CPH:DOX løber af stablen mellem d. 23. marts og d. 3. april. Et kurateret udvalg af film er desuden tilgængelige online indtil d. 10.
Af Sidsel Minuva
Du sidder ansigt til ansigt med en ældre herre i en gammel robåd. Hans navn er Josef (Jens Jørn Spottag), og sammen sejler I ikke over noget brusende hav – I begiver jer gennem hans minder.
Josef flygtede nemlig fra Danmark til Sverige for at undslippe nazisterne i 1943. Nu fortæller han historien til dig i instruktør David Adlers virtual reality-film, Nattens Ende. Adler og resten af holdet bag filmen har stykket bidder af virkelige hændelser sammen til en fortælling om denne gamle mand, der reflekterer over sin kamp for at undgå døden.
I forbindelse med DOX har man således muligheden for at spænde et par VR-briller på hovedet i de helt rette omgivelser – nemlig en ægte robåd på Dansk Jødisk Museum.
Der er ingen vej uden om, at VR er et medie i rivende udvikling, som stadigvæk har en del børnesygdomme. Holdet bag Nattens Ende benytter bevidst det letteste head set på markedet, men det er stadigvæk tungt. Undervejs slipper man aldrig helt fornemmelsen af, at man skal passe på brillens store ledning, og almindelige bivirkninger inkluderer hovedpine og søsyge.
Undertegnede måtte konsekvent skubbe brillen op ad næseryggen, så billedet stod helt skarpt. Alternativet var, at brillen skulle spændes så stramt ind, at hovedpine blev en garanti.
Alligevel formår Nattens Ende at slå benene fuldstændig væk under dens seer.
For at vække fortællingen til live har holdet genskabt København virtuelt, og de arbejder kyndigt inden for den digitale gengivelses grænser. Omgivelser og sanseindtryk er fragmenterede, præcis som Josefs minder – bygninger ligner nærmest, at de er blevet bombet, og kun ruiner står tilbage.
Man undgår at skulle afbilde København i ekstremt høj kvalitet i 3D og får samtidig filmens æstetik til nøjagtig at afspejle dens fortælling. Så er det en særdeles lækker bonus at kunne bevæge sig rundt og observere verden omkring sig i VR.
Det gør det ekstra virkelighedsnært, at man sidder i en træbåd og oplever filmen. Den taktile detalje skaber en endnu højere grad af indlevelse, end hvis man sad i et blødt biografsæde.
Sidder man på så usædvanlig vis ansigt til ansigt med en skuespiller, der ser én direkte i øjnene, så kræver det en kraftpræstation af den anden verden. Og det er præcis det, Jens Jørn Spottag leverer i rollen som Josef.
Han fører behændigt seeren igennem hele historien, der er klippet til at ligne et one-take, og udfolder alle Josefs nuancer og følelser for øjnene af én. Man kommer helt tæt på hans anger og den angst, hans minder frembringer.
Det er så effektivt, at man flere gange får lyst til at række ud efter ham, lægge en hånd på hans knæ og trøste ham. På trods af brillernes vægt glemmer man næsten, at han ikke i virkeligheden sidder lige foran en.
Nattens Ende viser, hvad VR-film og -fortællinger er i stand til. Man kan kun håbe, at det er et tegn på, hvad fremtiden indeholder, for hvis dette er standarden, så har vi nogle fabelagtige filmoplevelser i vente.
Kommentarer