTOK. At kalde ’One Life’ for et must-watch er så meget sagt, men dens fortælling om menneskelig kamp for retfærdighed, nødhjælp og omsorg fortjener stor opmærksomhed også i dag, af oplagte årsager.
Kommentarer