Af Gustav Stubbe Arndal
Hvordan filmatiserer man et liv? Eller en karriere, der spænder flere årtier og kaster en skygge over amerikanske komponister, konduktører og musicals den dag i dag? Det er utroligt nemt at kaste nettet bredt over et subjekt som Leonard Bernstein, og trods skønne billeder og godt skuespil overkommer Maestro ikke ”biopic”-genrens faldgruber.
Projektet begyndte med et manuskript fra Josh Singer og interesse fra både Martin Scorsese og Steven Spielberg, som for nylig filmatiserede Bernsteins mest kendte værk, West Side Story (2021). I sidste ende blev det dog Bradley Coopers værk – en Oscar-parat og auteur-drevet efterfølger til A Star is Born (2019). Iført imponerende troværdigt protese-makeup indtager han rollen som den homoseksuelle, jødiske, uforlignelige musiker i håb om at fortælle hans historie… og måske hive en statuette eller to ind.
Filmen begynder med det unge talents gennembrud omkring 1940’erne, hvor han også møder skuespillerinden Felicia Montaelegre (Carey Mulligan) – snart Mrs. Bernstein – som er vores andet anker i den årtier lange fortælling. Fra flirtende venskab til ægteskab er der en varme imellem dem, men også det usagte spørgsmål om, hvor meget Felicia kender til eller accepterer Leonards seksualitet.
Coopers passionsprojekt hænger på det forhold, for delene omkring det har ikke meget originalitet at byde på. Spring i tiden markeres med interviews, der føles som tyndt maskerede Wikipedia-oplæsninger. Musikken, Bernsteins store passion, agerer mest baggrund for den anspændte romance – ofte i bogstavelig forstand, da det meste af filmens soundtrack består af komponistens melodier fra tiden.
Filmstilen skifter også over tid fra klassisk sort-hvid fotografi til farvebilleder med varme kulører, altid med nøje opsatte kompositioner. Matthew Libatique – Darren Aronovskys foretrukne fotograf – tilføjer en vis prestige og tyngde til en ellers konventionel film. Der er tider, hvor Coopers ambitioner kommer i vejen for filmen; hvor funktionel instruktion havde tjent en scene bedre end smukke indstillinger, der ikke siger meget om begivenhederne. Men nydeligt er det altid.
Nydelig er også Carey Mulligan, som får mere at arbejde med end de fleste ”konen-til-en-stor-vigtig-mand”-roller, der dominerer genren. Hun udtrykker nuancer mellem kærlighed, frustration og tøvende tillid med små ansigtstræk, og taler naturligt med en ”Mid-Atlantic” accent, som var hun sprunget ud af 50’ernes Hollywood.
Bradley Cooper er ikke altid hendes lige. Naturligheden går langsomt bort mens Bernstein bliver ældre og mere rynket, og hans efterligning (hvor akkurat den end er) får det til at lyde, som om han burde pudse næse. Resten af castet gør deres arbejde som de skal, men undslipper ikke, hvor tynd filmen egentlig er.
For hvordan dramatiserer man et liv som Leonard Bernsteins? Ja, han havde en utrolig karriere og et langt liv, men hvilken begivenhed i hans liv er det, der bare skal fortælles i fiktionens sprog? Selv det centrale forhold, som faciliterer en håndfuld gode scener, er mere en langtidssimrende livsfortælling end en eksplosiv opskrift på drama.
Leonard beskriver sine depressive perioder, han måtte kæmpe sig igennem. Han beskriver spændingen mellem det indadvendte komponistliv og sin udadvendte natur. Han springer på et tidspunkt dramatisk frem og erklærer, at han endelig har færdigskrevet operaen ”Mass”.
Så hvorfor mærker vi ikke hans depression? Hvorfor ser vi kun hans kaotiske dans med berømmelse og ensomhed fra en afstand og spredt over montager? Hvorfor ved vi, på den anden side af filmen, ikke mere om, hvad hans musik betyder, end vi kunne med en tur til Wikipedia?
Måske fordi Maestro peger kameraet på Bradley Cooper, mere end på Leonard Bernstein.
Kommentarer