Af Gustav Stubbe Arndal
Roy Anderssons film er kunstværker, mere end de er underholdning. Scenografien er hans pensel, dialog hans instrument, og poesien gemmer sig i sammenklipningen af delvist usammenhængende scener, der alligevel samler sig til noget uhåndgribeligt.
Det er ikke altid klart, hvad pointen er, men man kan kun erkende, at der er én. Kunsten ligger i det, der ikke kan sættes ord på. Men man bliver som anmelder nødt til at prøve.
Om det uendelige foregår i gråtoner. I kedelige stuer og tomme svenske gader, hvor det stillestående kamera indtager et nøje tilrettelagt tableau. Malerisk er det bedste ord for det, men det er den slags malerier, der forestiller nedtrykte hverdagslandskaber, men alligevel gemmer på et eller andet.
Disse malerier bevæger sig dog. Og taler. En pige beskriver situationen i simpel voice-over: ”Jeg så en mand, hvis tanker var andetsteds”. ”Jeg så en kvinde, der havde et problem med sin sko”. ”Jeg så en dreng, der endnu ikke kendte kærligheden”. Nogle gange tilføjer de et lag af følelser; andre gange beskriver de blot nøjagtig, hvad man ser. Men man bliver opmærksom på, at det bliver set.
Vi følger også et par deprimerede legetøjssælgere, der vandrer rundt i filmens golde univers og gentager den samme salgstale med samme bedrøvede energi igen og igen. Det er svært at sige, om det er trist eller komisk at se på. Det siges, at tragedie er et close-up og komedie er et long-shot. Andersson finder en spøjs middelvej: det er trist, at det er så komisk.
En anden historie er om en præst, der har mistet troen, og må vente til tirsdag før han kan snakke med en terapeut om problemet. Endnu en gang bidende tragikomisk. Den 78-årige instruktør mærker måske, at han snart ikke kan vente md at få svar til næste uge.
Har man set Anderssons tidligere værker, som En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (2014) vil man genkende stilen, tonelejet, og endda nogle af de nøje opsatte sets. Men Om det uendelige tilføjer en interessant ingrediens: håb.
Man skal lytte efter det, for det ligger ofte mellem linjerne. Endda i filmens ambitiøse titel. Uendeligheden bliver diskuteret af et ungt kærestepar, men ellers er filmen blot stille observationer om små menneskelige øjeblikke, såvel som større historiske vignetter (en hær, der marcherer til fangelejr, og Adolf Hitlers sidste dag i bunkeren).
Der er noget smukt og en anelse makabert i, at det det endeløse kosmos findes i småligheder såvel som i lidelse og krig. På et værtshus juleaften kommenterer en kunde, at det egentlig er ret fantastisk det hele. Kort forinden sidder en mand og græder på bussen, fordi han ”ikke ved, hvad han ville”. Han bliver bedt om at græde derhjemme i stedet.
Det er sammensætningen, der giver hvert ligegyldige glimt af menneskeheden en større betydning. De små øjeblikke af empati og nåde, der stråler igennem filmens bedrøvede trance, føles livsnødvendige.
I hvad der måske bliver hans sidste film, giver Andersson ikke nogen klar konklusion. Han giver os et kunstværk. Den endelige scene er simpelthen en mand, hvis bil går i stå på en landevej. Det er vel et fint ikke-punktum at runde af med.
Kommentarer