Af Jacob Pedersen
At kalde en film om en FBI-agent, der skal opklare en seriemorders forbrydelser, for et must-watch er imponerende i en verden fyldt med middelmådige krimihistorier. Longlegs er alt andet end middelmådig.
Agent Lee Harker (Maika Monroe) med synske evner bliver introduceret til sagen om Longlegs (Nicolas Cage), hvis drabshistorik kobles til et utal af uforklarlige familiemord. Herfra udspiller en relativt forudsigelig og genkendelig historie sig om en knoklende FBI-agent og en morder, der kender agenten bedre, end hun selv gør. Nå jo, morderen efterlader selvfølgelig også kryptiske breve på gerningsstedet.
I et og samme flæng kan inspirationskilderne ses – Se7en (1995), Zodiac (2007), Ondskabens øjne (1991) og Nattens dæmoner (2013) for at nævne de største. Under normale omstændigheder ville det være et væsentligt kritikpunkt, men instruktør Osgood ”Oz” Perkins formår at nyformidle sagaen og bringer den op på et stratosfærisk niveau.
Longlegs er fuldstændig afsindigt uhyggelig. Allerede i filmens prolog, der spænder et par minutters tid, formår Oz at rejse samtlige hår på kroppen og gøre temperaturen væsentlig koldere i biografen.
Ved hjælp af et næsten kvadratisk (4:3) billedformat, uortodokse billedkompositioner, langsom klipning samt et uendeligt stærkt og nervepirrende lyddesign, bliver den skræmmende atmosfære etableret. Allerede her står det klart: det her er ikke din konventionelle Hollywood-horrorfilm, der beror sig på billige jumpscares (okay, kun en enkelt).
Tværtimod formår filmen at indgravere en konstant frygt i publikum, der først forlader en længe efter rulleteksterne er overståede.
Bedst illustreret i scenen, hvor Harker har modtaget et brev fra Longlegs. Her er Harker placeret centralt, men kameraets brede objektiv får den åbne køkkendør bag hende med i billedet. Oz lader kameraet hvile på Harker, velvidende at publikums fokus og frygt ligger i, om morderen kommer gående i køkkenet bag hende. Det er imponerende, hvor effektfuldt det er. Frygten er allestedsnærværende, og specielt lydbilledet er helt eminent.
Langsomt sporer Harker sig tættere ind på Longlegs, hvis drab har spor i det okkulte og djævelske. Filmen balancerer på en knivsæg med djævlens tilstedeværelse og Nicolas Cages næsten teatralske skuespil, men den fungerer og er troværdig netop på grund af, at filmen er et atmosfærisk mesterværk.
Der er ingen tvivl om, at filmens styrke er dens form, dens filmiske fortælling og brugen af alle filmmediets komponenter, herunder klipning, lyd, billedkompositioner og lys. Tematisk sigter den heller ikke lige så højt som andre nye horrorklassikere, såsom Get Out (2017) og Hereditary (2018). Historien er ingenlunde original og nytænkende, den er faktisk ligeud banal, men dens form er fuldstændig unik og enestående, og ligeledes er det samlede værk.
Marika Monroe er stærk i rollen som Lee Harker. Hun spiller stakåndet og menneskeligt distanceret, næsten emotionelt undertrykkende. Der er en konstant iboende frygt i hende, og hun ryster af indre traumer. Hun er vildt imponerende.
Nicolas Cage … hvor skal man starte? Den teatralske Longlegs kan let gå over grænsen med fødselsdagssange og skrig, men den formår at være vildt effektiv, fordi karakteren og Cages levering er vanvittigt uhyggelig. Longlegs’ skærmtid er begrænset, men hans tilstedeværelse er konstant – en ny kult-skurk er født.
Longlegs er ikke en perfekt film; historien har en del problemer, dels i originalitet og forudsigelighed, hvor specielt tredje akt er tynd. Men værket er stadigvæk helstøbt. Den er skræmmende uhyggelig, en ægte samtidsklassiker, der vil blive diskuteret i mange år frem.
Kommentarer