ANMELDELSE
LILLE SOMMERFUGL: Søren Kragh-Jacobsens comeback er et hyggeligt bekendtskab, men forudsigelig som en festsang

Af Anna Lauritsen

Isfontæner, hyggeracisme og hornmusik. Folkelighed og favoritsovs gennemsyrer Søren Kragh-Jacobsens familiedrama Lille Sommerfugl fra første scene, som ganske etablerende viser, hvordan en familie samles for at synge morgensang for svineavler Ernst (en veloplagt Jesper Christensen) og hustru Louise (den altid charmerende Karen-Lise Mynster). Louise smiler og vinker til børn og børnebørn. Ernst vrisser og synes, at det er noget pjat. For Ernst er nemlig en gammel, bitter mand, og i Kerteminde vil gamle bitre mænd absolut ikke gøre væsen af sig.

Filmen forløber over én turbulent aften, hvor tre generationer mødes for at fejre, at ægteparret har udvist hinanden ”troskab og vedholdenhed” i 50 år. Sange og taler hylder evig kærlighed, men som aftenen skrider frem, rasler et par uoplagte skeletter ud af skabet.

Hvis du synes, at dette lyder som en festlig Vinterberg-film fra 1998, vil du desværre blive svært skuffet. Dogme-bror Kragh-Jacobsen opnår med Lille Sommerfugl er alt det, som Festen (1998) for alt i verden ville undgå at være: Hyggelig, folkelig og letfordøjelig. Det er oplagt at sammenligne de to film, men Lille Sommerfugl når aldrig op i nærheden af Festens ambitioner, hverken kunstnerisk eller manuskriptmæssigt.

Et nyt stilistisk mesterværk har midlertidigt næppe været Kragh-Jacobsens vision for sin nye danmarksfortælling. I stedet ligger filmens største styrke i dens konsekvente nostalgiske tone. Som publikum er man effektivt sat tilbage til familiefester i forsamlingshuse – både på godt og ondt. Særligt én scene, hvor Ernst diskret sniger sig ud fra festen, rammer en genkendelig nerve. I en blanding af afmagt og frustration skjuler han sig bag en bil, og det eneste der bryder mørket, er en farvet lyskæde, der skimtes i baggrunden. Lyden af tøvende skridt i grus blander sig med harmonika og fællessang, som svagt kan høres fra festen. Desværre retfærdiggør den sentimentale effekt hverken det banale budskab, den forudsigelige historie eller de rodede storylines.

Når sandhederne kommer på bordet, om bl.a. hor og pengeproblemer, føles det… Ligegyldigt. Der er brugt så godt som ingen tid på at bygge (bi-)roller og relationer op, så når den utro mand og hans elskerinde mod slutningen udveksler kærlige blikke, er det svært som publikum at vide, hvilket ben man skal stå på: Hvor skal sympatien placeres? Ikke på den interessante anti hero måde – bare sjusket og uforløst.

Lille Sommerfugl tilføjer intet nyt til arketypen om den gnavne provinsmand, hvis stolthed og frygt for at tabe ansigt er hans egen største fjende. Både Hannes Holms En mand der hedder Ove (2015) og Pixar-filmen Up (2009) har sunget denne sang før, og i alle tre tilfælde, er det et barn – personificeringen af naiv umiddelbarhed – som ender med at ændre ham fra stille og stædig til elskelig og empatisk.

Du skal ikke lave vingerne for små – ellers kan den jo ikke flyve”, siger det nuttede barn om vingerne, som morfar – hysterisk symbolsk – maler på sit slagtesvin.  Det samme kan man have lyst til at sige til Søren Kragh-Jacobsen. For bag suppe-steg-og-is gemmer der sig interessante temaer om alderdom, troskab og kærlighed i forfald. Desværre når disse aldrig ud over kakkelbordet.

Kommentarer