Af Joakim Søgaard
Det hviderussiske militær hjemsøges stadig af disciplinerende metoder, der stammer fra Sovjetunionens tid og beror sig på hierarki og vold soldaterne imellem. Et system, der går under navnet ’dedovshcina’, hvor junior-aspiranter udsættes for psykisk- og fysisk vold samt ydmygelser af de ældre soldater. I flere tilfælde til en sådan grad, at det har haft dødelige konsekvenser.
Motherland følger blandt andre Svetlana, en mor hvis søn har været udsat for denne forfærdelige skæbne. Militæret har affejet sønnens død som selvmord, men ved inspektion af hans forslåede krop i lighuset, hersker der ingen tvivl. Svetlana kæmper derfor indædt for at få de skyldige dømt, mens hun rejser rundt i landet og indhenter vidneudsagn fra familier i samme situation.
Sideløbende får vi fortalt historien om den unge Nikita, der går til rave-fester og hænger ud med vennerne ved nedlagte industriområder, mens han afventer, at det bliver sin tur til at aftjene den obligatoriske værnepligt. På en bakketop med udsigt over byen sidder han med to venner, der foreslår, hvordan han kan brække en arm eller ”pull at nutcase”, som de kalder det, for at undgå militæret – lidt i spøg, men også lidt i alvor, fornemmer man.
Det er hård kost. Man oplever, hvordan militæret kan fungere som et ekkokammer til hjernevask af de unge mænd, hvilket bliver tydeligt i en særligt velfungerende del, hvor man hører oplæsningen af en række breve sendt fra en rekrut til sin mor. Oplæseren er den ene instruktør, Alexander Mihalkovich, og brevene stammer fra hans egen tjenesteperiode for over ti år siden. Der er en brutal eftertænksomhed i Mihalkovichs breve, når han beretter om, hvordan den fysiske vold langsomt gør ham følelseskold, som får det til at løbe én koldt ned ad ryggen. Den følelse bliver blot forstærket af lyddesignet, der med en tung bas varsler om endnu mere grusomhed i vente.
Motherland indgyder generelt ikke meget håb for fremtiden i det totalitære styre. Dog er det ikke kun indenfor militærets lukkede kredse, at man kæmper med sovjettidens spøgelser. Vi ser faldefærdige reklameskilte, der prædiker fædrelandskærlighed, styrke og sammenhold, men deres nedslidte tilstand står som en fysisk manifestation af budskabernes falskhed.
Forståeligt nok ønsker instruktørerne, Alexander Mihalkovich og Hanna Badziaka, at indfange de mange aspekter af undertrykkelse, som foregår i deres hjemland. Det resulterer dog i, at filmen stikker i mange retninger, og undervejs kommer vi også til at følge Nikitas venner under demonstrationer samt ofre, der udsættes for politivold. På ingen måde uvigtige emner, men det fjerner alligevel fokus fra hovedhistorien.
Det er stærkest, når filmen stiller sig i øjenhøjde med de hviderussiske unge, der som nationens fremtid er dem, der rammes hårdest af det faktum, at intet lader til at ændre sig, og der er ikke noget, de kan gøre ved det.
Motherland er en ekstremt vigtig film, og selvom den til tider bliver for ambitiøs i sit omfang, er det svært ikke at anerkende det store mod, det har krævet fra alle medvirkende at fortælle denne voldsomme historie, som magthaverne helst så fejet ind under gulvtæppet. Det er en film, der kaster lys over en nation, og ikke mindst en generation, fanget i mørke.
Kommentarer