Af Marius Sørensen
Én af USA’s helt store instruktørtalenter, Robert Eggers, er tilbage med en ny historisk gyser. Med film som The Witch (2015) og The Lighthouse (2019) har Eggers skabt et navn for sig selv i gysergenren. Hans film har indtil videre alle været umådeligt stilsikre, båret på en tung stemning og atmosfære og tacklet en bestemt historisk periode. Eggers’ to første film var begge ukonventionelle, men effektive og unikke gysere, og efter en lille afstikker til Islands vikingetid med The Northman (2022) er han nu tilbage i gysergenren med en genindspilning af F.W. Murnaus ekspressionistiske vampyrmesterværk Nosferatu – Eine Symphonie des Grauens (1922).
Eggers’ film fortæller samme historie som Murnaus. En ejendomsmægler ved navn Thomas Hutter – her spillet af Nicholas Hoult – rejser til Transylvanien for at sælge et gammelt slot til den mystiske Grev Orlok (Bill Skarsgård). Der er dog to ting, Thomas Hutter ikke ved om grev Orlok: Han har i sinde at få Hutter til at underskrive en kontrakt, der vil give Hutters kone, Ellen (Lily-Rose Depp), væk til greven. Og så er Orlok en vampyr. Snart er Orlok på vej til Thomas og Ellens hjemby, Wisborg i et gotisk, 1800-tals Tyskland, og med sig bringer han alverdens plager.
En fællesnævner for Eggers’ film er, at de alle bærer præg af en så detaljeret og omhyggelig tilgang til genskabelse af den historiske periode, de finder sted i, at man må misse med øjnene for at være sikker på, at filmen ikke er et levn – et tabt dokument – fra fortiden. Her er Nosferatu ingen undtagelse. Alt fra filmens produktionsdesign og kameraføring til måden, karaktererne taler på, bidrager til en helt utrolig genskabelse af 1830’ernes Tyskland. Nosferatu lader os dele periodens overtro og frygt – eller sådan føles det i alt fald.
Alt ros skal dog ikke gå til håndværket bag kameraet. Hele castet leverer pragtpræstationer. Hovedrolleindehaveren Lily-Rose Depp fungerer som filmens holdepunkt, og hendes skræk er aldrig andet end troværdig. Et andet højdepunkt er Willem Dafoe, der spiller en ekspert i det okkulte, men filmens største force må være Bill Skarsgård i rollen som Grev Orlok. Skarsgaards stemme er så forvrænget, rå og brutal, at den er kilde til det meste af filmens uhygge. Det er i sandhed imponerende.
Filmens første akt er en smule langsommelig, og selvom skuespillet er suverænt, formår ingen af filmens karakterer for alvor at vinde publikums hjerter. Til gengæld tager fortællingen fart i filmens sidste to tredjedele. Jo længere vi bringes ind i universet, jo mere besværligt bliver det at undgå at lade sig påvirke af filmens ubehagelige atmosfære. Nosferatu er en så effektiv gyser, at den ikke behøver jumpscares eller andre konventionelle gys. Og filmens sidste minutter leder til spørgsmålet: Har Robert Eggers mestret slutscenens kunst? Tankerne ledes blandt andet tilbage til Amleths drømmeagtige og storslåede ridt mod Valhal i The Northman. I Nosferatu er det ligeledes en udfordring at undgå gåsehuden efter sidste scene.
Med Nosferatu er Robert Eggers tilbage i topform. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan kalde det ’topform,’ når alle film, han hidtil har instrueret, har været fra allerhøjeste kvalitetsskuffe. Eggers’ film skubber til filmmediets grænser. Hvis han endnu ikke har ramt sin topform, bør vi alle glæde os.
Kommentarer