Af Cecilie Hannah Paludan Lütken
Hvad sker der, når man blander moderskab, adoption, kærlighed, moralske dilemmaer og mange svære følelser? Man får det rørende drama Når det bliver morgen, der blev udtaget som det japanske Oscar-bidrag i 2020. Den japanske instruktør og firedobbelte Cannes-vinder Naomi Kawase er tilbage med en film, der bedst kan beskrives som en intens og følelsesladet filmoplevelse.
Efter en række mislykkede forsøg på at blive gravid, lykkes det parret Satoko (Hiromi Nagasaku) og Kiyokazu Kurihara (Arata Iura) at adoptere den lille dreng Asato (Reo Satō). Hans biologiske mor opgav ham til non-profit organisationen Baby Baton, hvis mission er at matche barnløse par med mødre, som ikke ønsker barnet, eller som ikke selv kan tage vare på det.
Men glæden knuses brat seks år senere, da Asatos biologiske mor dukker op for at få sin søn tilbage. Der udspiller sig et drama fyldt med følelser i klemme, hvor flashbacks er med til at give kontekst til det dilemma, begge mødre befinder sig i.
Når det bliver morgen skildrer på rørende vis, hvor barsk adoptionsprocessen kan være; både for dem, som adopterer, men også for dem, som må opgive deres barn. Aju Makita giver en overbevisende præstation i rollen som den unge gravide Hikari, der kæmper en hård kamp for at komme videre i sit liv efter at have bortadopteret sit barn. Tilbageblikkene til hendes ungdom og første forelskelse, der ledte til den uplanlagte graviditet, er med til at give en fornemmelse af, hvor stor betydning barnet egentlig har for Hikari, og særligt hvad moderskabet kommer til at betyde for hende.
Filmen taler til tilskuernes følelser gennem temaet om moderskab; fra hverdagens udfordringer, som Satoko oplever med Asato, der oplever problemer i børnehaven, til det savn der opstår, når man har givet afkald på en del af sig selv. Særligt fordelingen mellem nutid og datid er med til at understøtte dette, og samtidig er de med til at give en ekstra dimension til filmen og den historie, den prøver at fortælle. Det er denne kontrast, som sætter tilskueren i et svært dilemma, hvor følelserne og sympatien – for begge parter – er til at føle.
Naomi Kawase gør hyppigt brug af håndholdt kamera, hvilket giver filmen en dokumentarisk fornemmelse, der gør filmoplevelsen mere intens og intim. Det bliver understøttet af mange små stemningsklip, hvor alt fra tætte nærskud af bladene på træerne i naturen til nærmest panorama-agtige billeder af Japans pulserende storbyer er med til at binde scenerne sammen. Dog bliver de utallige brud i fortællingen en smule forstyrrende, da de også er med til at tage fokus fra den egentlige historie.
Kawases stærke visuelle og lydmæssige stil spiller nærmest sin egen rolle i filmen. Særligt sollyset, specielt når det falder på Satoko og Kiyokazu, efter de har underskrevet adoptionspapirerne, og da solens stråler oplyser Hikari, der kigger ud over byen, mens hendes hånd ligger trygt på sin mave. Det er netop i disse øjeblikke, at lyden af havet og vinden blandet med den instrumentale melodi rammer ens følelser og viser, hvor stor en rolle elementerne udenom historien spiller for filmen.
Når det bliver morgen er en fortælling om stærke og svære følelser, om adoption, moderskab, kærlighed og moralske dilemmaer, der med sin visuelle historieformidling og stærke skuespilpræstationer efterlader en rørt og eftertænksom om livet som mor, og betydningen af netop dette.
Kommentarer