Anmeldelse
MANK: Finchers filmnørderi savner formål og drama

Af Gustav Stubbe Arndal

Hvis der er én ting, man ikke kan anklage Mank for, så er det at gå efter det brede publikum. David Finchers Netflix-produktion er dybt nørdet omkring sit emne – en kontrovers om en filmklassikers forfatterskab – og spilder ikke tiden på at holde dig i hånden og introducere hvert element med tålmodighed.

Nævnte filmklassiker er den legendariske Citizen Kane (1941). Vi følger manuskript-veteranen Herman J. ”Mank” Mankiewicz (Gary Oldman), der, efter at blive smidt ud af MGM og såret i en trafikulykke, får til opgave at lægge manuskript til den unge, talentfulde outsider-auteur Orson Welles’ (Tom Burke) nye projekt. Welles har fået frie tøjler og et godt budget, og Mank skriver sit livs værk imellem druktur efter druktur, mens han tænker tilbage på de oplevelser, der gav inspiration til fortællingen.

Blandt de større inspirationer er bekendtskabet med William Randolph Hearst (Charles Dance), den berygtede avisudgiver og forretningsmand, som Kane-karakteren var en åbenlys kopi af, og hans betydeligt yngre partner, skuespillerinden Marion Davies (Amanda Seyfried), som Mank udvikler et flirtende venskab med på MGM’s sets i løbet af 30’erne.

Filmens mange flashbacks er også spækkede med små referencer og cameos, fra Hermans lillebror Joseph (Tom Pelphrey), der senere ville instruere klassikere som All About Eve (1950), til Louis B. Mayer (Arliss Howard), det tredje initial i MGM.

Gary Oldman leverer en lunken charme, der sammen med et næsten lidt for smart manuskript gør Mank til en herlig hovedperson at følge. Han har hjertet det rette sted, men tænker for kynisk til at følge det. Venstreorienteret nok til at beundre den socialistiske guvernørkandidat Upton Sinclair, men ikke nok til at forhindre Hearst og MGM i at fuldføre en effektiv propagandakampagne imod ham.

Hele castet rammer hvert beat med præcision, alt fra kostumer til scenografi er, som det skal være, og der er ingen mangel på stærk dialog og interessante detaljer…

Her kommer så det ”men”, selv den store Mankiewicz frygter at høre: filmen mangler dramatisk fremgang og formål. Og selvom Herman er sjov at følge, er han ikke en overbevisende hovedperson.

Der er jo ingen tvivl om, at han når sin deadline og skriver, hvad der ofte anses som den bedste film nogensinde. Welles har lavet den; vi har set den. Idéen bag Mank, som Finchers afdøde far arbejdede på i en længere periode, stammede fra spørgsmålet om Citizen Kanes forfatterskab, men kappestriden mellem Welles og Mankiewicz bliver næsten en mindre detalje.

Hermans skriveri fremstilles som en slags personlig frelse fra hans politiske medansvarlighed; en bro, der endelig bliver brændt, så han kan være mere ærlig over for sig selv, selvom han også mister venskaber og forbindelser i processen. Men kampen for den 43-årige alkoholikers sjæl er ikke medrivende nok til at bære værket i mål.

Filmens tekniske præstationer er bestemt interessante. Dens lyd er kunstigt nedgraderet og dens billeder givet ekstra gryn og tekstur for at efterligne 40’ernes filmteknik. Men David Finchers notoriske omhyggelighed og kærlighed for digitale touch-ups fjerner meget af den tekstur og stil, de teknikker tilføjer.

Det ville være tragisk og ironisk at konstatere, at materialet bare ikke passer instruktøren, for Mank er tydeligvis et personligt værk for Fincher – drømmeprojektet på toppen af hylden, som han selv har udtrykt det. Man kan mærke passionen og kærligheden fra en instruktør, der ellers foretrækker mørke afkroge og antihelte, men materialet er ikke stærkt nok til, at passionen smitter af.

Tja, de kan jo ikke alle sammen være Citizen Kane

Kommentarer