Af Joakim Søgaard
Hvem eller hvad var David Bowie? En kunstnerisk kamæleon, en menneskelig naturkraft eller et væsen fra det ydre rum?
Det spørgsmål blev stillet gennem hele hans karriere. Som mennesker har vi en enorm trang til at sætte ting i kasser, så vi nemmere kan forstå dem. Vi længes efter at kende menneskene bag de mytiske idoler, der virker til at eksistere i en helt anden verden. Måske derfor er biopics, som Bohemian Rhapsody (2018), i disse dage en sikker garant for succes.
Men intet er gratis, og prisen for at komme tæt på kan være et tab af den magi, der i første omgang fascinerede os. ”Don’t meet your heroes” gælder også i overført betydning. Derfor kan man glæde sig over, at Brett Morgens dokumentarfilm, Moonage Daydream, heller ikke er ude på at afmystificere David Bowie – tværtimod.
Filmen er lavet med velsignelse fra Bowies pårørende (David Bowie Estate) og indeholder derfor hidtil uset materiale fra hans private arkiver. Der er ingen `talking heads´, som sidder i deres dagligstuer og fortæller, hvem han var. Det er arkivmaterialet, der fortæller. Bowies egne ord.
Fremfor en fuldkommen lineær gennemgang fra fødsel til død, giver filmen et abstrakt portræt af den elskede rockstjerne. Den dykker ned i forskellige temaer af karrieren. Eksempelvis Bowies flydende tilgang til identitet og seksualitet. Blot ét aspekt, hvor han var forud for sin tid.
For Bowie kunne aldrig sættes i en kasse. Hans identitet var flydende, og gennem karrieren påtog han sig konstant nye personaer som Ziggy Stardust eller The Thin White Duke.
Og i Bowies ånd leger Moonage Daydream også med sin identitet som musikdokumentar. Der er selvfølgelig det klassiske arkivmateriale med interviews, private optagelser, musikvideoer osv. Mere unikt er dog brugen af kunsthistorie. Alt fra billedkunstens ekspressionistiske hovedværker til film som Dr. Caligaris Kabinet (1920) og Metropolis (1927) optræder i filmen.
Sammenklipningen af materialet er et værk i sig selv. En pulserende visuel og sonisk oplevelse, som bombarderer ens sanser – på den bedste måde. Det er neonlys, farvestrålende make-up og rock’n’roll. Det hele samles til en tempofyldt og levende kollage over Bowies halvtredsårige virke, ikke blot som musiker, men som kunstnerisk sjæl.
Hans personlige forhold til familie og venner er mestendels reduceret til en fodnote i fortællingen. Det er tydeligt, at kunsten og kunstneren er i fokus. Derfor føles det også meningsfyldt, at Bowies interesse for skulpturer, film og malerkunst, samt hans mange inspirationskilder, spiller en essentiel rolle i portrættet.
Hen mod slutningen virker Brett Morgen for betaget af Bowie til at sige farvel. Men hvem kan egentlig bebrejde ham?
For Bowie er fantastisk selskab, og Moonage Daydream er et af de bedste portrætter af en musiker, jeg længe har set. Den rammer plet i forhold til den nysgerrighed på livet, der gjorde Bowie så fascinerende og bibeholder samtidig mystikken.
Måske var han ikke fra denne planet. Moonage Daydream efterlader i hvert fald en stor ærgrelse hos mig over, at jeg aldrig nåede at se ham, mens han var her.
Kommentarer