Af Rikke Hesselvang
Gåsehud, jumpscares, spænding. Alle tre er vigtige dele af opskriften på en god gyserfilm og er man vild med gys, er de både forventet og ønsket. Det kan nemlig føles tomt at forlade en biografsal efter at have set en gyserfilm, uden at have oplevet i hvert fald én disse elementer, men det er desværre denne tomhed, man sidder tilbage med i sædet, efter at have set den nye danske gyserfilm ”Mulm”.
Filmen, som er baseret på den prisvindene gyserroman af samme navn, centrerer omkring Jacob (Jens Sætter-Lassen), hvis kone, Maja (Julie Christiansen), er blevet indlagt på den psykiatriske afdeling med en svær depression. Dette efterlader Jacob alene med parrets søn, Johannes (Louis Trinskjær), som får en usynlig ven, med hvem han bygger stenformationer. Det bliver dog hurtigt klart, at denne usynlige ven ikke er så usynlig igen, da dens onde hensigter over for familien viser sig og langsomt begynder at blive parasitær overfor Jacob og Johannes.
Filmens start fremstår kaotisk. Jacob sidder midt i en psykolog-session, hvor han detaljeret beskriver de oplevelser, han og Johannes har været igennem. Men tempoet er forhastet, og der sker alt for hyppige skift mellem kameravinklerne fra Jacob til psykologen. Det skulle muligvis virke tilsigtet for at skabe en følelse af uforudsigelighed og dermed varsle publikum på filmens kommende overraskelser, men det har den omvendte effekt. Psykologisessionen fungerer samtidig som filmens narrative omdrejningspunkt og nutidsramme, hvor Jacobs fortælling til psykologen præsenteres gennem flashbacks, der illustrerer de beskrevne hændelser.
Men disse flashbackscener mislykkes desværre også i deres intention, da de alle lider under samme problem: de tilføjer kun lidt variation og bliver hurtigt repetitive. Herudover skrider filmens handling og plotudvikling frem i et ekstremt langsomt tempo, hvilket gør fortællingen ensformig, forudsigelig og monoton. Mange scener virker desuden overflødige og kunne med fordel være udeladt, da de ikke bidrager til historiens overordnede præmis. Mulm kunne have været en kortfilm.
Apropos kort, er der desværre ikke meget at fremhæve ved skuespillernes præstationer. Deres indsats formår ikke at levere noget bemærkelsesværdigt og fremstår ofte staccato i deres udtryk på det store lærred. Selvom det er tydeligt, at der er mange følelser involveret i karakterernes handlinger, virker præstationerne amatøragtige.
Selvom Mulm ikke fungerer optimalt som gyserfilm, gemmer den alligevel nogle dybere tematiske lag. Filmens omdrejningspunkt kredser om psykiske lidelser, særligt depression, og hvordan det kan overtage ens liv og samtidig påvirke ens nærmeste relationer. Det lykkedes filmen godt med. Den skildrer dette følsomme emne med en sårbarhed gennem den opbyggende spænding mellem familiemedlemmerne.
Mulm havde potentiale til at diske op med gåsehud, jumpscare og spænding, men filmen taber tråden, før den overhovedet kan få fat. Den er forudsigelig og flad, og filmen sidder fast i en stilstand, den aldrig rigtig slipper fri af. Gys indeholder den ikke, men hvis man ser bort fra den haltende gyserindpakning og fokuserer på fortællingens kerne – de rå og virkelige følelser omkring psykisk sygdom og familiens kamp for at holde sammen – så gemmer der sig en fortælling, der faktisk kan vække en eftertanke. Men det eneste, der for alvor skræmmer ved filmen, er, hvad filmen kunne have været, men aldrig blev. Man skulle have holdt sig til bogen.
Kommentarer