Af Benjamin Damon
I et øde og isoleret område af den storslåede islandske natur ligger en lille gård – omgivet af endeløse græssletter og dramatiske bjergtoppe. Her bor en masse får, og så bor ægteparret Maria (Noomi Rapace) og Ingvar (Hilmir Snær Guðnason) her sammen med deres hund og kat. De lever et rutinepræget liv; de samme pligter skal udføres igen og igen, og de har ikke mange andre end hinanden at snakke med.
En dag ændrer deres liv sig dog drastisk. Et af deres får føder et lam, som er lidt anderledes end alle de andre lam. Maria og Ingvar tager det til sig og beslutter sig for at opfostre det, som var det deres eget barn. Det lægges i en tremmeseng, får mælk fra en sutteflaske og ser film sammen med ”forældrene” i sofaen.
Det er præmissen for den islandske film, Lamb, som sidste år var udtaget til Cannes, hvor den vandt en pris for sin originalitet. Den er ganske vist også original, men den har nogle gevaldige problemer, som kommer til at stå i vejen for, at det for alvor bliver nogen god film.
Instruktør Valdimar Jóhannsson bruger ekstremt lang tid på at fortælle meget lidt. En overflod af mere eller mindre ligegyldige indstillinger bruges som filler, og det bliver meget hurtigt repetitivt og småkedeligt at se Maria hænge vasketøj op igen eller køre rundt i traktoren.
Det er helt tydeligt, at han har forsøgt at lave en langsomt opbyggende og foruroligende film, som generelt holder sig fra at være en decideret horrorfilm, men som alligevel besidder mange elementer fra netop horrorgenren. Hvis man forventer jumpscares og decideret uhygge (som den utroligt misvisende trailer syntes at love), bliver man dog slemt skuffet, for Lamb tilslutter sig den populære bølge af lidt skæve og urovækkende værker, som har vokset sig stor de seneste år (eksempler tæller Saint Maud (2019), Midsommar (2019) og The Witch (2015)). Det er elevated horror og det er A24 – en cocktail, der bestemt ikke er gået af mode endnu.
Guðnason og Rapace leverer begge fine præstationer, og især sidstnævntes bestemte og sammenbidte udtryk fungerer godt i rollen som familiemor, der både lider af et gevaldigt traume samtidig med, at hun prøver at komme videre – om end på en lidt utraditionel måde. Det er dog kærkomment, da en tredje karakter introduceres et stykke inde i filmen; Ingvars bror, som har svært ved at få styr på sit liv og derfor får lov at bo midlertidigt på gården. Han ændrer dynamikken og tilfører en anelse mere handling og spænding, som dog stadig holdes på et ekstremt sparsommeligt plan.
Som det også var tilfældet med førnævnte Saint Maud, ender Lamb med at føles utroligt flad og den slutning, man sad og ventede på, virker malplaceret og en smule forceret. Man forlader den islandske ødemark uden at være blevet hverken rystet eller voldsomt underholdt. Ikke desto mindre er Valdimar Jóhannsson stadig et navn, man bør holde øje med fremover, for han besidder øjensynligt kvaliteter på det tekniske plan – de evner skæmmes desværre af det tyndbenede plot, som mest af alt er en gimmick, der ikke har fylde til meget mere end kortfilmslængde.
Kommentarer