[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Adam Ambus Madslund
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Efter at have bevist sit værd som både skuespiller og instruktør af talefilm med Diktatoren (1940), skulle der gå hele syv år, før Charles Chaplin havde premiere på en ny spillefilm. Men tidligere tiders popularitet var langt væk. Monsieur Verdoux (1947) floppede i både USA og Danmark og har slet ikke samme kulturhistoriske pondus, som mange af Chaplins andre film. Det er en skam, da den kvalitetsmæssigt er på højde med Chaplins bedste. Derfor medbringer denne flotte, nyrestaurerede udgave en oplagt mulighed for at se en knapt så kendt film fra en af verdens mest legendariske filmskabere.
Som udgangspunkt er plottet meget mere dystert, end man ellers har set i Chaplins film. Chaplin spiller Henri Verdoux, der på overfladen er en gentleman med kone og barn. Under overfladen er historien dog en helt anden, for Verdoux lever af at rejse rundt, forføre og gifte sig med ældre kvinder, for så at myrde dem og stjæle deres formue. Filmen følger Verdoux’ forhold til en række forskellige kvinder, mens politiet forgæves forsøger at få stoppet ham.
Der er meget langt fra Chaplins elskede og godhjertede vagabond til den kalkulerede Henri Verdoux. Var man nogensinde i tvivl, er dette et bevis på, hvor dygtig en skuespiller Chaplin var – også med lyd. Verdoux begår forfærdelige handlinger, men det lader til, at han har overbevist sig selv om, at det er den eneste måde, han kan overleve på. Hele hans gentleman-persona virker derfor som en facade, ikke blot over for de kvinder han bedrager, men også hans egen familie og, ikke mindst, ham selv. For facaden brydes næsten aldrig, selv ikke når han er alene. De små øjeblikke, hvor panikken melder sig, står derfor ekstra stærkt, netop fordi det ofte bare er et flakkende blik fremprovokeret af en ringende dørklokke – for det kunne jo være politiet. Verdoux’ kompleksitet gør ham derfor til et meget dragende bekendtskab, netop fordi han ikke fremstilles som værende 100% ond.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Monsieur Verdoux[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
1947[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Charles Chaplin[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]På trods af det dystre indhold, er filmen dog først og fremmest en komedie, hvor Chaplins slapstick-komik, som han perfektionerede med sine mange stumfilm, stadig kommer til udtryk, dog ofte med en mere makaber undertone. Det gør sig f.eks. gældende i en scene, hvor Verdoux skal giftes, men en af hans mange andre koner dukker uanmeldt op til brylluppet. Han skal så forsøge at gemme sig, da planen jo er at myrde dem begge.
Samtidig er der også plads til det mere eftertænksomme. En scene skiller sig især ud i denne henseende. Verdoux har taget en ung, hjemløs kvinde med sig hjem, for at teste en ny type gift på hende. Hendes syn på verden, og omstændigheder der minder om Verdoux’ eget liv, får ham dog på andre tanker. Det er ualmindeligt velspillet af både Chaplin og især den stort set ukendte Marilyn Nash, der kun var med i én anden film. Denne scene alene gør filmen værd at se. Skal der sættes en finger på noget, er det, at filmen simpelthen er for lang og trækker i langdrag enkelte steder, specielt i den midterste del. Men det er et lille problem i en ellers virkelig god film.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer