Af Nikolaj Boesby Skou
No Time To Die er en milepæl i historien om verdens mest berømte spion: Ian Flemings James Bond. Det er film nummer 25 i rækken om Agent 007, men samtidig er det også femte og sidste gang den populære Daniel Craig får licens til at dræbe. På den måde markerer filmen slutningen på en æra, men samtidigt kan man også se tegningerne til, hvordan Bond-karakteren skal formes fremover.
Filmens fabelagtige indledning sætter forventningerne tårnhøjt med en næsten gyseragtig back story, der først giver en lov til at puste stakåndet ud, når de smukke vinterbilleder afløses af titelsekvensen. Senere starter den rigtige historie i en lille pittoresk italiensk by, hvor James Bond (Daniel Craig) tydeligvis nyder sit otium og sin partners, psykoterapeuten Madeleine Swann (Léa Seydoux), selskab. De to turtelduer bliver selvfølgelig afbrudt af syndikatet Spectre, der endnu engang forsøger at få skovlen under Bond – denne gang ved at få ham til at tvivle på den person, han holder allermest kær i verden; Madeleine.
Tvivlen, og den efterfølgende skuffelse, kunne have været en stærk motor i actionbraget, der fører agenterne på jagt efter et dødsbringende, og potentielt masseødelæggende, DNA-våben skabt af doktor Obruchev (David Dencik), som nødigt skulle falde i de forkerte hænder. Men når det en sjælden gang lykkes James Bond at trække vejret mellem de heftige og velkoreograferede kampscener, fyldes pauserne ud med jokes, så man aldrig får tomrummet til at mærke, hvad der er på spil, og hvor ondt det gør på ham.
Tonen i No Time To Die er lystig, og der er masser af jokes, som rammer plet, men det er som om, at instruktør Cary Joji Fukunaga er nervøs for at gøre James Bond for sårbar eller forknyttet. Det kan undre en, for Fukunaga er ellers kendt for sin gritty stil i hits som True Detective (2014-2019) og Sin Nombre (2009), og derfor burde han være et perfekt match med Craig, der hyldes for sine hardcore fortolkninger af agenten.
I stedet virker James Bond til at være lidt forvirret og har svært ved at finde sin plads i den moderne samtid, hvor fjendebilledet ikke er så manikæisk, som da karakteren blev opfundet. I stedet for koldkrigshistorier mellem supermagter er det i dag flygtninge ved Europas grænser, Talibans magtovertagelse i Afghanistan, kinesiske cyberangreb for slet ikke at tale om den voksende polarisering internt i vesten, der præger nyhedsbilledet – problemstillinger, hvor det er svært lige præcis at se en James Bond-type gå ind og vende situationen, og det præger også filmens hovedskurk Lyutsifer Safin, der spilles af Rami Malek.
Safin er drevet af et hævnmotiv for at råde bod på, at Madeleines far slog hans familie ihjel, men samtidigt vil han også sælge det stjålne DNA-våben til højstbydende. Bond reduceres til blot at være en vej ind til Madeleine for Safin, og på den måde sætter No Time To Die spørgsmålstegn til, hvem dens egentlige hovedkarakter er. Den centrale konflikt og trussel ligger mellem Safin og Madeleine, og det udfordrer hierarkiet, hvor 007 sidder på tronen. Årsagen er formentlig, at man forsøger at nuancere birollerne for at gøre filmen mere salgbar til flere og yngre målgrupper, men resultatet bliver, at man mister noget af Bond-filmenes aura.
Den yngre målgruppes heltinde, Billie Eilish, leverer desuden en fremragende titelsang, men den traditionsrige introsekvens får et lidt mudret udtryk, fordi de grafiske elementer mildt sagt er usammenhængende. Det er desværre symptomatisk for filmen, der viser meget højt topniveau med smukke og innovative actionscener, men har svært ved at modernisere sin ikoniske hovedkarakter uden at miste hjertet i serien.
Kommentarer