[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Mikkel Grønnemose[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Lovelace er en filmatisering af pornoskuespilleren Linda Lovelaces omgang i pornoverdenen. Man følger hende fra uskyldig forstadspige med strenge, katolske forældre til hendes status som megastjerne i pornohittet Deep Throat. Skuespilleren Amanda Seyfried får en udfordrende rolle at vise sine talenter i. Hun spiller ganske godt, selvom hun næsten er for køn til at virke troværdig som Linda Lovelace. Peter Sarsgaard og et hav af gode birolleskuespillere (bl.a. altid gode Hank Azaria) får også lov at levere i en meget konventionel filmatisering.[/vc_column_text][vc_column_text]En ikke-helt-lineær fortælling
Noget af det eneste iøjnefaldende ved filmen er et særligt strukturmæssigt valg, som filmen gør brug af. Filmen er desværre næsten for kort til at kunne rumme dette, idet filmen kun varer 93 minutter og generelt er ret komprimeret fortalt, så dette valg kommer til at virke uøkonomisk i forhold til, hvor lidt plads mange af de andre aspekter af Lindas liv får i filmen.[/vc_column_text][vc_column_text]Men fortællingen starter, da hun møder Chuck Traynor (Peter Sarsgaard). Vi ser, hvordan de bliver gift, og hvordan han tvinger hende ind i pornobranchen. Til at starte med får vi indtrykket af, at deres ægteskab næsten er for godt til at være sandt. Hvorfor skulle en ambitiøs ældre karl som Chuck være interesseret i en middelmådig forstadspige som Linda?[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Lovelace[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Rob Epstein[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]For de seere, som bare kender lidt til filmklichéer, virker Chuck naturligvis som en lidt for flink fyr, og man kan nemt mistænke ham for at gemme på noget grumt inde bag den smilende facade. Ellers ville der jo ikke være et drama, vel? I første akt af filmen får vi kun små antydninger af revner i lakken. Vi får lov at se blå mærker på Lindas ben, og vi får lov at se Chucks små vredesudbrud i meget formildede versioner. Vi ved, at den ikke er helt god med Chuck, men det bliver meget underspillet.[/vc_column_text][vc_column_text]Derefter tager filmen et voldsomt spring i tid. Vi ser Linda nogle år senere, hvor hun er sat for en løgnedetektor i forbindelse med en bogudgivelse. Hun er nemlig ved at udgive en bog om sit forfærdelige forhold til Chuck. Og så ruller rædslerne ellers derudaf foran seeren. Nu får vi en masse ekstra kød med fra de tidligere scener, hvor vi bl.a. ser hvordan Chuck næsten voldtager Linda, hvor han banker hende og prostituerer hende til fremmede mænd og pornoindustrien. Lige pludselig får de blå mærker og larm fra ægteparrets soveværelse en langt mere ubehagelig klang. Da vi i første akt af filmen bare så Linda græde i en scene af Deep Throat, undrede man sig bare over, hvor dybfølt gråden lød. Men pludselig forstår vi, at hun græder af virkelig ulykke. Dette giver filmen en udmærket surprise-værdi, som er noget af det, der holder filmen en smule oppe i kvalitet. Det giver filmen lidt kant.[/vc_column_text][vc_column_text]Middelmådig biopic
Udover denne surprise-værdi og et velspillende cast, et fint set-design, James Franco som Hugh Hefner, Sharon Stone som nedslidt, ugenkendelig mor, og det faktum at filmen kommer til at gøre godt for Amanda Seyfrieds fremtidige karriere, har filmen ikke noget særligt at byde på. Den ligger under for sit oplæg ved at man godt kunne have gjort karaktererne stærkere og markante. Instruktørerne har nok stræbet mere efter at være tro mod Lindas “virkelige” historie. Filmen mister spænding ved at stræbe efter denne troskab. I stedet for bare at nøjes med at tage udgangspunkt i Linda Lovelaces historie og fokusere på den egentlige spillefilm, som den vigtigste del af deres opgave, har folkene bag filmen været slaver under den “sande” historie.[/vc_column_text][vc_column_text]Kunne vi ikke bare have slået Linda Lovelace op på wikipedia, hvis vi ville vide, hvad der rigtig skete? Grænsen for hvad der betragtes som direkte filmatiserbart, og hvad der kan sælges som stor filmfortælling, er helt sikkert faldet. Denne film er et godt bevis på dette. Filmen mangler en dimension, som siger: “Derfor skal denne historie fortælles i levende billeder!”. Men filmen er, udover dens ikke-helt-lineære struktur, bare et halvanden times langt veludført resumé af Lindas omgang med pornobranchen. Filmen er derfor middelmådig og ligegyldig, da den simpelthen ikke har nok at byde på. Filmen er lidt ligesom en tilfældigt købt kebab fra Nørrebrogade, som smager fint på tom mave, men som man fuldstændig glemmer, når man har sovet branderten ud.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer