Af Esben Hjortdal Andersen
Et let klaverstykke af Bach akkompagneret med trommende vestafrikansk folkemusik sætter tonen for instruktør Léonor Serrailles Palme d’Or-nominerede Mor og Søn – fortællingen om en lille familie, der er flyttet fra Elfenbenskysten til Frankrig og om de problemer, der følger med. En historie, der over tredive år viser en familie blive konstrueret såvel som dekonstrueret.
For deres nye liv i Frankrig er på ingen måde så gnidningsfrit som det smukt sammensatte soundtrack.
Filmen er delt op i tre akter. I første del følger man Rose (Annabelle Lengronne), og hvordan hun forsøger at etablere sig i et nyt land med sine to små drenge, Jean og Ernest (her Sidy Fofana, Milan Doucansi). Rose er en ægte livsnyder; hun danser natten lang og finder kærlighed hos mange, alt imens hun presser sine sønner til at klare sig perfekt i skolen.
I anden del af filmen bliver det netop tydeligt, hvordan Roses liv har påvirket både Jean og Ernest på hver sin måde. Omtrent ti år er gået og her lader Jean (her Stéphane Bak) til at være den eneste voksne i hjemmet. Han gør rent, laver mad og passer sin lillebror. Selvom det virker til, at der er personer i hans liv, der kan og vil hjælpe ham, ender han ofte alene med sin overbrusende frustration. Denne uforløste vrede går i takt med hans faldende deltagelse i studiet og hans stigende misbrug af rusmidler.
Selvom det er voldsomme tematikker, filmen tager op – såsom at gebærde sig i tilværelsen med en fragmenteret familie – er det for det meste en afdæmpet affære. Man følger de tre karakterer i mange forskellige sociale situationer, der giver seeren plads til at fornemme deres indre uro.
De mange skift i omgivelser og sociale situationer mærkes i filmens klipning. Den abrupte klippestil viser familiens bratte skift i tilværelsen, og der klippes nådesløst fra den ene situation til den anden.
Man ender med en fornemmelse af, at man aldrig når at lære hverken karakterer eller steder at kende. Hvilket må være præcis den fornemmelse, både Jean og Ernest oplever. Selvom klipningen kan virke skadelig for plottets fremadskriden, giver det samtidig filmen en naturlig udvikling.
Jean går i sin mors fodspor. Ved at feste, som hun gjorde, hengiver Jean sig til den buldrende franske techno. Barfodet og beruset bader han i pulserende beats og lader sig oversvømme af alkoholens og cannabissens tåger. Netop disse scener fremviser også Annabelle Lengronne og Stéphane Baks overbevisende skuespilspræstationer. Begge danser med deres sjæl på en måde, så man som seer fornemmer den kompleksitet, der ligger under beruselsen.
Det, at fremstille et forløb over tredive år på knap to timer, kan ofte forekomme overfladisk. Mor og Søn formår dog at løse det ret fornemt. På grund af blandingen med den abrupte klipning og filmens ro har man på én gang en følelse af, at nogle af tematikkerne er uforløste, alt imens det giver mening, at de er det.
I sidste tredjedel følger man Ernests teenage- og voksenliv (her henholdsvis Kenzo Sambin og Ahmed Sylla). Han virker også tynget, men gebærder sig andeledes i tilværelsen. Han bliver et symbol på filmens overordnede væsen; Ernest udtrykker den samme ydre ro som filmen – og præcis ligesom i filmen er der en uro, der ulmer under overfladen på ham.
Mor og Søn er en dragende fortælling, der skildrer hvor skrøbelig tilværelsen kan være, og hvor kort æblet kan falde fra stammen selv på hvidt forskellige måder.
Kommentarer