Af Gustav Stubbe Arndal
Der ligger en hårfin grænse, hvor sentimentalitet bliver til overspillet melodrama. Hvor det universelle bliver til kliché. Det er nemt at krydse den, svært at sætte sin finger på den og risikabelt at bevæge sig mod den. Uberto Pasolini løber risikoen med Nowhere Special, men han klarer udfordringen i strålende stil.
Den italienske instruktør begår sig her i britisk socialrealisme med en film, hvis præmis får paraderne op hos den mere kyniske filmgænger: John (James Norton) er vinduespudser og den eneste forsøger for sin fireårige søn, Michael (Daniel Lamont), men har fået en alvorlig diagnose. Med få måneder tilbage at leve i arbejder han med et adoptionsselskab for at finde den rigtige familie til sin dreng.
John er fattig og har brug for hjælp fra kommunen og andre forældre fra børnehaven til at passe den lille Michael mange af dagene. Men han er rig i omsorg for sin dreng. Alt for tidligt står han over for det svære valg mellem at beskytte sin søn mod verdens barske realiteter eller at give ham sandheden, hvor svær den end er.
Nowhere Special er baseret på en sand historie, men langt vigtigere er, at den føles ægte. Det ligger både i empatisk skuespil fra James Norton og de mange små biroller og i de specifikke detaljer, filmen formår at strø omkring næsten hver scene.
John reder lus på Michael, beder ham om at sige undskyld og tak til fremmede, lærer ham at trykke på knappen ved lyskrydset. Michael elsker ”lorries” og vasker en legetøjslastbil, ligesom hans far gør på sit arbejde. Der bliver dykket dybere ned i Johns følelsesliv – han er selv fra fosterhjem og har svært ved at virke sårbar – men vi lærer ham bedst at kende gennem disse små hverdagsglimt.
De mange håbefulde adoptivforældre er velrealiserede, selvom vi – ligesom John – kun møder dem kort. Filmen finder noget humor i, hvordan nogen af forældrene afslører deres egne fordomme eller diskvalificerer sig uden at vide det. De er lidt for snobbede, eller har et lidt for ujævnt hjemmeliv. Et postbud, der hader hunde, duer for eksempel slet ikke, da Michael jo ønsker sig en.
På Johns arbejde ser vi andre briters liv gennem nypudsede vinduer: børnefamilier på restaurant, værelser fyldt med legetøj, forretninger med tingeltangel, den hårdtarbejdende John aldrig selv kunne købe. Han stopper med sin dreng på en motorvejsbro og snakker om, at hver bil har sin egen historie, sin egen destination.
Pasolini fastholder en meditativ tone, inspireret af mestre som Yasujiro Ozu, og hans tålmodighed betaler sig. Der er ingen mavepustere i Nowhere Special; den knuger stille og roligt om dig, indtil bare at sidde med far og søn på en bænk vælder følelserne frem. Den tjener hver eneste tåre, og dem er der mange af.
Man græder over tragedien; for denne kærlige far, der ville ofre alt for sin søn uden at ønske noget tilbage. Men også af skønheden; hvor meget kærlighed, der er i verden, og håbet om, at den kærlighed kan leve videre på trods af det hele.
Nowhere Special sænker dine parader med en rolig hånd, lukker dig ind i et kærligt hjem og lader dramaet ankomme som tidevand i stedet for en flodbølge. Pludselig går den lille dreng op på tæer for at trykke på knappen ved lyskrydset, helt af sig selv. Og det knuser dig en lille smule.
Kommentarer