Af Emilia Tusindfryd Bechraki
Der findes en teori om, at et rum hjemsøges af den sidste aktivitet, der fandt sted, inden et menneske afgik ved døden. Væggene, loftet, gulvet og møblerne opsuger og ekkoer fortidens aktiviteter årevis efter, personen er gået bort. Sådan føles det at se Maria.
Filmen undersøger den verdensberømte operasangerinde Maria Callas’ liv og sidste dage inden hendes død i Paris 1977, og er instruktør Pablo Larraíns tredje led i en portræt-trilogi om stærke kvinder – de andre er Jackie (2016) og Spencer (2021).
Maria (Angelina Jolie) er trådt væk fra rampelyset. De glamourøse operasale er skiftet ud med hendes eget køkken. Det tårevædede, højkulturelle publikum er skiftet ud med hendes husholderske Bruna (Alba Rohrwacher). Hendes butler Ferruccio (Pierfrancesco Favino) knækker snart ryggen over atter at skulle finde den perfekte plads til flygelet, og han undrer sig over, om Marias kommende tv-interview er ægte eller endnu en af hendes hallucinationer.
Interviewet er ledt af Mandrax (Kodi Smit-McPhee), samme navn som de piller, Maria efterhånden selvmedicinerer med. Interviewet er desuden startskuddet til en refleksion over hendes liv: det, hun var engang, og det, hun står tilbage med nu – som hendes stemme, der ikke længere tilhører La Callas, men blot Maria.
I Maria er Callas’ og Jolies stemmer blevet forenet, både på imponerende teknisk vis, når Maria synger, og i selve karakteren. Angelina Jolie har en tydelig og enorm respekt for Marias nuancer: en opera-dronning, der prøver at holde hovedet højt, selvom livets smerter bryder frem.
Filmen stråler af veludførte kulisser og kostumer, der bringer publikum tilbage til 70’ernes glamourøse Paris med farverige biler og stort hår. Kameraarbejdet iscenesætter Marias ekstravagante lejlighed og de parisiske gaders monumentale byggerier. I billedet er Maria lillebitte, og hun overrumples nærmest af sine storslåede omgivelser. I nærbillederne mærker vi hendes forpinthed over ikke at være lige så stor, som hun var engang, i forsøget på at finde sig selv i sin nye tilværelse.
Ved at fokusere på få af Marias dage frem for hele hendes liv åbner Larraín op for en fordybelse, der sætter spotlight på Marias person. Der er plads til hendes varme relation til de to ansatte, der dybest set agerer som en slags familie. Musikalske hallucinationer viser hendes fortsatte kærlighed til musikken, selvom hun ikke længere er efterspurgt, og kalenderen står tom. Dagene ligner hinanden, og Maria kæmper for at synge, som hun plejede.
Smerterne i nutiden blandes med minder om smerter fra fortiden, og på trods af glimt af lykke og livlige stunder med Bruna og Ferruccio, så gør det mest bare ondt. Maria tager ét skridt frem og tre tilbage, og det samme gør filmen. Den ægte Callas levede et hårdt liv, men hun havde også en grandios gennemslagskraft. Den styrke savner man. I filmen fremstår hun virkelighedsfjern, imens Bruna og Ferruccio kigger på hinanden, som om de er de eneste fornuftige mennesker til stede.
Man savner også at mærke Marias oprigtige glæde. Et af hendes fremskridt er, at hun synger fra hjertet, men her får man ikke lov til at opleve hendes egen stolthed, da momentet foregår på afstand og straks bliver efterfulgt af en tragedie. I filmens anden halvdel har man ikke længere kun sympati for alt det, Maria har været igennem, men også for, at hendes smerte bliver vist igen og igen og igen. Man får ondt af, at det er denne smerte, filmen ekkoer efter hendes død.
Maria er en stemningsfuld fortælling mættet af følelser og en omfavnende skuespilpræstation fra Angelina Jolie. Filmen har gode intentioner, men portrættet af Maria Callas tynges af en ærgerlig overvægt af hendes livs mange nedture.
Kommentarer