Af Jacob Pedersen
Ved genforeningsfesten for en gymnasieårgang bliver den tilbageholdende og nu ædrulagte alkoholiker Sylvia (Jessica Chastain) forfulgt på hjemvejen af den forvirrede Saul (Peter Sarsgaard). Det er det første møde mellem de isolerede sjæle, der begge kæmper for en struktureret hverdag.
Sauls optrappende demens retfærdiggør hans forfølgelse af Sylvia, og da Sylvia bliver tilbudt et lukrativt sidejob med at passe Saul, takker hun ja. Her indledes langsomt, trygt og kærligt en smuk relation mellem den soignerede, fortabte Saul og den støvede men betænksomme Sylvia. To sjæle, hvis skæbner har lidt under uskyldens manglende omsorg.
Jessica Chastain indkapsler på smukkeste vis en kæmpende kvinde, hvis fortid er så dybt forankret i hendes nuværende liv. I en konstant veksling mellem forrådnelse og selvstændighed jonglerer Chastain med flere emotionelle kompleksiteter simultant.
Sylvia og Sauls relation er en ”minus gange minus gir’ plus”, og sammen finder de langsomt eksistensberettigelse i deres ellers så isolerede tilværelser. Historien er yndelig, smuk gribende og hjertevarm på bedste vis, selvom der undervejs gøres gruopvækkende opdagelser.
Den yndige og fine historie lider under et filmsprog, der i høj grad minder om den af Ruben Östlund (The Square, Triangle of Sadness), som muligvis ikke egner sig til historiens kerne. Mexicanske instruktør Michel Franco gør et hæderligt forsøg på at holde indstillingerne lange og komponere med fokus på dybde, kompositioner og livlige indstillinger.
Problemet er at han formegentlig ikke har haft 30-35 takes, som mere eller mindre er et ’Östlundsk’ varemærke, men nærmere 3-5 takes, og det mærkes. Den eller de karakterer, som ikke fører ordet, står ofte og vakler i hjørnet, mimer noget irrelevant eller går meget konsekvent i det bevægelsesrum, som er stillet dem til rådighed.
Der mangler en indlevelse, der mangler en neutralitet, hver gang Franco forsøger sig med en indstilling, der skal hvile i et par minutters tid. Jessica Chastain er iøjnefaldende, for hun stikker ud som en af de få, hvis skuespil faktisk er troværdigt og naturligt.
Når man først er blevet bevidst om dette, er det meget svært at lægge bag sig. Specielt i en af filmens store familiære konfrontationer, hvor alle kort skal på bordet og konflikten skal udredes. Her bryder Chastain ud i gråd, i en meget sentimental scene, men fokus er ikke på hende, for både stor og distraherende i frame står hendes søster Olivia (Merritt Wever) og tripper lidt med armene frem og tilbage.
Det føles malplaceret og følelsesmæssigt distanceret. I en film, der kræver nærhed, forståelse og intimitet, afspejler filmsproget alt andet end netop det, og den ellers så følelsesrige kærlighedshistorie bliver tabt på gulvet.
Filmens insisteren på et hvilende kamera fungerer kun, når Sylvia og Saul er alene sammen, og tidens realistiske tilstedeværelse brygger en emotionel forbindelse til det umage par. Især ved deres (mindre spoiler) første kys er det ikke kun vellykket, men særdeles fremragende. Længslen har lagt sig, vinden i de lyserøde blomster spirer kærligheden ud i publikum og endeligt findes der fred. Franco skal ikke høre for at kopiere eller plagiere, men der er helt grundlæggende valgt et fjernt og ineffektivt filmsprog i forhold til filmens ellers så fremragende potentiale.
’Memory’ er en prekær filmoplevelse, hvor den følelsesmæssige respons udebliver selvom, man selv virkelig gerne vil. Man kan aldrig bede seeren om at insistere på ens emotionalitet, og derfor efterlader ’Memory’ seeren med en skuffende følelse.
Kommentarer