Bella Juncker
Hvad du ønsker, skal du få, og her er en ny Disney-film, klar til at overbevise sit publikum om, at den fortjener en plads i rækkerne af Disney-klassikere. Når du ser Ønsket, vil du måske mindes det meget famøse citat: ”When you wish upon a star” fra klassikeren Pinocchio (1940), og det er ganske intentionelt. Det er nemlig, hvad der inspirerede instruktørerne Chris Buck og Fawn Veerasunthorn til at skabe dette animerede musical-eventyr.
Ønsket er en hyldest til Disney-filmene og deres arv af eventyr med magi, drømme, håb og ønsker til stjernerne. Gennem filmen bliver man mindet om nogle af de helt klassiske eventyrer, som Peter Pan (1953) og Askepot (1950), og derigennem også om, hvor magiske de egentligt er.
Eventyret starter som ethvert andet eventyr. Der var engang et kongerige, der hed Rosas. Her reagerer den magiske konge Magnifico (Chris Pine), der har magien til at opfylde ethvert ønske. Men kongen er selvisk og elsker kun sin magt højere end sig selv. Da 17-årige Asha (Ariana DeBose) lærer sandheden om den konge, hun har beundret hele sit liv, ser hun ingen anden mulighed end at redde sit kongerige. I et øjeblik af fortvivlelse og lidenskab, sender Asha et ønske op mod stjernerne – hvad der udføres i en meget overdådig sang og i et magisk, blændende glimt af håb, bliver Ashas ønske besvaret. Stjernen ‘Star’ kommer ned fra himlen. Sammen må Star, Asha og hendes trofaste babyged Valentino (Alan Tudyk) bevise de uendelige muligheder der er, når én persons vilje forbindes med stjernernes magi og samtidig redde deres smukke kongerige fra den onde og egoistiske konge
Overordnet set er det et godt eventyr, men hvad det virkelig manglede, var det særprægede onde. Igennem fortællingen ved vi, at kongen er ond, men hans karaktertræk som skurk, er ikke nær så storslåede som i de klassikerne. Han næsten latterliggøres i sit helt store og alt for poppede solonummer: ”This Is The Thanks I Get?”, hvilket gør hans onde karakter upålidelig, og hele præmissen om hans ondskab falder til jorden. Der er simpelthen ikke nogen uhyggelig og ond atmosfære over ham.
Selve fortællingen er struktureret som en klassisk Disney-film, men konflikten er for hurtigt overstået i forhold til de forventninger, der opbygges undervejs. Klimakset føltes forhastet, som om instruktørerne var bange for at lade det onde have for meget magt, og at de samtidig ikke kunne vente med at vise, hvordan det gode ville overvinde det onde – som i en klassisk Disney-fortælling. Det hele bliver dermed for idyllisk, men er det efterhånden ikke blevet Disneys kutyme?
På et visuelt plan er man ikke i tvivl om, at dette er et eventyr. Med sin smukke akvarel-animationsstil, lykkes filmen fortræffeligt som en hyldest til de gamle klassikere. Det føles både nostalgisk og som et frisk pust, når man bringes tilbage til Tornerose (1959), der danser igennem skoven og drømmer om sin prins. I en strøm af mere moderne animationsfilm, er Ønsket en tiltrængt forandring, og præcis så eventyrlig og magisk som en Disney-film bør være.
Så lad os håbe, at Disney aldrig mister denne magi, og hvad den her film angår, så har den alligevel fortjent sin plads i rækkerne af Disney-klassikere. Budskabet er klokkeklart – when you wish upon a star, your dreams come true.
Kommentarer